Regeringen må se at få fingeren ud: Danmark befinder sig i en kulturel dødsspiral

Det skabte berettiget opmærksomhed, da 500 kulturinstitutioner for nylig i et nødråb til statsministeren bad om håb i stedet for håbløshed.

Det er nemlig håbløshed, der har præget regeringens kulturpolitik siden coronakrisens udbrud for et år siden. Fodslæbende har man humpet fra udfordring til udfordring i et forgæves forsøg på at undgå de værste katastrofer.

"Vi har brug for et lys for enden af tunnelen", skrev de danske kulturinstitutioner, der stod sammen fra den kongelige ballet til rigets rockscener. I det mindste ønskede man at få en plan for genåbning af kulturlivet herhjemme.

Landets teatre, museer, spillesteder, kulturhuse, orkestre- og operainstitutioner samt Danmarks Biblioteksforening opgav med nødråbet til statsministeren helt at føre dialog med kulturministeren, der jo under normale omstændigheder ville være den naturlige modtager af et sådan nødråb fra kulturlivet.

På baggrund af et års håndtering af coronakrisens kulturelle udfordringer valgte de 500 kulturinstitutioner at henvende sig direkte til statsminister Mette Frederiksen.

Er vi virkelig kommet så vidt, at kulturministeren reelt har sat sig selv uden for kulturpolitisk indflydelse? Har Joy Mogensens passivitet ført til, at ikke engang kulturlivet regner med kulturministeren længere?

Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at nødråbet fra de 500 kulturinstitutioner kun er toppen af isbjerget. Bag de 500 kulturinstitutioner befinder sig tusinder af udøvende kunstnere.

En undersøgelse foretaget af Mandag Morgen viste i sidste uge, at mere end hver tiende danske musiker overvejer helt at kvitte musikbranchen som konsekvens af restriktionerne. Hvis det samme gør sig gældende for udøvende kunstnere inden for andre områder som billedkunst, litteratur og teater, er der tale om et sandt kulturelt ophørsudsalg med titusinder af individuelle kollapser.

Hertil kommer, at millioner af danskere, der har været vant til at gå jævnligt i biografen, teatret, på museum, bibliotek eller til koncert nu har været henvist til sofaen derhjemme i et år. Hvad sker der med danskernes kulturvaner, når de udsættes for et års kold tyrker?

Hvad betyder det for nationens fællesskabsfølelse og samfundssindet, når man efterhånden kun er fælles om det gule lys fra flimmerkassen? Hvor lang tid går der, før 60 års kulturpolitisk indsats for at få kunst og kultur ud til folket ryger i glemmebogen?

Hvis ikke regeringen får fingeren ud af baglommen, risikerer man, at tabe den kulturpolitiske indsats, Kulturministeriet har stået for siden 1961, på gulvet.

Heldigvis har statsministeren allerede på Facebook kvitteret for nødråbet og lovet, at kulturlivet medtænkes i de genåbningsplaner, der ventes offentliggjort senere på måneden.

Det er i den forbindelse vigtigt at huske, at dansk kulturliv er meget mere end de institutioner, der danner ramme om de kulturelle udfoldelser. Kulturlivet i Danmark er en tredeling mellem udøvende kunstnere, kulturformidlende institutioner og publikum. Uden det ene eksisterer det andet og tredje ikke.

Det er en følsom kulturel infrastruktur, der nu har været sat på pause i et år.

Udøvende kunstnere tvinges til at søge arbejde i den lokale café for fortsat at kunne betale huslejen. Dermed må de droppe en livsdrøm, ikke fordi de ikke har det nødvendige talent, men ene og alene fordi det danske samfund ikke har kunne tilbyde dem et realistisk håb på den anden side af coronakrisen.

Resultatet kan føre til, at tusinder af kunstnere kommer til at melde sig ledige, hvis de da ikke kommer til at tilhøre det underbetalte proletariat af løstansatte, man kender fra lande som USA.

At de kulturformidlende institutioner kører på pumperne er allerede velkendt. At regeringens hjælpepakker kun hjælper for sent og som plaster på et sår, er ligeledes dokumenteret af talrige konkurstruede kulturinstitutioner.

Kulturinstitutionerne har brug for en køreplan, der gør det muligt for dem at planlægge og få nye idéer til realisering på den anden side af coronakrisen. Hvis ikke den tryghed bibringes, vil det få mangeårige konsekvenser i form af et kæmpe kulturelt tilbageslag.

Tal fra Danmarks Statistik viser krystalklart, at restriktionerne på kulturelle aktiviteter har sendt danskerne hjem i privaten. I en nation, hvor museerne alene sælger 15 millioner billetter om året, er privatiseringen af kulturforbruget et rædselsscenarie, der sætter årtiers kulturpolitik tilbage til før Kulturministeriets oprettelse.

"Mennesket skal ikke leve af brød alene", lyder det i Matthæusevangeliet. Det er vigtigt at forstå, at et lands kulturliv er langt mere end flødeskummet på den samfundsmæssige lagkage.

Siden Kulturministeriets oprettelse i 1961 har kulturen da også været en anerkendt og integreret del af velfærdssamfundet. Samfundsmæssigt kitter kulturelle oplevelser fra tv-serier til fodboldkampe vores lille nation sammen i et fællesskab, der godt kan have det svært i den nye globale mediekultur.

Det er anerkendelsen af, at velfærd er mere end materiel velstand, der er på spil nu. Læg nemlig mærke til, at kulturlivet ikke står med hånden fremme og beder regeringen om at sende flere penge.

Det, de danske kulturinstitutioner, udøvende kunstnere og publikum beder om, er opmærksomhed. Opmærksomhed og anerkendelse af kulturlivets betydning for samfundsfællesskabet er hvad der er brug for fra regeringens side.

Konkret handler det om en plan, der omfatter udøvende kunstnere, kulturinstitutioner og publikum.

Kulturinstitutionerne i Danmark har foreslået en genåbningsplan i fire faser.

Ifølge forslaget indledes med en kontrolleret genåbning af museer, biblioteker, biografer, koncertsale og teatre for grupper under 100 personer i første fase. I anden fase genåbner kulturhuse, mindre spillesteder, koncerthuse, mellemstore koncertsale og teatre med op til 500 publikummer. I tredje fase skal der så åbnes for de store teatre, store spillesteder, koncertsale og sportsarrangementer med op til 1500 siddende gæster. I fase fire forestiller kulturinstitutionerne sig normale tilstande som føre pandemien.

Planen mangler helt hensynet til de udøvende kunstnere. Der må tænkes konkrete og konstruktive strategier, som kan sikre, at vi også i fremtiden har kreative personligheder til at udvikle kunst og kultur i Danmark.

Det er også nødvendigt at overveje, hvordan vi får danskerne hjemmefra og ud i kulturlivet igen efter et år på nødblus. Måske var det en idé at sammentænke en mere dristig genåbning af kulturlivet med de vaccinepas, som spøger i debatten om krisehåndteringen?

Men lad os i de mindste få en plan for en genåbning af kulturlivet, der kan udgøre et troværdigt grundlag, og som vi kan være fælles om.

Lige nu er kulturlivet i Danmark inde i en destruktiv handlingslammelse. Lad os bryde den kulturelle dødsspiral, så Danmark ikke ender som et kulturelt uland.