Teaterchef: Det frie felt er et B-hold i kulturbranchen
Længerevarende udviklingsforløb kan sikre bedre arbejdsvilkår for frie grupper i den danske teaterbranche, der ofte arbejder underbetalt og under stort arbejdspres, skriver Rikke Hedeager.
Af Rikke Hedeager
Teaterchef ved Revolver og Teater Republique
Jeg er teaterchef for Teater Republique og Revolver. Her er jeg ansvarlig for det kunstneriske løstansatte personale. Det er altså herfra jeg taler: som chef for de projektansatte forfattere, instruktører, dramaturger, scenografer, skuespillere og så videre.
I vores del af kulturbranchen lever alle disse projektansatte som en del af prekariatet, hvor de hele tiden er på jagt efter det næste job. For de ansatte kræver det, at de også kigger ud over den aktuelle arbejdssituation og hen på den næste.
Derfor inviterer vi blandt andet castere ind og se skuespillerne, så skuespillernes øger deres chancer for at få flere roller. Derudover forsøger vi at pushe interviews og portrætter af kunstnerne i medierne - også selv om det ikke handler konkret om vores produktioner - og at anbefale dem til festivaler og optrædener andre steder i branchen. Simpelthen god gammeldags talentudvikling, som er noget af det, vores udviklingsscene Revolver skal. Og som er noget af det, jeg holder mest af ved mit arbejde og som i sidste ende kommer hele branchen til gode.
Risiko for stort arbejdspres
En af de helt store udfordringer er, udover ovenstående, at det vi får tildelt i støtte, ikke står mål med at skulle producere til alle de spilleaftner, som vi skal, i forhold til vores rammeaftale. Derfor er vi nødt til at lave relativt mange coproduktioner med det såkaldt frie felt (det vil sige scenekunstnere uden scene.)
Den store udfordring her består i at give dem de samme produktionsvilkår, som vi giver vores egenproduktioner. Vi er simpelthen nødt til at bede dem selv om at fundraise til deres forestillinger, da vi i forvejen har udtømt alle fondsmuligheder hos de store fonde. Det kræver relativt store organisatoriske muskler hos de frie grupper, som ofte lever fra produktion til produktion.
Hvis de så ikke får hentet de penge hjem, de havde budgetteret med, ender de tit med at lave produktionerne alligevel og underbetale deres kunstneriske hold for at få det til at hænge sammen - eller med et så stort arbejdspres, at det ikke er rart for nogen.
Ordenlige vilkår til alle
Det skaber et A- og B-hold med hensyn til ansættelsen, og det er ikke fair. Det er lidt skamfuldt at indrømme det, fordi det piller ved de værdisystemer, som vores teater bygger på: ordentlighed, professionalisme og fællesskab. Men nogen skal sige det højt, hvis vi gerne vil ændre det.
Selv om jeg tager det skamfulde ansvar på mig og erkender, at sådan er det, så ville jeg ønske, at for eksempel Statens Kunstfond - eller nogle af de store private fonde - lavede udviklingsforløb og gav nogle af de frie grupper ordentlige arbejdsvilkår i for eksempel tre år. Sådan at de i ro og mag sammen med en kulturinstitution som vores kan udvikle sig - og så vi kan tilbyde ordentlige vilkår for alle vores kunstnere, uanset hvor pengene kommer fra.
Alternativt kan man ændre på vores rammeaftale, så vi ikke skal producere så meget. Tænk hvis vi altid kunne producere uden skam, men med tillid og tryghed, som er en vigtig forudsætning, når man bevæger sig i det usikre kunstnerisk rum. Ansvaret er dels beslutningstagernes og dels støttesystemets og kun ved at tale højt om problemstillingerne, kan vi ændre dem.
{{toplink}}
Danske Medier: Techgiganternes stigende annonceomsætning kalder på øget regulering
Journalistforbundet: Korte kontrakter og usikre ansættelser skaber en usund kultur
