Ugen i dansk politik: Pia Kjærsgaard fylder 75 år, og Klimarådet kommer med nye anbefalinger

Stifteren af Dansk Folkeparti holder 75-års fødselsdag. Klimarådet har inviteret til pressemøde, hvor der både kommer nye anbefalinger - og en vurdering af regeringen. Få overblik over den kommende uge i dansk politik.

Nu er vinterferien slut, og vi går ind i en ny uge, der er godt pakket med politiske begivenheder.

Altinget giver dig et overblik over pressemøder, samråd, og hvad der sker i Folketingssalen.

Mandag

  • Mandag holder Statsrevisorerne møde kl. 9:00, hvor de blandt andet skal gennemgå og vurdere Forsvarsministeriets styring af ’facility management’ på tværs af blandt andet kaserner, flyvestationer, øvelsesterræner i perioden februar 2018-marts 2021.

  • Derudover afleverer Statsrevisorerne en endelig betænkning over statsregnskabet for 2020. Denne skriftlige redegørelse indeholder en indstilling til Folketinget, om statsregnskabet kan godkendes. Herudover vil de gøre Folketinget opmærksomme på en række kritiske og principielle sager.

  • Statsrevisorernes bemærkninger kan ses på deres hjemmeside fra cirka kl. 13:30 og betænkningen over årsregnskabet for 2020 forventes at blive offentliggjort 1-2 dage efter mødet.

Tirsdag

  • Når vi når til tirsdag, vil den grønne tænketank Concito holde en pressebriefing, inden FN's Klimapanel (IPCC) udgiver deres anden del af den sjette klimastatus-rapport.

  • Der holdes høringer om en række forhold i den daværende styrelse i Skat. Det finder sted på Frederiksberg kl. 9-15.

  • Tirsdag er der også møde i Folketingssalen, hvor der muligvis kommer en afstemning om forslaget om regeringens overdragelse af oplysninger til granskningskommissionen.

  • Der behandles blandt andet også et forslag om nedsættelse af bundskatten, forslag om revision af reglerne om registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik og ikke mindst forslag om måltal og politik for kønssammensætningen i ledelser og bestyrelser i offentlige virksomheder og institutioner.

  • Transportudvalget har kaldt Transportminister, Benny Engelbrecht (S) i samråd om byggeriet af Niels Bohr bygningen. Det drejer sig om byggeledelsen og fremdriften i byggeriet.

Onsdag

  • Pia Kjærsgaard, stifteren af Dansk Folkeparti, fylder 75 år. Det markeres med en reception tirsdag i Fællessalen på Christiansborg.

  • Den undersøgelseskommission, der skal undersøge bestemte forhold i den daværende styrelse i Skat, mødes igen onsdag. Denne gang skal høringerne handle om systemmoderniseringen og inddrivelsesforvaltningen. Det finder sted på Frederiksberg fra kl. 9-15.

  • I Folketingssalen er der spørgetid, hvor regeringens ministre besvarer oversendte spørgsmål fra talerstolen.

  • Miljøminister Lea Wermelin (S) er indkaldt til samråd om naturnationalparker og private lodsejere. Her skal ministeren udfolde, hvor hun vil beskytte private lodsejere, som er naboer til kommende naturnationalparker, mod afledte konsekvenser på deres private arealer. Ministeren skal herudover svare på, hvorvidt hun mener, at disse private lodsejere er blevet ordentligt inddraget i udformningen af parkerne.

  • Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) skal i samråd for at oplyse sin holdning til, om metoderne, Nemlig.com anvender, holder sig inden for rammerne af arbejdsmiljøloven, og om arbejdsmiljøloven er gearet til at håndtere denne type virksomhedsformer. Det sker, efter A4 Arbejdsmiljø har skrevet artikler om, at Nemlig.com stadig overvåger lageransattes præstationer på trods af, at Arbejdstilsynet har kigget dem i kortene.

  • Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er i et samråd blevet bedt om at redegøre for baggrunden for at suspendere patientrettighederne med særligt fokus på at forklare suspenderingen af det udvidede frie sygehusvalg.

  • Folketingets epidemiudvalg holder møde.

  • Justitsminister Nick Hækkerup (S) er indkaldt til samråd af Folketingets Forsvarsudvalg om efterretningstjenesterne. Her skal han blandt andet give oplysninger angående tilsynet med Efterretningstjenesternes kritikpunkter af Forsvarets Efterretningstjeneste.

Torsdag

  • En række lovforslag skal tages op til et møde i Folketingssalen. Det drejer sig blandt andet om behandling af lovforslaget om afskaffelse af fradragsret for håndværkydelser efter boligjobordningen.

  • Torsdag er der indkaldt til et samråd med skatteministeren om skattely og hjælpepakker.

Fredag

  • Klimarådet holder et pressemøde om deres årlige statusrapport, hvor de præsenterer de vigtigste konklusioner og kommer med anbefalinger til Danmarks klimaindsats. De skal også vurdere, om regeringens klimaindsats har været klar nok i forhold til, at 2030-målet nås.

  • Fredag er miljøminister også indkaldt til et samråd. Denne gang handler det om sikring af store vandsalamandere i forbindelse med rydning af krattet ved byggepladsen på Amager Fælled. Ministeren skal svare på, hvordan hun har sikret, at store vandsalamandere ikke skades eller dræbes.

  • I Folketingssalen skal en række lovforslag desuden behandles. Det gælder blandt andet offentliggørelse og videregivelse af oplysninger om produktions- og driftsmæssige forhold.

Forrige artikel Om 15 måneder har Mette Frederiksen trykket på valgknappen: Sådan står partierne til at klare sig lige nu Om 15 måneder har Mette Frederiksen trykket på valgknappen: Sådan står partierne til at klare sig lige nu Næste artikel Ugens embedsmand: Søren Thiim Andersen er chef for både politi, kirke og sundhed på Danmarks østligste punkt Ugens embedsmand: Søren Thiim Andersen er chef for både politi, kirke og sundhed på Danmarks østligste punkt