Statslig naturfond skal erhverve naturområder
DEBAT: Byt Folkekirkens præstegårdsjorder og statens plantager bort for de mest værdifulde naturarealer. Men gør det ud fra en langsigtet plan. Lav en stabil naturfond til formålet, foreslår biolog Hans Henrik Bruun.
Biolog, Københavns Universitet
I regeringsgrundlaget bebudede regeringen, at den ville fremlægge en Naturplan Danmark, der blandt andet skulle sikre bevaringen af den danske naturs mangfoldighed, sikre mere sammenhængende naturområder og gøre, at Danmark lever op til fælles beslutninger truffet i regi af EU og FN.
Siden oktober har vi ikke hørt mere til denne plan, men miljøminister Ida Auken (SF) har også haft travlt med at fremlægge de stærkt forsinkede natur- og vandplaner og dermed holde en truende retssag ved EF-domstolen for døren. Naturplanerne er blevet kritiseret for at forlade sig for meget på frivillighed, blandt andet af Kommunernes Landsforening her på Altinget, og man må give kritikerne ret i, at frivillige ordninger til naturvenlig drift af arealer ikke har virket attraktive for jordejerne og derfor ikke er blevet brugt i noget større omfang.
Brug for en samlet plan
Visse rige kommuner i omegnen af de større byer har taget konsekvensen og ganske enkelt købt de bedste naturområder. På den måde er de herrer på egen jord og kan langsigtet bestemme både driftsformer og adgangsforhold uden at skulle appellere til ejerens samfundssind. Disse kommuner har nok også indset, at en mangfoldig natur er en knap ressource. På den anden side har mere befolkningsfattige og naturtætte kommuner ikke råd til sådan en luksus. Så dér sikres naturen mindre effektivt.
Det overordnede problem er, at landets mest værdifulde naturområder ikke nødvendigvis ligger i rige kommuner. Der er altså brug for en samlet national plan - en Naturplan Danmark, som prioriterer naturområderne efter international og national værdi, således at både opkøb for offentlige midler og støtteordninger kan målrettes derhen, hvor samfundet får mest naturværdi per udbetalt støttekrone.
Den svenske model
Vi behøver kun kigge til Sverige for at finde en model, som vi kunne lade os inspirere af. Med hovedsageligt fokus på skovnaturen har man i Sverige for år tilbage kortlagt og værdisat naturarealer, såkaldte "nøglebiotoper". Den svenske stat har siden gammel tid ejet store skovarealer, men endnu større arealer er privatejede. Man har så fulgt en langsigtet strategi om at købe "nøglebiotoper", der blev sat til salg, og med stor succes mageskiftet statens forstligt veldrevne produktionsskov bort i bytte for de bedste naturarealer. Man er gået forsigtigt frem for ikke at jobbe jordpriserne op, men har hele tiden fulgt den prioriterede liste over værdisatte naturområder, så bedre områder er blevet erhvervet før mindre gode. Og kapitalen har først og fremmest været statsejet jord.
Byt statens jorde væk
Skal Naturplan Danmark blive et effektivt instrument, bør den indeholde det samme element af langsigtet beskyttelse efter en prioriteret plan. Men for at kunne prioritere, må man jo vide, hvor de sjældne og truede dyr og planter findes i landskabet, altså hvilke arealer, der samlet set bidrager til at opretholde Danmarks biologiske mangfoldighed. Måske overraskende for mange, men sådan en kortlægning er aldrig lavet. Forskellige mennesker ved selvfølgelig meget om nogle arter - og mindre om langt flere - men det samlede overblik mangler.
Med sådan en kortlægning i hånden kunne man prioritere områder både i forhold til at udbetale støtte og til at erhverve arealer. De mest værdifulde områder burde sikres ved hjælp af tinglyste bestemmelser - ikke som nu ved hjælp af 5-årige planer og frivillige aftaler. Tinglysning kan jo også bruges i dag, gennem en klassisk fredning, efter hvilken ejeren kompenseres med en erstatning for tabt råderet over sin jord. Men fredningsredskabet bør suppleres med andre muligheder.
Hvis en skovejer egentlig gerne bare vil drive skovdrift, men ejer en biologisk meget værdifuld skov, så kunne staten jo give noget af sin naturfattige produktionsskov i bytte mod at få den private naturskov. Og alle ville være glade. Man kunne sådan set godt sælge ejendommen igen efter at have tinglyst passende bestemmelser på den, for eksempel forbud mod skovhugst og dræning samt offentlighedens uhindrede adgang. Selvom prisen sikkert ville være dalet kraftigt, ville salg frigøre midler til opkøb andre steder. Jeg foreslår altså en statslig naturfond, som kan udgøre det økonomiske grundlag for at frikøbe Danmarks bedste, men mest trængte, naturarealer. Offentligt ejede arealer - for eksempel statens velfriserede plantageskove og Folkekirkens præstegårdsjorder - skal indgå som en del af startkapitalen. Naturen i skoven burde være i fokus til en start, for den er i dag reelt ubeskyttet af landets lovgivning.
