Thomas Larsen: Fogh svigter tidligere udsendte med sin larmende tavshed i DR-dokumentar

Da veteranen fra Afghanistan, Jimmy Solgaard, anmeldte DR’s nye dokumentarserie om Danmarks krigsdeltagelse i de sidste 30 år, sendte han en verbal salve mod tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

I Berlingske slog Jimmy Solgaard fast, at DR’s programmer kan ses som en offentlig debriefing af de tre årtier med dansk krigsdeltagelse, og at der var tale om ”en meget smuk sløjfe på et par slidte støvler”.

Derpå tilføjede han: ”Det er selvfølgelig helt okay, hvis man ikke ønsker at deltage i den samtale, Anders Fogh Rasmussen, men i ”Velkommen til frontlinjen” træder alle medvirkende i karakter. Undtagen dig.”

Når veteranen brugte de hårde ord, skyldes det, at Fogh ikke deltager i DR’s epos om, hvad krigene kom til at betyde, og hvad de gjorde ved de soldater, som blev sendt til farlige brændpunkter på vegne af Danmark. 

Med et imponerende opbud af kilder bringes vi tilbage til FN-missionen på Cypern over blodsudgydelserne på Balkan til den kaotiske invasion af Irak og det ubærlige nederlag i Afghanistan, hvor Taleban nu igen regerer med brutal religiøs fundamentalisme og massiv kvindeundertrykkelse.

Som Jimmy Solgaard skriver, er alle aktører med i programmerne: ”Fra konstabel til forsvarschef. Fra ambassadør til talebaner. Fra afghansk flygtning til kroatisk general. Og historierne om de faldne, de dræbte, er fortalt rørende modigt af de pårørende, de efterladte.”

Ja, de er der alle, fastslår han. Bortset fra Fogh, der kun ses i gamle tv-klip, hvor han stålfast argumenterer for at sende soldaterne krig.

Jimmy Solgaard er langt fra den eneste, som undrer sig over, at den tidligere statsminister og NATO-generalsekretær, ikke vil udtale sig.

Det har været en rød tråd i de fremragende anmeldelser, der har ledsaget dokumentarprogrammerne, at Fogh er fraværende. Og set fra denne stol begår Fogh da også en enorm fejl med sin tavshed.

De fleste danskere ved godt, at politikere ofte forsøger at smyge sig udenom kritiske og ubehagelige spørgsmål. De bliver pludselig svære at få fat i eller vælger at sende korte og intetsigende svar til medierne via sms eller mail. Der er også politikere, der går i flyverskjul, så de slet ikke er til at få i tale.

Problemet for Fogh er, at historien om Danmarks krigsdeltagelse er for stor til, at han kan bruge disse kneb fra spindoktorernes værktøjskasse.

Når man som seer har fulgt soldaternes hudløse beretninger, og når man har set, hvad de har ofret, falder det tungt tilbage på Fogh, at han vælger tavsheden.

{{toplink}}

Tavsheden harmonerer i øvrigt heller ikke med, at han normalt gerne vil optræde i medierne, blandt andet når han går til angreb mod Putins Rusland og ønsker mere vidtgående skridt fra Vesten.

Eller når han opfordrer til et opgør med Kina eller blot ønsker at skabe omtale om sin organisation Alliance of Democracies og sit årlige topmøde i København.

Vigtigst af alt rammer det imidlertid Fogh, at nogle sager som nævnt er for store til at blive mødt med et ”ingen kommentarer”.

De beretninger, som soldaterne og forsvarscheferne lægger frem, har så stor alvor og tyngde, at de ganske enkelt ikke kan ignoreres, og da slet ikke af den regeringschef som havde et meget stort ansvar for at sende dem ud på de risikofyldte missioner.

Dette er selvsagt ikke det samme som, at Fogh skal tvinges til at gå bodsgang og fortryde enhver beslutning. Det er for eksempel ikke svært at argumentere for, at Danmark dengang skulle deltage i den internationale koalition, der skulle bekæmpe terrorbevægelsen Al Qaeda, som Taleban gav husly i Afghanistan.

Selv om det er mere end 20 år siden, vil de færreste have glemt billederne af terrorangrebet mod Word Trade Center i New York, der kostede tusinder af døde den 11. september 2001.

I forhold til Afghanistan kan der også nemt argumenteres for, at det var et ædelt mål, at man parallelt med krigen mod islamitiske terrorister forsøgte at genopbygge et af verdens fattigste lande.

Alt dette talte Fogh da også om som regeringschef, ligesom han argumenterede for, hvorfor Danmark skulle deltage i invasionen af Irak.

Som statsminister fremhævede han også gerne Danmarks nære forhold til USA og sin egen tætte relation til forhenværende præsident George W. Bush.

At det så ikke gik, som mange i Vesten – og Danmark – havde håbet, ved vi i dag.

Undervejs kom nogle tidligere i tvivl end andre.

I et af programmerne udtaler tidligere forsvarschef, Jesper Helsø, at han begyndte at tvivle på missionen i Afghanistan allerede i 2007-2008.

Eller som han formulerer det: ”Når man kommer i en situation, hvor man skal til at indsætte kampvogne for at være sikker på at beskytte egne styrker, er det en optrapning, hvor man bliver nødt til at sige: Holder det her i længden?”

Som alle andre i programmerne vælger Jesper Helsø at tale om sin tvivl ud fra den præmis, at krige medfører så store omkostninger, at man har pligt til at lære af dem.

Anders Fogh Rasmussen har selv forholdt sig til krigene i tidligere interviews. Men at han vælger tavsheden som svar på en så stor og samlet fortælling, som DR lægger frem, gavner ham ikke. Tværtimod.

Mange vil givetvis kunne huske hans gamle slogan om, at ”der er intet at komme efter”. Men det er der denne gang.

{{toplink}}

Der var ting, som gik galt i Irak og Afghanistan, og som soldaterne fortæller om med tårer i øjnene. Én historie handler om et fatalt vådeskud, som har været holdt hemmeligt i årevis.

Når soldater har mod til at fortælle om så smertefulde og traumatiske oplevelser, bliver tavsheden fra Fogh endnu sværere at forsvare. Gør han det for at passe på sit eftermæle, har han valgt forkert taktik. 

Mens Fogh fejler, vil mange vælgere formentlig anerkende, at den nuværende forsvarsminister og V-formand, Troels Lund Poulsen, er stået frem og har gjort det klart, hvor vigtigt det er at lære af militære operationer.

Også når det er forbundet med smerte at se tilbage på dem.