Naturen bliver til et månelandskab af golde stubbe og flis

"Skynd dig kom og føje år/træ og hegn som flis forgår".

Tæt ved mit hjem ligger en naturskøn gammel grusvej. Fra vores gamle middelalderkirke bugter den sig ud i det åbne marklandskab.

Det er, når jeg går dér, at jeg husker, hvor smukt dette land kan være. Noget af det helt særlige ved denne vej er, at den i hvert fald til et vist punkt er omkranset af et tæt, "levende hegn", som vokser i de ældgamle diger.

Det er kønt. Men diger og levende hegn er ikke bare æstetik. De er også kulturhistoriske vidnesbyrd: påmindelser om, at vi hverken er de første eller de sidste; at vi befinder os i en sammenhæng, som har trukket sine spor gennem landskabet – ligesom vi sætter vores.

Og så er hegnene – skønt de er menneskeskabte – af stor værdi for naturen. De er små korridorer af liv i et marklandskab, hvor det moderne, effektive landbrugs monokulturer har givet naturen vanskelige vilkår.

Her, i det mindste, gror en flerhed af gevækster, og her kan fugle, mus og større dyr få pusten, før de atter må igennem de bølgende kornmarkers døde hav.

Landbruget skal også være her. Også det moderne, rationelt drevne, industrielle brug. Vi vil ikke undvære det. Men måske netop, fordi det skal være her, er hegnenes betydning så meget desto større.

De er tynde linjer, der bryder ensformigheden, sætter skel, afgrænser og gør det, som vi i al ubestemmelighed kalder "landet", til andet og mere end produktionslandskab.

De er de små fejl i det jerngitter, rationaliteten lægger ned over landet, der gør landet til livsverden, et hjem ikke bare for dyr, men også for mennesker.

Men der er en spænding mellem landet som livsverden og landet som produktionslandskab. Den bliver stadig mere tydelig. Og netop i disse år forskubber balancen sig. Landet og landområder bliver mere produktion, mindre liv.

Den udvikling gavner på kort sigt de store landbrug, men den vil forstærke afviklingen af det landlige, lokale Danmark – og dermed Danmark som helhed.

Vi har et politisk valg. Men lad mig prøve at blive mere konkret.

Jeg har tit spurgt mig selv om, hvordan det kan være, at digerne og de levende hegn er så velbevaret lige på det stykke dér ved kirken.

Svaret beror muligvis på de særlige bestemmelser, der gælder for kulturlandskaber omkring kirker? I hvert fald er det et særsyn, at de levende hegn får lov at stå så uberørt.

Selv behøver jeg blot at gå i den anden retning for at blive mindet om, at min lille sti er undtagelse. En vej fører fra landsbyen ned til stranden og videre til Aabenraa.

Her stod indtil nu træer og bevoksning i vejkanten. Skønt var det at cykle eller gå ad vejen. Så skønt måske, at den er en del af ruten, når Tour de France rammer Danmark i 2022.

To maskiner. Mere skulle der ikke til. Nu er bevoksningen fældet, gamle træer er hugget op, stablet og kørt bort. Stubbene er fræset op. Her skal intet gro.

Hvor der før var liv, er der nu et månelandskab af golde stubbe og flis. Denne vej er ikke undtagelsen. Dette sker overalt.

Hvorfor?

Fordi landbrugene bliver færre og større. Derfor stryges de levende hegn, som er gamle markskel. Dette er den strukturelle motor bag udviklingen. Det er måske begrænset, hvad vi kan og skal gøre ved det.

Men dertil kommer, at vi har valgt politisk at understøtte ødelæggelsen af landskabet. Ifølge Naturfredningsforeningen blev opsynet med de levende hegn blev i 2004 nemlig flyttet fra naturbeskyttelsesloven til museumsloven. Her kerer man sig ikke om træer, men kun om digernes sten. Så nu er der fri jagt på alt, hvad der ikke er gamle sten. (Og selv dem har museerne svært ved at holde styr på).

Endnu mere væsentligt er det, at vi i Danmark besluttet, at det er en god idé at forbrænde træer. Så kan vi nemlig kalde det biobrændsel og grøn omstilling. Det er kun grønt på den kulsorte måde, men det pynter på det grønne regnskab og føles godt i mavsen.

Reelt set er det et økonomisk incitament til at skabe et naturfattigt og kulturelt depriveret Danmarkskort, hvor særligt vores landområderne bliver stadig mere afpillede.

Vi har kort sagt valgt at skabe en situation, hvor landmænd ikke har brug for bevoksningen til at markere skel, hvor det offentlige er ligeglade med, om de fjernes, og hvor landmændene har et stærkt økonomisk incitament til at forvandle natur til flis. Dertil kommer, at flere kommuner også tager aktivt del i fjernelsen af bevoksningen langs veje. Også her er kalkulen, at træerne er mere værd som flis end som del af levende hegn, der ovenikøbet skal vedligeholdes.

Og den gode nyhed? Nej, der er ingen. Tværtimod. Nu går det nemlig stærkt.

Tag ud i landskabet, for det er netop nu – inden saftstigningen – at motorsavsmassakren skal kulminere. Bunkerne fra sidste sæson ligger der allerede, som minder om noget, der ikke kommer igen – som vidnesbyrd om en fejlplaceret foretagsomhed i vores snart flisbelagte fædreland

"Skynd dig kom og føje år," skrev digteren engang. I dag afslutter virkeligheden verset med "træ og hegn som flis forgår".

Skal det virkelig være vores spor? Flis?