Husdyrloven – er der en farbar vej?

Det er nok de færreste, der mener, at man med husdyrloven fik en blot nogenlunde enkel og administrerbar lovgivning. Nærmest tværtimod har loven på grund af en række uklarheder ført til et massivt ressourceforbrug både på landbrugs- og myndighedsside - senest anskueliggjort ved etablering af en særlig task force under Natur- og Miljøklagenævnet til behandling af klagesager om husdyrbrug.

Et komplekst reguleringsområde
Men hvad gik galt, og kunne noget være gjort anderledes? Det må indledningsvis understreges, at der er tale om et meget komplekst reguleringsområde, navnlig i kraft af den EU-retlige regulering.

Det er således ikke nogen enkel opgave at udforme en lov, der for en enkelt virksomhedstype skal integrere både EU's IPPC-direktiv (nu IE-direktivet) og VVM-direktivet, samtidig med at der også tages højde for kravene i blandt andet EU's fuglebeskyttelses- og habitatdirektiver samt vandrammedirektivet. Det var da også her, at det gik galt allerede i husdyrlovens tilblivelsesfase.

Udformning af husdyrlov manglede blik for de EU-retlige rammer
Udformningen af husdyrloven blev meget hurtigt låst fast af politiske aftaler, der bar præg af ikke at have øje for de EU-retlige rammer. Ikke mindst den politiske aftale om etablering af det såkaldte beskyttelsesniveau (i form af en gennemsnitsbetragtning fra amternes tidligere VVM-screeningspraksis) og den følgende indføjelse af beskyttelsesniveauet i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3 var problematisk.

Ikke alene var der tilsyneladende ganske forskellige politiske opfattelser af, om der med beskyttelsesniveauet var tale om minimumskrav eller maksimumskrav, men der skete også med beskyttelsesniveauet en vis standardisering af de konkrete vurderingskrav, der gælder efter EU-direktiverne.

Ført til en høj hjemvisningsprocent i klagesager
Navnlig habitatdirektivets vurderingskrav blev ikke integreret ordentligt i husdyrloven - og det har siden været nødvendigt for Miljøklagenævnet (nu Natur- og Miljøklagenævnet) i adskillige sager at understrege, at der skal foretages en konkret vurdering af påvirkningen af Natura 2000-områder.

Dette har sammen med manglende eller utilstrækkelige, konkrete vurderinger af BAT ført til en meget høj hjemvisningsprocent i klagesager efter husdyrloven.

Miljøstyrelsen har fastsat yderligere standardisering
I erkendelse af, at beskyttelsesniveauet, som angivet i bekendtgørelsens bilag 3, ikke var tilstrækkeligt til at imødekomme habitatdirektivets krav om konkrete vurderinger og sikkerhed for, at der konkret ikke vil være en skadelig virkning på Natura 2000-områder, har Miljøstyrelsen i vejledningen fastsat en yderligere standardisering, bl.a. i form af de såkaldte afskæringskriterier for nitratudvaskning til Natura 2000-vandområder.

Omdiskuteret kumulationskriterium
Ifølge Miljøstyrelsen kan det afvises, at nitratudvaskningen ved udvidelse af et husdyrbrug kan skade et Natura 2000-område, hvis:

1) Det samlede husdyrtryk ikke har været stigende siden 2007 (kumulationskriteriet) og 2) Hvis totaludvaskningen fra det omhandlede husdyrbrug er mindre end 5 % af den samlede nitratudvaskning fra alle kilder henholdsvis 1 %, når det er særligt sårbare vandområder. Navnlig kumulationskriteriet er omdiskuteret.

Miljøstyrelsens opfattelse af kriteriet er blevet underkendt
Senest har Natur- og Miljøklagenævnet underkendt Miljøstyrelsens opfattelse af, at der i forhold til kumulationskriteriet kunne ses bort fra små stigninger (under 5 %) i det samlede dyretryk i oplandet til et Natura 2000-vandområde.

