Migrationsfiasko på europæisk topmøde spænder ben for Mette Frederiksen
Statsministeren glæder sig over, at fokus på at få mindsket tilstrømningen af flygtninge og migranter topper den europæiske dagsorden. Men sammenbrud på EU-møde viser, at der er langt fra idé til praksis.
BRUXELLES: Mette Frederiksen sagde det med stor overbevisning.
”Vi skal nok ende med at få det modtagecenter uden for Europa.”
Statsministerens konklusion kom som udgangsbøn på et topmøde i Bruxelles fredag, hvor spørgsmålet om migration toppede dagsordenen på et bagtæppe af stigende migrationstal og forlis i Middelhavet.
Det var dog også det emne, der fik de 27 EU-chefer til at gå hver til sit uden at kunne enes, hvilket endnu engang viser, hvorfor spørgsmålet om migration nok er det sværeste emne overhovedet for Unionen at tackle.
Det viser også, hvorfor statsministeren stadig står over for en gedigen overtalelsesopgave, selv om hun føler, at hun får stadig mere gehør for sine ideer blandt sine EU-fæller.
Blokade fra øst
Planen var, at de forsamlede ledere skulle sende et signal om, at der skal sættes ind for at dæmme op for den tiltagende tilstrømning af migranter og asylansøgere, der søger mod Europa, herunder via samarbejde med lande uden for EU.
Det er noget, som Frederiksen støtter varmt. Hun ser det som en løftestang for de socialdemokratiske ideer om på sigt at få overbevist de øvrige EU-lande om at lægge asylbehandling uden for Unionens grænser for at fjerne tilskyndelsen til at søge mod Europa. Hun glæder sig også over, at EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen i denne uge begyndte at tale om, at der skal tænkes ”ud af boksen” for at mindske antallet, der søger ad farlige ruter mod EU.
Men der kom ikke nogen fælles besked fra EU-lederne. Regeringscheferne fra Ungarn og Polen blokerede for det af en helt anden årsag. De to lande er vrede over, at de tidligere på måneden blev kørt over, da de øvrige EU-lande efter årelange sværdslag blev enige om en fælles linje på den såkaldte asyl- og migrationspagt.
{{toplink}}
Største skridt siden flygtningekrisen
Pagten skal i fremtiden danne grundlaget for EU’s asylbehandling (dog ikke for Danmark, der har forbehold). Humlen er, at landene på de store migrationsruter hurtigere og mere effektivt skal sende de folk ud af Unionen, som ikke har ret til asyl.
Til gengæld skal landene ved EU’s ydre grænser have meget mere støtte fra dem, der geografisk ligger mere i læ. Det kan være med penge eller materiel, eller ved at de overdrager ansvaret for en del af de ansøgere, der anses for at have et reelt behov for beskyttelse, til andre lande.
Det er det største skridt, der er taget mod fælles lovgivning siden flygtningekrisen i 2015.
Ungarn og Polen er dog så rasende over udsigten til at blive pålagt nye forpligtelser, at landenes ledere valgte at kidnappe dagsordenen og helt blokere for, at de forsamlede EU-chefer kunne forholde sig til migrationssituationen lige nu, selv om det ikke har noget med aftalen at gøre.
Langt fra hensigt til handling
I praksis betyder det ikke så meget. Pagten er en flertalsbeslutning og kører nu uforstyrret videre i sit eget lovgivningsspor, hvor næste stop på vejen er forhandlinger mellem EU-landene og Europa-Parlamentet – dog uden Danmark, der står udenfor på grund af retsforbeholdet.
{{toplink}}
Politisk er det dog en uvelkommen splittelse på et tidspunkt, hvor planen var, at lederne skulle trykke på speederen frem for at trække i håndbremsen, når det kom til håndtering af tilstrømningen.
Det er også en påmindelse om, hvor svært det er for landene at gå fra hensigt til handling på dette område.
Det gælder også for Mette Frederiksens idé om helt at udlicitere asylbehandling til lande uden for EU, som der absolut ikke er nogen konsensus om i kredsen, selv om statsministeren mener, at støtten er voksende.
Statsministeren medgav selv efter mødet, at der ”er mange forskellige holdninger til” hendes idé rundt om bordet.
Rwanda i krydsild
Hun blev heller ikke hjulpet af, at en britisk domstol på mødets første dag, torsdag, hældte den Rwanda-aftale ned ad brættet, der minder om den, hun selv har arbejdet for, og som hun har forsøgt at sælge til sine europæiske kolleger.
Mette Frederiksen insisterer på, at et flertal af landene i EU nu støtter et intensiveret samarbejde med lande uden for EU om at få ”stoppet trafikken”, som hun siger. Det er dog ikke ensbetydende med, at de støtter hendes ønske om, at ”folk med beskyttelsesbehov skal beskyttes, men ikke i Europa”, som hun gentog i Folketingets Europaudvalg i tirsdags.
Mindre kan måske også gøre det. Statsministeren gjorde efter topmødet klart, at det hverken er samarbejdslandet eller den konkrete model, der er afgørende.
Og der er opbakning i EU-kredsen til at se på samarbejdsaftaler med for eksempel lande i Nordafrika. Analysen i Bruxelles er dog, at det bliver nødt til at være brede aftaler, som handler om mere end migration, hvis der skal være aftagere til det.
EU-Kommissionen forsøger pt. at forhandle en sådan aftale med Tunesien, som blandt meget andet også kunne komme til at handle om, hvorvidt tuneserne skal tage migranter tilbage, der skiber ud fra deres kyster. Forhandlerne har dog også måttet sande, at det ikke er nogen nem idé at sælge til tuneserne.
Og det er den udfordring, som EU’s asyl- og migrationspolitik hele tiden støder op imod, og som ugens topmøde også afslørede. At så snart det bliver konkret, bliver det meget svært.
{{toplink}}
Lars Aagaard kaldes regeringens ”Byggemand Bob”, men efter 200 dage skylder han stadig at springe ud som politiker
Defensiv miljøminister har endnu til gode at præsentere et politisk projekt
