Operachef: Flere musicals på Det Kongelige Teater vil øge konkurrence om samme publikum

REPLIK: Dansk Teater hævder, at flere tager i teatret, hvis Det Kongelige Teater producerer musicals i større omfang. Men realiteten er, at konkurrencen om det samme publikum vil stige og påvirke det private marked, skriver Claus Lynge.

Af Claus Lynge
Operachef, Opera Hedeland

Dansk Teaters direktør, Peter Mark Lundberg, mener, at der kommer flere i teatret som sådan, hvis Det Kongelige Teater også producerer musicals i større omfang. Det er en antagelse, der savner belæg og dokumentation. Peter Mark Lundberg antager således, at markedet vil vokse ved større udbud.

Realiteten er snarere, at konkurrencen om det samme publikum vil stige. Man skal nemlig se på dynamikken i publikumssammensætningen for at forstå, hvordan markedet udvikler sig. Og her skal vi især holde øje med demografien og alderssammensætningen.

Ældre generationer erstattes ikke
Der er i disse år en anseelig afgang af publikummer fra de store efterkrigsårgange.

Disse erstattes ikke af tilsvarende nye publikumsgrupper, hvis volumen også er betydelig mindre end afgængernes. Hertil kommer de yngre publikummers større spredning af interesser/kulturforbrug på andre udtryk og medier end scenekunstens.

Dette er så til gengæld et fænomen, der deles af alle kunst- og kulturudbydere herhjemme, og må håndteres med innovation og målrettet vilje fra institutionerne.

Men hovedpointen er jo, at særligt musicalmarkedet jo netop er et marked. Private aktører har gennem de seneste mange år stået for en markant vækst i udbuddet af musicals.

Store ombygningsprojekter har været gennemført – for eksempel Falkonérscenen på Frederiksberg. Nye aktører har ligeledes meldt sig på banen, herunder Tivoli med flere. Langt den overvejende del på almindelige markedsvilkår. Og som med alle trends er der jo fluktuerende interesse for også musicals.

Behov for et kritisk øje på konkurrencen
Flere operatører har måttet lukke produktioner ned, flere er endda gået konkurs. Og coronarestriktionerne har jo accelereret denne udvikling.

Og når musicalmarkedet er domineret af private aktører uden nævneværdig offentlig støtte, er det selvsagt en betydelig ændring i vilkårene for dette marked, at Det Kongelige Teater med over 500 millioner kroner i statsstøtte ønsker at satse mere på musicals.

Den slags benævnes i andre sammenhænge som konkurrenceforvridning: At en offentlig spiller begunstiget med store offentlige midler og desuden økonomisk afdækning af fremtidig risiko går ud på et marked, der stort set er opbygget af private aktører alene.

Sådan noget finder sted hver dag for eksempel i kommuner rundt om i landet, hvor nogle kommuner af den ene eller anden årsag beslutter at påbegynde virksomhed indenfor et område, der tidligere har været dækket af private aktører.

Og her er der et klart fokus fra konkurrencemyndigheden om at have et kritisk øje på dette. Det burde der også være på kulturområdet.

Forrige artikel Direktør for Den Gamle By: Læg reformen i graven eller kom i gang Direktør for Den Gamle By: Læg reformen i graven eller kom i gang Næste artikel Jesper Winge Leisner: Joy Mogensen vil kvæle musicalbranchen med offentlige kulturmidler Jesper Winge Leisner: Joy Mogensen vil kvæle musicalbranchen med offentlige kulturmidler