Mona Juul drømmer om at samle den blå familie: "Det kræver lidt mere arbejde, men vi moser på"

Den konservative leder vil "bygge broer" mellem de borgerlige partier og danne en blå regering. "Det er i regeringskontorerne, vi kan føre konservativ politik, så det batter noget," lød det fra Mona Juul på partiets landsråd i Herning.

HERNING: Mona Juul vil gøre drømme til virkelighed.  

Og den næste helt store konservative drøm, hun vil realisere, er at skifte pladsen i oppositionen ud med en plads i regeringen.  

"Selvfølgelig er det Konservatives drøm at være i regering. Det er i regeringskontorerne, vi kan føre konservativ politik. Så det batter noget."

Sådan lød det fra partileder Mona Juul, da hun trådte frem på scenen til Konservatives Landsråd i Herning Kongrescenter.

Her gjorde hun det tydeligt for tilhørerne, at Konservative går til valg med en klar ambition om, at den næste regering skal være borgerlig.

"Der skal herske nul tvivl om, at vi ved næste folketingsvalg går efter en blå regering," sagde hun og blev modtaget af klapsalver fra medlemmerne.

Selvom den borgerlige opposition har været i knæ, siden vennerne i Venstre forlod den blå familie til fordel for Socialdemokratiet og Moderaterne, er hun optimist.

Hun tror på, at det er Konservative, der kan forene blå blok igen.

"Alle, der kender konservativ transportpolitik ved, at vi om nogen kan bygge broer. Det kan vi også i den blå familie," sagde hun og fortsatte:

"Vi er der ikke endnu. Det kræver lidt mere arbejde. Men vi moser på."

I professor Kasper Møller Hansens seneste snit af meningsmålinger står Konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance samlet til 33,6 procent af stemmerne.

Dermed skal de borgerlige partier med al sandsynlighed hive Venstre og muligvis også Moderaterne "hjem" til den blå familie, hvis Mona Juuls ministerdrømme skal have en chance for at blive til virkelighed.

I snittet af Målinger står Venstre til 9,1 procent af stemmerne. Lars Løkke Rasmussens Moderaterne står til 6,4.

Ilten tilbage i dansk erhvervsliv

I sin tale valgte Mona Juul især at fokusere på partiets nye erhvervsudspil, som hun præsenterede i et interview med Børsen fredag. 

Partiet foreslår blandt andet en flad aktieskat på 25 procent og en sænkning af selskabsskatten fra 22 til 17 procent. 

Målet er at bringe "ilten tilbage i dansk erhvervsliv".

"Vi skal føre en helt anden erhvervspolitik og en helt anden økonomisk politik," sagde K-lederen.

Partiet foreslår også mere forskning i digital teknologi, produktionsteknologi og grønne løsninger. Desuden skal der laves et "loft over statslig ledelse og administration i budgetloven". 

"Bum. Sådan basker man til økonomien. Til gavn for alle. Til gavn for hele samfundet," lød det fra Mona Juul i hendes vanlige uformelle stil. 

{{toplink}}

Hun benyttede desuden lejligheden til at kritisere SVM-regeringens økonomiske politik. 

"Ja, det ser fornuftigt ud på grund af tidligere tiders reformer. Men udfordringerne lurer under overfladen."

Hun påpegede, at det især er Novo Nordisk og de største virksomheder, der driver væksten i samfundet. 

"Vi ser at produktiviteten nærmest er blevet til en vandret linje på grafen. Og vi ser, at råderummets vokseværk mest af alt kommer af en mere og mere optimistisk regnemaskine i Finansministeriet".

"Når regeringen så samtidig er mere optaget af at øge de offentlige udgifter end af, hvordan regningen skal betales. Så bimler alle mine alarmklokker," fortsatte hun.

Overvejer at forlade aftale

Der blev i talen også skudt med skarpt mod SVM-regeringens uddannelsespolitik. 

"Hvis regeringen vil lade være med at ødelægge vores gode uddannelser, vil vi være godt på vej" lød opfordringen fra Mona Juul.  

Især regeringens kommende forslag om at lukke 10. klasse fik en tur i møllen.

Hun fremhævede også den nye kandidatreform, der blandt andet lægger op til, at 30 procent af kandidatuddannelserne skal forkortes eller laves om til såkaldte erhvervskandidater.

Aftalen, som Konservative selv har skrevet under på, er igen og igen blevet haglet ned af både erhvervslivet, universiteterne og de studerende, som er bekymrede over aftalens konsekvenser.

Kritikken får nu den politiske leder til at true med at trække sig fra aftalen.

"Vi skal have alle bekymringer på bordet, og ministeren skal give klarhed. Ellers kan vi ikke være en del af aftalen," sagde hun.

Bliver ikke statsministerkandidat

Da hun mødte pressen efter talen, var journalisterne især interesserede i at høre hendes bud på, hvem hun foretrækker som statsminister i den blå regering, hun drømmer om. 

"Der er ikke nogen, der har rakt hånden op og meldt sig som statsministerkandidat, så det kan jeg ikke svare på. Jeg kan svare, at jeg gerne vil have en blå regering," lød det fra Mona Juul. 

Hun kommer heller ikke selv til at melde sig på banen, understregede hun.

"Det giver ikke mening for os på nuværende tidspunkt. Det gav mening dengang Søren (Pape Poulsen red.) meldte sig, fordi vi stod på nogle tårnhøje meningsmålinger. Vi var det største borgerlige parti".

{{toplink}}

Om Konservative efter næste valg kunne finde på at gå med i en regering hen over den politiske midte, hvor også Socialdemokratiet deltager, svarede hun ikke entydigt klart på, da Altinget spurgte.

"Jeg har lyst til at melde klart og tydeligt ud, at vi går efter en blå og borgerlig regering. Det er budskabet herfra. Og så må vi se, hvordan mandaterne falder efter næste valg".

Hvis der ikke er et borgerligt flertal i Folketinget efter næste valg, vil du så udelukke, at Konservative kan gå med i en regering over midten, hvor Socialdemokratiet også deltager?

"Jeg har ikke udelukket noget som helst andet end at jeg ikke peger på Mette Frederiksen, og at jeg gerne vil have en blå borgerlig regering," lød det fra Mona Juul.

,

Forrige artikel Ny beredskabsminister om ændret trusselsbillede: Ny beredskabsminister om ændret trusselsbillede: "Det kræver, at vi får et styrket setup"