Blandt gamle malerier og plyssede sæder skal Matilda The Musical finde folkeligheden frem hos Det Kongelige Teater

På den guldudsmykkede balkon læner en dreng sig frem i sædet, da skuespiller Rasmus Botoft kommer frem på scenen og kigger ned på sin nyfødte baby.

“Han ligner jo en rosin.”

Drengen på balkonen kan ikke holde grinet tilbage, og det er han ikke alene om. Hurtigt stemmer resten af publikum foran Gamle Scene i, så det runger i salen.

På scenen er første akt af Matilda The Musical i gang, og det er den store premieredag for Det Kongelige Teaters “storslåede familiemusical om en magisk pige, der tager kampen op mod de voksnes uretfærdigheder”.

Forestillingen kommer i forlængelse af den politiske aftale, som regeringen lavede for teateret for et år siden. I den fireårige aftale blev det tydeliggjort, at Det Kongelige Teater skal nå bredere ud i befolkningen, få flere børn og unge i teateret og spille flere musicals.

Og her er Matilda The Musical “en del af den samlede mosaik” af tilbud, Det Kongelige Teater skal have fremover, mener Bertel Haarder (V), der er formand for teaterets bestyrelse.

“Det her er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi kan række ud til nye målgrupper. Der er mange, der aldrig kunne drømme om at komme i Det Kongelige Teater, men som rigtig gerne vil ind og se en musical,” siger han.

Bertel Haarder blev udnævnt til posten i december 2019, og siden da har han gjort en dyd ud af at se alt, hvad der går på teateret. Og i aften er ingen undtagelse.

"Vi vil ikke gå nogen i bedene”

Da folk er ved at finde deres pladser inden forestillingens start, bliver der bladret i Matilda-kataloger rundt på rækkerne, og man kan høre spændte børn snakke, mens en dreng udbryder:

“Wooow, man ser godt herfra!”

Bertel Haarder er ved at finde sin plads på første række af balkonen. Han er mindst lige så spændt på at se forestillingen, der flere gange “har hængt i en tynd tråd” på grund af corona-restriktioner.

Musicalen er den første store af slagsen, der bliver spillet, siden den politiske aftale for teateret landede. Og der var ikke kun drama på scenen, da man skulle snakke musicals og Det Kongelige Teater til forhandlingerne.

Kritikere pegede på, at det ville blive konkurrenceforvridende for private producenter, hvis Det Kongelige Teater skulle spille flere musicals. Kompromisset endte med, at man nu spiller en stor musical om året på teateret, og derudover er der opstillet en række krav til nationalteateret for at tage hensyn til private producenter.

Ifølge Bertel Haarder handler det ikke om “at gå nogen i bedene”.

“Det Kongelige Teater skal nå ud til nye målgrupper ved at lave forestillinger, som ingen andre kan lave. Det er det krav, vi hele tiden skal leve op til,” siger formanden.

En helt unik musical

Og man er ikke i tvivl om, at der er postet mange penge i at gøre teateroplevelsen med Matilda The Musical helt unik.

Der er ikke sparet på sceneshowet, og velkendte navne på plakaten som Rasmus Botoft og Anette Heick lokker folk ind på fløjlssæderne. Men blandt børnene på scenen er de fleste faktisk amatører.

Allerede i sommers begyndte de medvirkende børn at gå i “Matilda skole”, hvor de har øvet sang, dans og skuespil for fuld skrue. Og resultatet kan efter Bertel Haarders mening ses.

“Det er fantastisk, at man kan få dem til at levere sådan en her optræden. Jeg har aldrig set noget lignende,” siger han i begejstring.

Det er den gennemtænkning af enhver detalje, der er med til at gøre oplevelsen unik for Det Kongelige Teater, mener formanden for teateret.

“Det er det høje ambitionsniveau, og de gode teaterhåndværkere, der gør det her til noget helt særligt.”

{{toplink}}

Det går fremad med folkeligheden

Kigger man på besøgstallene for Det Kongelige Teater, ser det ud til at gå den rette vej.

Det er lykkedes nationalteateret at lokke 42 procent flere nye kunder til at købe billetter sammenlignet med 2018, og samtidig er der kommet 31 procent flere børn og unge i teateret siden da.

Børnene vrimler også rundt på gangene i pausen mellem første og anden akt, mens Bertel Haarder kigger rundt og siger, “at det ser ud til at lykkes meget godt med at nå ud til nye målgrupper.”

Tror du, at det er børn, der ikke ellers ville være kommet i Det Kongelige Teater, som er her i aften, eller er det måske nogen, der har forældre eller bedsteforældre, der i forvejen har kendskab til Det Kongelige Teater?

“Det tør jeg simpelthen ikke sige. Men selvom man har teaterglade forældre, er det ikke en naturlov, at børnene også har lyst til at gå i teateret. Derfor trækker det ikke noget fra succesen, hvis der er børn her i aften, hvis forældre har været her før,” siger Bertel Haarder.

Da anden akt skal til at gå i gang, og en ung pige hiver en lille teaterkikkert frem for at kunne se bedre fra balkonen, kan man nu godt blive i tvivl om, hvorvidt teateret har rystet det finkulturelle prædikat af sig.

Men det er ikke et problem ifølge Bertel Haarder.

“Vi er et yderst finkulturelt sted, og det skal vi blive ved med at være. Men derudover kan vi også noget andet, som forhåbentligt også lokker flere med til finkulturen,” siger han og tilføjer:

“Intet er for godt til den brede befolkning. Man må bare aldrig snobbe nedad.”

Gamle rammer fyldt med nyt liv

Da den sidste sang er sunget, og publikummet har hujet så højt, at man skulle tro, at de havde overværet deres yndlingskunstner på Roskilde Festival, begynder stilheden at indfinde sig på teateret.

Bertel Haarder står tilbage og ser de begejstrede gæster strømme ud ad indgangen ved Kongens Nytorv og forsvinde ud i mørket, da han med en vis sikkerhed i stemmen siger, at "en lang, lang march” mod at blive folkets teater er godt begyndt.

Når man med en forestilling som Matilda prøver at bygge bro mellem finkultur og folkelighed, er det vigtigt at huske én ting, mener Bertel Haarder:

“Folkelighed og høj kvalitet er ikke to modsætninger. Det folkelige er nemlig det, som har høj kvalitet og samtidig kan give oplevelser til mange.”

Ambitionen om at blive et mere folkeligt teater betyder dog ikke, at man skal kæmpe imod de finkulturelle rammer ifølge formanden.

“Jeg synes ikke, der er noget finkulturelt, der skal rystes af. Jeg ser teateret som en ramme, der skal være fin, støvet og gammeldags. Det er jo en oplevelse i sig selv at komme herind på Gamle Scene,” siger han.

“Men derfor er der intet i vejen for, at man kan fylde det med nyt liv, som er for mange.”

Og som et sidste stop på vej ud ad døren vil Bertel Haarder forbi et gammelt rum på teateret for at vise, at her faktisk ikke er så fint, som man kunne gå og tro. Kigger man rundt i kanterne, trænger der nemlig til en kærlig hånd flere steder.

Men det viser sig, at rummet er blevet renoveret. Og det afspejler måske meget fint den renovation af Det Kongelige Teaters identitet, som stille og roligt er undervejs. Men de er endnu ikke i mål.

mariemm@altinget.dk