Pensions-legende stopper – vil hellige sig bestyrelsesarbejde

67-årige Torben Möger Pedersen stopper som administrerende direktør i PensionDanmark efter mere end 30 år på posten. Det skriver PensionDanmark i en pressemeddelelse.

Torben Möger Pedersen stopper som administrerende direktør for PensionDanmark med virkning fra 1. oktober 2023, og dermed skal Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab på jagt efter en ny direktør.

"Efter at have været med til at stifte PensionDanmark, været den første medarbejder og været administrerende direktør i mere end 30 år har vi besluttet at give stafetten videre. Det har været en stor ære og fornøjelse at have fået lov til sammen med vores dygtige medarbejdere at udvikle PensionDanmark til en vigtig leverandør af bæredygtige velfærdsløsninger til danske lønmodtagere," lyder det fra Torben Möger Pedersen i pressemeddelelsen.

Bestyrelsen har indledt rekruttering af en ny administrerende direktør, som ventes fundet inden sommerferien.

DI's administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen, der er formand for PensionDanmark, siger, at Torben Möger Pedersen har ydet en "utrættelig og afgørende indsats".

"Vi har regelmæssigt drøftet den langsigtede strategi for selskabet, og henset til Torbens ønske om en bestyrelseskarriere er vi enige om, at timingen nu er den rette til, at en ny direktør tager over," lyder det fra Lars Sandahl Sørensen.

{{toplink}}

I dag er Torben Möger bl.a. formand for Danmarks Eksport- og Investeringsfond, Copenhagen Business School (CBS) og CIP Fonden, der er en almennyttig fond og udløber af kapitalfonden Copenhagen Infrastructure Partners. Fremover vil han blive tilknyttet to kapitalfonde som seniorrådgiver.

Udover sit bestyrelsesarbejde vil Torben Möger Pedersen fremover bruge tid på rådgivningsopgaver og sin familie, oplyses det. Han er blandt andet far til forhenværende skatteminister Thor Möger Pedersen og har i alt fire børn og syv børnebørn.

{{toplink}}

Forrige artikel Liberal Alliance vil sende Henrik Dahl til Bruxelles Liberal Alliance vil sende Henrik Dahl til Bruxelles Næste artikel Dansk Folkeparti får ny næstformand Dansk Folkeparti får ny næstformand