Arktis bliver ikke det samme efter krigen i Ukraine
Meget tyder på, at Arktisk Råd ikke kan genopstå, og at vitale beslutninger for Arktis fremover vil blive taget i EU og Nato. Det taler for et større engagement i de to fora fra hele Rigsfællesskabet.
Det er selvfølgelig for tidligt at konkludere noget som helst om fremtiden for Arktis efter krigen i Ukraine.
Ingen kender udfaldet af krigen, og ingen kender konsekvenserne for Ruslands fremtid i det internationale samfund. Heller ingen ved, hvem der bliver præsident i USA næste gang, hvad der også vil have afgørende indflydelse på Arktis. Ligesom ingen ved, hvordan Ukraine vil sætte sig i forholdet mellem Kina og Vesten.
I skrivende stund holder Kina sig på måtten og bidrager hverken med våben til Putin eller med større kompensation for de vestlige sanktioner. Skulle det billede ændre sig, vil alt ændre sig.
Skal man alligevel forsøge sig med en analyse af, hvordan krigen i Ukraine vil påvirke forholdene i Arktis, må den derfor basere sig på en række antagelser.
Den første antagelse er, at Arktisk Råd ikke kan genopstå i dens kendte form i mange år fremover. Det er ikke nogen rar erkendelse, men desværre nok en realistisk. Der vil ikke være tillid til Rusland, så langt øjet rækker, medmindre vi ser et totalt regimeskifte.
Sikkerhed har altid været den store elefant i rummet, når de arktiske ministre mødtes i rådet om mere fredelige emner som miljø og de oprindelige folks rettigheder. Nu vil de sikkerhedspolitiske spørgsmål i en rum tid være umulige at ignorere og vil inficere alle andre diskussioner. Det vil Arktisk Råd i sin nuværende konstellation ikke kunne rumme.
Den anden antagelse er, at de to arktiske stater Finland og Sverige inden for kort tid vil blive medlemmer af Nato - og at den arktiske kyststat Norge på sigt blive medlem af EU. I hvert fald er debatten om Norges EU medlemskab for første gang i 30 år vækket til live af partierne Høyre og Venstre, der i meningsmålingerne står til at ville generobre magten, hvis der valg i Norge i morgen.
Den tredje - og mest sikre - antagelse er, at uanset krigen i Ukraine og dens implikationer, vil følgende kritiske spørgsmål under alle omstændigheder skulle adresseres i Arktis de kommende år:
Hvordan opnår man bedre rettigheder og en bedre levestandard for de arktiske folk, når dette enorme territorium for alvor åbner sig for verden som følge af den globale opvarmning?
Hvordan sikrer man en bæredygtig udvikling i det sarte arktiske klima, der har betydning for hele verdens klima og natur?
Hvordan forsøger man at opretholde en fredelig deling af det enorme polarhav?
Og hvordan sikrer man i det hele taget international lov og ret og respekt for de regler, som de arktiske folk sætter op for adgang til Arktis og områdets ressourcer?
Alle disse spørgsmål er blevet mere, ikke mindre, påtrængende de seneste to måneder. Og samtidig sværere at svare på.
Men der tegner sig allerede nu en bevægelse, som både Danmark og de andre dele af Rigsfællesskabet må tage bestik af. Både EU og Nato vil engagere sig mere i Arktis, og endnu flere beslutninger med tung betydning for de arktiske folk vil i en periode de facto blive taget her - med eller uden Rusland.
Så længe den sikkerhedspolitiske situation er anspændt, og Arktisk Råd ikke kan fungere, vil nødvendige aftaler om fælles miljøforvaltning, forskning, investeringer, beredskab og sikkerhed basere sig på ad hoc aftaler og forskellige bilaterale aftaler. Og her vil de europæiske lande og Bidens USA gøre hvad de kan, for at opnå enighed om deres arktiske tænkning af sikkerhedspolitiske årsager.
Pointen er ikke, at dette nødvendigvis vil føre til en markant mere offensiv oprustning i området; her vil alt afhænge af Ruslands konkrete ageren. Pointen er, at der ikke vil være andre multilaterale fora, hvor man kan tage påtrængende beslutninger om Arktis. I praksis vil det ikke give mening at stifte et nyt Arktisk Råd med forankring i FN uden Rusland, fordi det kun ville gøre det endnu sværere at få et fornuftigt samarbejde med Rusland om Arktis.
Derfor vil ad hoc samarbejde om konkrete spørgsmål med stor sandsynlighed blive alternativet. Og her vil EU og Nato per definition få større betydning, hvad begge organisationer da også allerede har erklæret, de ønsker. Nato i sine seneste erklæringer, EU ved blandt andet at åbne et konsulat i Nuuk.
På den baggrund synes den eneste nogenlunde sikre konklusion lige nu at være, at alle dele af Kongeriget i den kommende tid bedst vil kunne sikre sine økonomiske, miljømæssige og sikkerhedspolitiske interesser ved et tættere samarbejde med både EU og Nato. Det ville også give de bedste muligheder for at sikre støtte til de civile netværk, der arbejder med netop de oprindelige folk, klima og sikkerhed på tværs af grænserne - også med Rusland og russere, og som lige nu også lider stort under krisen i Ukraine og krisen i Arktisk Råd.
Rusland vil ikke forsvinde som den største arktiske kyststat. På sigt må og skal der skabes en ny formel ramme omkring det arktiske samarbejde eller en genoplivning af Arktisk Råd.
Men i mellemtiden vil denne opgave i praksis blive varetaget af EU og Nato. Derfor vil det være både en fejl og et svigt ikke at søge fuld indflydelse og engagement her, både for Grønland, Færøerne og Danmark - uden forbehold.
{{toplink}}
Medierne svigter deres oplysningsansvar i debatten om forsvarsforbeholdet
Jarl Cordua: Vanopslagh har taget opgøret med Samuelsens arvesynd. Nu kender Liberal Alliance sin plads
