Socialrådgiverforening: Fundamentet under handicapområdet skrider - og handicapaftalen gør ikke nok ved det

Fundamentet er det, der bærer en bygning. Et solidt fundament sikrer, at murene ikke revner, og gulvet ikke bliver skævt.

Er fundamentet ikke stærkt, risikerer man, at bygningen falder sammen om ørerne på en.

På handicapområdet er god sagsbehandling at sammenligne med fundamentet i en bygning. Det er nemlig i sagsbehandlingen, man identificerer borgerens udfordringer, finder frem til borgerens ønsker i livet, matcher borgeren med den rette støtte – og sidenhen justerer støtten efter behov.

Hvis sagsbehandlingen ikke er solid, slår handicapområdet revner med længere ventetid, utilstrækkelig støtte og flere klager til følge.

Jeg skriver ikke dette for at male fanden på væggen, men man skal ikke åbne mange aviser eller tilbringe meget tid på sociale medier, før man erfarer, at det mange steder er virkeligheden på handicapområdet.

Gå ned med flaget eller søg væk

Konsekvenserne for borgerne er åbenlyse, men medarbejderne mærker dem også.

De vil så gerne være der for borgerne, men de føler sig utilstrækkelige, når de på grund af rammerne ikke kan udføre deres arbejde tilfredsstillende. Det får nogle til at gå ned med flaget, mens andre søger væk.

Når jeg taler med socialrådgivere på handicapområdet, er de enige om, at udfordringerne hænger tæt sammen med deres store arbejdspres, bureaukratiske arbejdsgange og økonomiske hensyn.

For eksempel er det ikke unormalt, at en socialrådgiver sidder med ansvaret for op mod 150 mennesker med handicap. Ligeledes er det ikke usædvanligt, at man har et begrænset handlerum, som betyder, at afgørelserne træffes af et visitationsudvalg, som indimellem er mere optaget af økonomistyring end faglighed.

Det er bekymrende, at fundamentet under handicapområdet skrider, men endnu mere urovækkende er det, at handicapaftalen kun i meget begrænset omfang adresserer problemet.

Smidig lovgivning kan ikke stå alene

Fokus er på at gøre lovgivningen mere smidig, hvilket også i flere tilfælde giver mening. Men det kan slet ikke stå alene, hvis vi ønsker et løft af kvaliteten i sagsbehandlingen.

Virkeligheden er nemlig, at sagsbehandling på handicapområdet er en svær størrelse, som både kræver en indgående viden om handicap og indsigt i alt det, som udgør borgerens samlede situation. Blandt andet tilknytningen til arbejdsmarkedet, forholdet til familien og den øvrige sundhedstilstand.

{{toplink}}

Dertil kræver det også kendskab til lovgivningens paragraffer samt den vifte af tilbud, som findes i det offentlige, på det private marked og i civilsamfundet.

På sundhedsområdet kan man næppe forestille sig ufaglærte tage røntgenbilleder, udføre operationer eller forestå genoptræning. Derfor giver det ikke mening, at ufaglærte sættes til at løse komplekse opgaver på handicapområdet.

Lad os stille krav om, at man skal være uddannet socialrådgiver eller socialformidler, hvis man sidder med de sager, hvor diagnoser, fysiske handicap og sociale problemer krydser hinanden.

Socialrådgivere skal tættere på borgerne

Kravet til medarbejdernes faglighed skal naturligvis også understøttes af rammer, som gør det muligt at folde den ud.

Kommunerne skal indføre en øvre grænse for antallet af borgere, som en socialrådgiver må sidde med.

På den måde kan vi sikre, at socialrådgivere kommer tættere på borgerne og får bedre mulighed for at sammensætte helhedsorienterede indsatser og matche borgerne med de helt rette tilbud.

Afslutningsvist skal socialrådgiverne have et langt større handlerum. Økonomiske hensyn skal ikke have lov til at trumfe socialrådgivernes faglige vurderinger, og det skal være muligt for en socialrådgiver at bevillige den støtte, som borgeren har brug for uden at spørge om lov i flere led.

Mange kommuner har indført visitationsudvalg, der skal vurdere alle sagerne – det bliver nemt ufleksibelt og bureaukratisk.

Med handicapaftalen har politikerne taget hul på en omfattende renovering af handicapområdet. Der er selvsagt nogle af planerne, som falder mere i min smag end andre, men jeg er bekymret for resultatet, når man ikke vil styrke det skrøbelige fundament med et stærkere fokus på sagsbehandlingen.

Man kan naturligvis godt vælge at renovere et hus, selvom fundamentet skrider. Men det giver næsten sig selv, at resultatet også bliver derefter – og det er altså ikke særligt kønt.

debat@altinget.dk