Når ting kan gå galt, går det galt

De fleste kender nok det ordsprog, som kaldes Murphy's lov. I tilfældet "Lov om miljøgodkendelse af husdyrbrug mv." må det nok siges, at den lettere omskrevne udtalelse af NASA-ingeniøren Edward A. Murphy fra 1948 holder stik i dette tilfælde. Men når man ser på forholdene og forudsætningerne for loven, kan det ikke undre, at det gik galt. Med en samling af krav fra 4-5 EU-direktiver (Habitat, VVM, IPPC (nu IE), Nitrat- og Vandrammedirektivet), planlov, miljøbeskyttelseslov, politisk styrede beskyttelsesniveauer, en alt for hastigt gennemført kommunalreform, et helt nyt elektronisk ansøgningssystem og en ikke-erkendt rækkevidde af habitatdirektivet, ja, så kunne det ikke andet end gå galt.

Hensigterne var ellers gode nok. Der var helt klart brug for at ændre det gamle system, der i høj grad gik ud på, at man gennem en screening og efterfølgende krav kunne undgå at skulle udarbejde en VVM-redegørelse og udarbejde en egentlig miljøgodkendelse. Der var også behov for at få ensrettet og opstrammet på beskyttelsesniveauerne og tilpasse dem til direktiverne. Men i praksis gik det anderledes! Den største fejl var, at der overhovedet ikke var tid nok til at forberede loven godt nok og få vejledninger og det elektroniske ansøgningssystem på plads. Skal der udpeges én hovedsynder, må det være den daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Kommunalreformen var udset som hans politiske hovedværk, og sundhedssektoren var hovedsigtet. Miljøområdet var totalt overset, da reformen blev vedtaget, og der var derfor overhovedet ingen hensyn til miljøområdet, da kommunerne skulle finde deres partnere i bunkebryllupperne op til den 1. januar 2007. Og så havde man meget travlt, alt for travlt. Resultatet blev en rystende forhastet lovforberedelse, som betød, at hverken vejledninger eller støttesystemer var parate ved lovens ikrafttræden 1. januar 2007. Og alt for mange vurderinger af det nødvendige beskyttelsesniveau blev overladt til kommunerne, uden at de havde hverken tydelige vejledninger eller den faglige viden på plads.

Bjørnetjenester
En del af manglerne i den oprindelige lov kan også siges at have karakter af regulære bjørnetjenester i forhold til landbruget. Med ønsket om at give erhvervet lempeligere vilkår har man på flere punkter fastlagt et utilstrækkeligt beskyttelsesniveau. Dette kan have fået bedrifter til at igangsætte investeringer, som på længere sigt er spildt, f.eks. hvis en bedrift på et senere tidspunkt, med opstrammede krav, ikke kan udvides yderligere. Et godt eksempel herpå er beskyttelsesniveauet for ammoniakpåvirkning af natur, som helt åbenlyst ikke var holdbart i forhold til Habitatdirektivet. Da der med vedtagelsen af ændringsloven L 12 i marts 2011 endelig blev rettet op på dette, gik der ikke lang tid, før Landbrugsavisen bragte den første historie om et landbrug, som nu var afskåret fra at udvide på grund af et nært beliggende overdrev.

Beskyttelsesniveauet for nitrat kan nævnes som et andet eksempel. I de første vejledninger var vurderingskriterierne for, hvornår et landbrugs påvirkning af et habitatområde med nitrat, alene eller i sammenhæng med andre, ikke var acceptabel, meget vagt formuleret. Dette betød, at nitratpåvirkningen i mange afgørelser var meget mangelfuldt beskrevet, og mange godkendelser blev af Miljøklagenævnet hjemvist til fornyet behandling i kommunerne. I juni 2010 skrev Miljøstyrelsen så et notat, som anviste metoden, hvor man skulle se på udviklingen i det pågældendes del-oplands husdyrbestand fra 2007. Metoden blev i november 2010 konfirmeret af Miljøklagenævnet i den såkaldte Bolhedevej-afgørelse. Men da den endelige vejledning så kom i januar 2011, var der nu, efter politisk pres, indført en bagatelgrænse på 5 procent, som i praksis betød, at stort set ingen vandoplande blev berørt af reglen. Den bjørnetjeneste blev så skudt ned for nylig med Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i den såkaldte Højbyvej-sag:

