Ekspert: Sådan kan coronavirus ramme dansk økonomi

CORONAVIRUS: Den internationale økonomi står til at blive hårdt ramt efter udbruddet af coronavirus. Spørgsmålet er nu, om virussen vil skabe mærkbare konsekvenser i den danske samfundsøkonomi. Altinget giver svar på de vigtigste spørgsmål.

Danske aktier er allerede faldet markant, store produktionsområder i Kina står stille, og store danske virksomheder frygter, at de vil lide hårde økonomiske tab på grund af virussen.

Og lande som Italien, Frankrig, Tyskland og England oplever i øjeblikket, at antallet af smittede stiger brat, og derfor står deres økonomi til at blive hårdt ramt, vurderer professor i økonomi fra Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen.

Men kommer virussen til at have en mærkbar effekt på dansk økonomi og kommende politiske prioriteringer? Det svarer Bo Sandemann Rasmussen på.

Hvor store konsekvenser har coronavirus for den danske økonomi i øjeblikket?
Dansk økonomi vil blive påvirket af coronavirus, ifølge professoren. Men hvor mærkbare konsekvenserne bliver afhænger af, om det lykkes de danske myndighederne at indkapsle sygdommen inden for den næste måneds tid:

"Resten af marts måned er afgørende for at vurdere, hvor slemt det står til i Danmark, og om det lykkes de danske myndigheder at få knækket koden til at indkapsle sygdommen, således at antallet af smittede falder," forklarer Bo Sandemann Rasmussen.

Han tilføjer, at virksomheder med international handel som eksempelvis SAS er begyndt at sende ansatte hjem i arbejdskarantæne, hvis de har været i området med smitterisiko. Karantænen giver mindre aktivitet for virksomheden, som kan føre til et fald i virksomhedens indtjening.

Flere forskellige cheføkonomer har løbende været ude med deres vurdering af, hvor store konsekvenser virussen vil have for den danske økonomi, men de vurderinger forholder Bo Sandemann Rasmussen sig kritisk til.

"Alle de tal og beregninger, som økonomer i øjeblikket fremlægger, er det rene gætværk. Der er ingen af os økonomer, der aner, hvor store konsekvenser coronavirus vil have for den nationale økonomi lige nu," siger Bo Sandemann Larsen.

Hvor store kan konsekvenserne blive på sigt?
Hvis antallet af smittede fortsat stiger på sigt, så vil det ifølge Bo Sandeman Rasmussen få mærkbare konsekvenser for den danske økonomi med faldende eksport og færre turister.

"Hvis ikke det lykkes for myndighederne at få indkapslet sygdommen inden for en måned, vil den danske vækst falde mærkbart," siger han. 

Men én ting er, hvad vi gør herhjemme. En anden ting er, om det lykkes vores nabolande at få stoppet udbredelsen af virussen: "Hvis Danmark oplever forstyrrelser i handelsrelationerne med vores nabolande, vil det gå hårdt ud over den danske samlede værdiskabelse, da Danmark er et land, som lever af at eksportere varer."

Ifølge Bo Sandemann Rasmussen har mange danske økonomer frygtet, at 2020 vil blive året, hvor fremgangen i den danske økonomi bremses:

"Siden 2013 har vi kun haft fremgang i økonomien, og mange økonomer har længe frygtet, at 2020 skulle blive året, hvor den danske vækst får et nederlag, hvilket coronavirus kun har forstærket frygten om," siger han om situationen, som potentielt kan medføre en recession.

Hvordan skal politikerne handle på den igangværende situation, og kan coronavirus påvirke de kommende forhandlinger om næste års finanslov?
Bo Sandemann Rasmussen vurderer, at det er for tidligt for den danske regering at udvikle en kriseplan. Og selv hvis de på sigt udvikler en kriseplan, vil planen ikke kunne afhjælpe alle konsekvenserne, som den danske økonomi kan opleve på grund af coronavirus.

"Regeringen kan ikke forhindre en svækkelse i Danmarks eksport, og regeringen har ikke et stort økonomisk råderum til at kunne lave ekspansioner. De kan gøre lidt for at modvirke de værste konsekvenser, men de ikke afskærme dansk økonomi fra andres," forklarer Bo Sandemann Rasmussen.

Indtil videre indgår regeringen i dialog med Erhvervsministeriet, og statsministeren holder løbende møder med store erhvervsaktører. Men statsminister Mette Frederiksen (S) afviser ikke at lave konkrete politiske tiltag fremadrettet, der skal sikre, at danske virksomheder ikke lider hårde økonomiske nedgange som følge af virussen. Det siger hun på et pressemøde i Statsministeriet om covid-19.

Til efteråret skal der laves en ny finanslov. Og her vil konsekvenserne af coronavirusset få indflydelse på de politiske forhandlinger, påpeger Bo Sandemann Rasmussen:

"De økonomiske konsekvenser kan føre til, at man fra politisk side vil bruge noget af råderummet på at stimulere samfundsøkonomien, hvilket kan afspejle sig i finansloven."

Han forklarer, at det danske sundhedsvæsen kan opleve en stor belastning på grund af coronavirussen, hvilket kan resultere i, at det fra politisk side bliver nødvendigt at trække ressourcer ud fra det budget, der skulle være gået til andre tiltag som klima og velfærd i den kommende finanslov.

Forrige artikel Live: Regeringen præsenterer nye tiltag for at inddæmme coronavirus Live: Regeringen præsenterer nye tiltag for at inddæmme coronavirus Næste artikel Josephine Fock flopper i ny popularitetsmåling Josephine Fock flopper i ny popularitetsmåling