Natur- og Miljøklagenævnet lagde vægt på, at der selv ved en begrænset stigning i det samlede dyretryk ikke ville være den fornødne vished for, at projektet ikke ville medføre en skadevirkning.

Modsat havde Miljøstyrelsen anført, at selv en stigning i dyretrykket på 5 % ikke ville kunne give en merudvaskning på over 1 %, der anses som grænsen for, hvad der kan medføre (målbare) biologiske ændringer. Baggrunden for Miljøstyrelsens opfattelse var, at den reelle nitratudvaskning kun i mindre grad er et resultat af udbringningen af husdyrgødning.

Problemets kerne
Herved nærmer vi os problemets kerne. For er det overhovedet muligt at opnå en tilstrækkelig grad af sikkerhed vedrørende påvirkning af f.eks. vandområder ved stillingtagen til etablering, udvidelse og ændring af de enkelte husdyrbrug?

Næringsstofbelastningen af sårbare vandområder afhænger af den samlede arealanvendelse i oplandet - og er afhængig af mange andre forhold end f.eks. dyretryk eller udbringning af husdyrgødning.

I realiteten kan man kun opnå en tilstrækkelig sikkerhed for, at der ikke sker en uacceptabel påvirkning ved at sikre en passende regulering af den samlede arealanvendelse som sådan - og ikke kun af udbringningen af husdyrgødning fra husdyrbrug.

Akut behov for at se sammenhængende på husdyrlov og arealregulering
Det er kun en begrænset del af den samlede næringsstofbelastning af vandområderne, der bliver reguleret gennem husdyrloven. Derfor forekommer det uhensigtsmæssigt, at der bruges så mange ressourcer på en meget detaljeret regulering af husdyrbrugenes anvendelse af husdyrgødning.

Samtidig er der risiko for, at der med Grøn Vækst-initiativerne sker en dobbeltregulering, da det kan være de samme arealer, der reguleres gennem de forskellige regelsæt. Der er derfor et akut behov for at se samlet på husdyrloven og arealreguleringen i øvrigt.

Etablér en koordineret og differentieret arealregulering
Og netop her kan formentlig findes et afgørende forenklingspotentiale for husdyrloven i form af en tydeligere adskillelse af reguleringen af anlæg og reguleringen af arealer, således som blandt andet Husdyrreguleringsudvalget har anbefalet.

Forudsætningen er, at der etableres en koordineret og differentieret arealregulering, der er baseret på de enkelte områders miljømæssige sårbarhed. Eksempelvis kunne der udtænkes generelle, men differentierede krav til kvælstofmængde eller kvælstofudvaskning alt afhængig af arealernes sårbarhed.

Der kan også være behov for, at visse arealer helt tages ud af drift eller omlægges til en anden, ekstensiv anvendelse - f.eks. gennem brug af aftaler, påbud eller eventuelt ekspropriation.

Ved godkendelse af et husdyrbrug vil en sådan samlet og sårbarheds-differentieret arealregulering kunne lægges til grund og i vidt omfang skabe en tilstrækkelig sikkerhed for, at der ikke gennem udbringning af husdyrgødning sker en uacceptabel påvirkning i strid med habitatdirektivet og vandrammedirektivet.

En farbar vej for husdyrloven
Nøglen til en farbar vej for husdyrloven kan derfor være en koordineret og gennemtænkt arealregulering, der er rettet mod opfyldelse af såvel habitatdirektivet som vandrammedirektivet.

Det naturlige udgangspunkt for en sårbarhedsdifferentieret arealregulering er Natura 2000-planerne og vandplanerne. Men der må forudsættes en regulering, der går på tværs af såvel Miljøministeriets som Fødevareministeriets lovgivning, og hvor de allerede iværksatte initiativer, herunder Grøn Vækst, nøje genovervejes.

debat@altinget.dk