Handicapforbund: Politikerne bør aflevere nøglerne til handicapaftalen til fageksperter

Politiske ambitioner om ligestilling for mennesker med handicap kan hurtigt blive til ren teori. For at undgå det, skal den handicappolitiske rammeaftale omsættes med inddragelse af målgrupper og fagpersoner, skriver Susanne Olsen.

Mens Danmark 23. august eksamineres af FN, så er centrale kompensationsordninger ved at falde fra hinanden.

Handicapaftalen står i skærende kontrast til Danmarks forpligtelser til at sikre lige muligheder, hvilke også er tydeliggjort i den civilsamfundsrapport, bevægelsen har lagt frem for komitéen.

Det er en samlet handicapbevægelse, som er stærkt bekymret over de overordnede tendenser i rammeaftalen.

Vores bekymring går på tendensen til at give kommunerne større mulighed for at økonomistyre, og faren for at faglighed glider i baggrunden. Det er en tilsidesættelse af de budskaber, vi igen og igen er kommet med – nemlig forståelsen for, at de rette faglige afgørelser er en investering i det enkelte menneske.

Det kræver også en forståelse af, at løsningen ikke er at give kommunerne 'frit slag'. Løsningerne skal findes i fællesskab med en vekselvirkning mellem at forpligte kommunerne til at inddrage den rette specialviden og sikre en central finansiering af de rette løsninger – fra starten.

Det handler om mennesker 

Mens Danmark forsvarer sin handicapindsats over for FN-komitéen, og mens vi i organisationerne kæmper for at blive hørt, sidder der en gruppe mennesker bag tallene og de fine formuleringer og føler sig godt og grundigt klemt — og glemt!

Det er mennesker, som på grund af en indgribende funktionsnedsættelse har brug for hjælp til alt.

At komme i og ud af sengen, at vende sig i sengen, at klare sin personlige hygiejne, at få tøj af og på, at få mad på bordet, at spise, at forflytte sig, at kunne transportere sig og være aktiv uden for hjemmet.

Det er samfundsborgere, som bidrager på mange niveauer. De er borgere, studerende, kolleger, venner, kærester, forældre, kunder og meget mere.

Den eneste forskel på dem og alle andre er, at de har brug for en helt særlig kompenserende støtte i form af borgerstyret personlig assistance (BPA), som netop ligner en reel afvikling på grund af grænsesøgende kommunal afgørelsespraksis.

Ordninger falder, mens behovet forbliver

Tilgangen af nye borgere på ordningen er halveret, og det samlede antal af ordninger er faldet, selvom behovet er det samme.

Hver dag taler vi med desperate medlemmer, som oplever at få skåret markant i deres ordning, eller at kommunerne prøver at frakende hjælpen.

{{toplink}}

Resultatet: isolation i eget hjem, forværring af både funktionsnedsættelsen og den mentale tilstand. En situation, som skader livskvaliteten, og på længere sigt fører til øgede udgifter for samfundet.

Det er disse mennesker, der bliver glemt, når der alene føres politik på baggrund af kommunale økonomiberegninger og virkelighedsfjerne formuleringer i Tranæsudvalgets berygtede rapport.

Det er en negligering af de mennesker, det handler om, og konsekvenserne er både skræmmende og på længere sigt udtryk for dårlig samfundsøkonomisk tænkning. 

Delelementer i aftalen er afgørende

Situationen er kritisk.

Derfor har Dansk Handicap Forbund nu blikket stift rettet mod aftalens delelementer, som på baggrunden af den overordnede aftale er ekstremt vigtige at fokusere på.

Det bør ske ved at inddrage repræsentanterne for målgrupperne, som besidder unik viden om de enkelte områder. Uden inddragelse af denne unikke viden kan man ikke skabe bæredygtige løsninger.

I Danske Handicap Forbund har vi unik viden om livet med et bevægelseshandicap, hvoraf en gruppe borgere har behov for hjælp til stort set alle dagligdags funktioner. For dem er BPA en livsnødvendig hjælp, og derfor er vi særligt interesserede i aftalens formulering om netop den.

Vi vælger den positive tilgang, men det forudsætter, at vi som eksperter inddrages. Vi sidder nemlig med nøglen til at finde de bæredygtige løsninger, som skaber livsduelige borgere.

Jeg vil sende en kraftig opfordring til politikerne om at vise vilje til at leve op til FN-konventionen ved at omsætte aftalens delelementer med udgangspunkt i viden fra målgruppen og fagpersoner.

Gør vi ikke det, er jeg alvorligt bange for, at ambitionen om ligestilling for mennesker med handicap må betragtes som ren teori, som intet har med virkeligheden at gøre. 

Forrige artikel Studerende: Man kan ikke forvente kærlige borgere, så længe vi behandles uden kærlighed Studerende: Man kan ikke forvente kærlige borgere, så længe vi behandles uden kærlighed Næste artikel Borgmestre: Mette Frederiksen mangler stadig en plan for de 43.000 unge uden uddannelse eller job Borgmestre: Mette Frederiksen mangler stadig en plan for de 43.000 unge uden uddannelse eller job