"Landbruget er simpelthen ved at vokse ud af hænderne på de danske politikere. Ingen fatter en brik, og ingen tør tage ansvaret," sagde Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening, som kommentar til afgørelsen. Sørens Christensens udtalelse er nærmest en tilståelse. "Vi havde aftalt et beskyttelsesniveau med politikerne, og så gælder det alligevel ikke". Det eneste, landbruget fik ud af bagatelgrænsen, var i stedet en masse spildt tid på ansøgninger, som nu skal beregnes om for at kunne få miljøgodkendelse. Søren Christensen siger faktisk selv, hvad landbruget har brug for: "Vi vil have klarhed over, hvad vi kan regne med".

Langsigtede løsninger
De nævnte eksempler illustrerer med al tydelighed, at landbruget ikke har brug for kortsigtede lempelser eller omgåelser af reglerne. Landbruget har først og fremmest brug for investeringssikkerhed, og det kan kun opnås ved at sikre, at de indførte beskyttelsesniveauer er langtidsholdbare. Vi ser dog nu allerede et eksempel på, at det kan være svært at vurdere langtidsholdbarheden, når de grundlæggende forudsætninger i systemet ændres. Således er der allerede nu eksempler på, at kumulationsreglerne for ammoniakemission bliver udfordret af meget store, jordløse brug. Her er der hurtigst muligt brug for at tilpasse reglerne, så der bliver regnet på det totale ammoniaknedfald fra alle nærliggende husdyrbrug.

Lyt til husdyrreguleringsudvalget
I juni 2011 barslede det såkaldte Husdyrreguleringsudvalg efter mere end 1 års arbejde med sin rapport. Husdyrreguleringen var blevet vendt og drejet, og der var i udvalget stor enighed om de grundlæggende anbefalinger: Miljøgodkendelser skal gives som emissionstilladelser, adskil anlæg til husdyrproduktion og arealer i godkendelsen samt indfør flere anmeldeordninger. Anmeldeordningerne er godt i gang med at blive indført, mens der endnu ikke er sket noget omkring de to øvrige anbefalinger. Især adskillelsen af anlæg og arealer kommer man dog ikke uden om. Dels fordi, at kommunerne vil drukne i arealgodkendelser, da landmændene ofte skifter udbringningsarealer, dels fordi en generel sårbarhedsdifferentieret arealregulering, som vil være en konsekvens af adskillelsen, hænger tæt sammen med de virkemidler, som skal i brug for at sikre vandplanernes kvælstofreduktionsmål.

Landskabshensyn mangler
Et sted, hvor der i husdyrreguleringsudvalget ikke blev opnået enighed, var landskabshensyn. Selvom der i udvalgets arbejdsgruppe om planlægning var enighed om at anbefale, at kommunerne skal kunne foretage bindende planlægning for landbrug, var den enighed ikke til stede i selve Husdyrreguleringsudvalget. Allerede nu, et halvt år efter at Husdyrreguleringsudvalget afsluttede sit arbejde, dukker de første sager så op, som viser, at man endnu en gang, af misforstået hensyn til landbruget, ikke ønsker en regulering, som man ikke på sigt kommer uden om, hvis landbruget skal bevare den folkelige opbakning. Her er det igen store jordløse brug, som udfordrer både kommunegrænser og landskabelig beskyttelse, og jo længere tid man venter, jo flere fejlinvesteringer kommer vi til at se. Byggerierne bliver ganske enkelt så store og industrielle, at det ikke bør overlades til tilfældet, hvordan de udformes, og hvor de placeres. Eksemplet med placering af vindmøller på land viser med al tydelighed, hvordan det kan gå, hvis man ikke får den folkelige opbakning med.

Sådan skal vi gøre!
Hvis vi skal lære af fortidens fejl og få en husdyrregulering, som både er til gavn for landbruget og naturen, så er opskriften klar: Der er behov for langtidsholdbare, fagligt begrundede beskyttelsesniveauer, og der må ikke være politisk indblanding i beskyttelsesniveauerne. Brug anbefalingerne fra Husdyrreguleringsudvalget. Sammentænk den nødvendige arealregulering med vandplanernes arealrestriktioner. Og så slipper vi ikke for at tage hensyn til landskabsinteresserne også!

debat@altinget.dk