Danskerne om EU’s vaccinestrategi: OK uden at være prangende

Det kunne have været værre. Cirka sådan kan danskernes holdning udlægges til det storindkøb af coronavacciner, som EU har forestå på de 27 medlemslandes vegne.

BRUXELLES: En ujævn start har sat sit spor på danskernes syn på EU's vaccineindsats.

Mens de lige nu klapper sig selv på skuldrene i Bruxelles over, at EU-landene er på rette vej til at nå et mål om at have vaccineret mindst 70 procent af alle voksne EU-borgere mod corona ved sommerens udgang, er danskerne ikke voldsomt imponerede.

Det viser en ny måling, som Epinion har udført for Altinget og DR.

Her vurderer kun hver tredje, at EU samlet set har klaret opgaven med at indkøbe vacciner på de 27 landes vegne godt. Hver fjerde mener, at det er gået dårligt eller meget dårligt med EU’s vaccinestrategi, mens 31 procent hverken synes, det er gået godt eller dårligt.

Tallene fordeler sig rimelig jævnt over aldersgrupper og på tværs af køn. Der er en lille tendens til, at dem, der ville stemme på venstrefløjen, synes, at EU har klaret vaccineindkøbene på EU’s vegne okay, end hos højrefløjen. 20 procent af de røde vælgere dumper EU’s indsats. Det tal er 29 procent for blå bloks støtter.

En dårlig start

Seniorforsker ved Tænketanken Europa Maja Kluger Dionigi, der forsker i EU’s coronaindsats, mener, at den ekstremt hårde kritik, der haglede ned over EU-Kommissionens indsats ved udrulningens start omkring juletid og i årets første måneder, har sat sig i befolkningen.

Her stod en mere langsommelig godkendelsesproces, indkøbsstrategi og vaccinestart i skærende kontrast til en hurtig udrulning i særligt Israel og Storbritannien, men også USA.

"Der har jo været kritik af hele håndteringen. Jeg tror stadig, at EU-borgerne sidder tilbage med indtrykket af, at der var nogle ting, der glippede, og man ikke fik de vaccineleverancer, man var blevet lovet," siger hun.

 

Siden da er over 300 millioner vaccinedoser leveret til de 27 landes cirka 450 millioner indbyggere. Mindst 245 millioner doser er endt i overarme på tværs af Unionen, og halvdelen af den voksne befolkning har fået mindst ét vaccineskud. Samtidig forventes der levering på over en milliard flere doser i løbet af året.

Seniorforskeren vurderer dog, at det kunne have set langt værre ud med folkestemningen, hvis ikke situationen på den lange bane havde rettet sig.

"Der har været en ketchupeffekt inden for den sidste måned, hvor vi inden for EU nu har speedet vores vaccineproces op, og vi på nuværende tidspunkt vaccinerer hurtigere, end man gør i USA, der jo ellers bliver set som foregangsland," siger hun.

Hun mener også, at der er en erkendelse af, at det kunne have været en udfordring for Danmark selv at skaffe vaccinerne uden om EU.

"Det ser ud til at være trængt igennem i kommunikationen til danskerne, at det havde været op ad bakke, hvis vi skulle gøre det selv," siger Maja Kluger Dionigi.

Forrige artikel Thomas Larsen bliver ny politisk redaktør på Radio4 Thomas Larsen bliver ny politisk redaktør på Radio4 Næste artikel EU tvinger store internationale koncerner til at oplyse skatteforhold på tværs af EU-lande EU tvinger store internationale koncerner til at oplyse skatteforhold på tværs af EU-lande