Efter endnu et afbud: Slagelse-borgmester dropper bijobbet

Slagelses borgmester, John Dyrby Paulsen (S), kvitter sit job som underviser på ZBC i Næstved efter afbud til to arrangementer.

John Dyrby Paulsen (S) var ikke at finde ved DI Vestsjællands årlige erhvervstræf på Harboes Bryggeri. Et træf, som ellers var besøgt af fire ud af seks af regionens borgmestre eller viceborgmestre.

Det skriver Sjællandske

Arrangementet fandt sted tirsdag aften, hvor Slagelse-borgmesteren underviser på ZBC i Næstved. Men det skal være slut med afbud på grund af bijobbet, slår Paulsen nu fast.

"Det går ikke længere, og jeg har også meddelt dem, at det ikke fortsætter. At være borgmester og underviser harmonerer ikke, da jeg selvfølgelig bruger rigtig meget tid på det politiske," siger han til Sjællandske. 

Undervisningstjansen kostede i april borgmesteren et afbud til den royale indvielse af det nye akuthus på Slagelse Sygehus, hvor kronprinsesse Mary deltog.

Afbuddet vakte opsigt, og John Dyrby Paulsen fortrød, at han ikke sendte invitationen videre til en af sine viceborgmestre.

Det til trods blev invitationen til DI Vestsjællands erhvervstræf heller ikke denne gang sendt videre til hverken viceborgmester Villum Christensen (LA) eller 2. viceborgmester Ann Sibbern (DF).

Forrige artikel Trine Dyrholm er kåret til Æreshåndværker Næste artikel Borgmester i Viborg bliver medlem af handicapråd