Ugen i dansk politik: Statsministeren holder spørgetime

Velfærdsrådets lancerer deres anbefalinger til regeringen for fremtidens velfærdssamfund, EU's økonomi- og finansministre mødes uformelt, og statsministeren holder spørgetime. Få overblikket over de vigtigste politiske begivenheder her. 

Godmorgen og velkommen til endnu en uge i dansk politik – og den sidste uge i april.

Vi ser ind i en uge med en lang række åbne samråd. Der skal diskuteres alt fra inklusion til naturbeskyttelse i EU og landets kræftbehandlinger. 

Derudover skal statsminister Mette Frederiksen (S) stå skoleret i Folketingssalen, når tirsdagens møde i salen starter ud med statsministerens spørgetime. 

Ugen byder også på en lang række gruppemøder for Folketingets partier. Én ting er dog sikkert, og det er, at ministeren for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen (S) ikke deltager i sit partis gruppemøde. Han besøger nemlig Fiji, Vanuatu og Australien sammen med Kronprinsesse Mary. Her vil de have fokus på klima samt piger og kvinders rettigheder. 

Få overblikket over ugen her. 

Mandag 

  • Statsrevisorerne holder møde klokken 09.00.
  • Velfærdsrådet og Dansk Erhverv holder lanceringskonference af Velfærdsrådets anbefalinger til regeringen for fremtidens velfærdssamfund. Her vil formandskabet repræsenteret af Jens Kramer Mikkelsen og Benedikte Kiær sammen med rådet præsentere deres afrapportering efter mere end et års arbejde. Det finder sted klokken 09.30.
  • EU's udenrigsministre mødes i dag i Luxembourg. På dagsordenen er blandt andet Ruslands invasion af Ukraine og forholdene i Sudan, Tunesien, Moldova, Kina og Libanon.
    Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) deltager.

Tirsdag 

  • Klokken 09.30 er der statsråd på Christiansborg Slot.
  • Otte af Folketingets partier holder gruppemøde. Det er Moderaterne, Socialdemokratiet, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg, Det Konservative Folkeparti samt Dansk Folkeparti. 
  • Klokken 13.00 er der møde i Folketingssalen. Det indledes med statsminister Mette Frederiksens (S) spørgetime. Derudover er der en række 1.- og 2. behandlinger. 
  • Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde (V) skal i samråd klokken 14.30. Det skal handle om kræftbehandling og ventetidsgaranti. 
  • I forbindelse med afslutningen på ledelseskonferencen Inspirator mødes ældreminister Mette Kierkgaard (M) med ledende sygeplejersker fra hele landet. Hun holder derudover konferencens afsluttende tale klokken 17.10. 
  • Kronprinsesse Mary besøger sammen med ministeren for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S), Fiji, Vanuatu og Australien. Under besøget vil der være fokus på klima samt piger og kvinders rettigheder. Besøget varer fra den 23. til 28. april. I dag ankommer de til Fiji.

Onsdag 

  • Der er åbent samråd klokken 08.00 om Inklusionsundersøgelsen 2022. Her skal børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) svare på udvalgets spørgsmål. 
  • Fire af Folketingets partier holder gruppemøde. Det er Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg og Moderaterne. 
  • Udvalget for Småøer arrangerer sammen med Sammenslutningen for Småøer en åben høring om landbrug på småøerne klokken 11.00. 
  • Udenrigsudvalget har indkaldt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i åbent samråd om fornyet tilladelse til dansk våbeneksport til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Det finder sted klokken 12.00. 
  • Klokken 13.00 er der spørgetid til ministrene i Folketingssalen. 
  • På samme tidspunkt har Miljø- og Fødevareudvalget kaldt miljøminister Magnus Heunicke (S) i åbent samråd samråd om kritikken fra grønne organisationer for, at regeringen modarbejder naturbeskyttelse i EU. 
  • Regionsrådet i Region Midtjylland holder i dag møde. Mødet begynder klokken 13.00 og finder sted i Regionrådssalen i Regionshuset i Viborg.
  • Ligestillingsudvalget og Folketingets tværpolitiske SRSR-netværk holder åben høring om de sundhedsmæssige og sociale aspekter ved abortgrænsen i Danmark klokken 14.00. 
  • Ved et arrangement klokken 15.00 i Den Sorte Diamant vil Europa-Parlamentets præsident Roberta Metsola og statsminister Mette Frederiksen (S) tale. De vil blandt andet komme ind på dilemmaer om krig, klima og migration, som Europa står overfor frem mod EP-valget næste år.

Torsdag 

  • Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er kaldt til åbent samråd klokken 11.00. Det skal handle om, hvorvidt regeringen vil sikre en akutpakke til erhvervsuddannelserne. 
  • Syv af Folketingets partier holder gruppemøde. Det er Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg. Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og Dansk Folkeparti. 
  • Klokken 13.00 er der møde i salen. 
  • Åbent samråd med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) og miljøminister Magnus Heunicke (S) om VVM-sagsbehandlingsfejl i Energistyrelsen og konsekvenserne for havmiljøet klokken 14. 

Fredag 

  • Klokken 13.00 er der møde i salen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Der er også en forespørgsel til statsminister Mette Frederiksen (S). 
  • EU's økonomi- og finansministre mødes 28.-29. april uformelt. Mødet finder sted i Stockholm i Sverige.

Lørdag 

  • USA's tidligere præsident Barack Obama indleder i dag en kort Europaturné, hvor han i aften taler i Zürich i Schweiz.

Søndag 

  • Der holdes præsidentvalg i Paraguay.

Forrige artikel DF gør klar til at generobre Jylland: DF gør klar til at generobre Jylland: "Alt med Thulesen Dahl og Skaarup skal smides ud" Næste artikel Dårligere trivsel på eux end eud: Dårligere trivsel på eux end eud: "Man skal stå tidligt op"