Socialdemokratiet: Støjbergs besparelser vil ramme provinsen hårdt

Inger Støjbergs plan om at skære 800 millioner kroner på kulturen vil ikke kun ramme de ’københavnske saloner’. Den vil gå ud over kulturelle fællesskaber i mange af landets lokalsamfund, skriver Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Kulturen skal ud til alle. Denne simple, men altafgørende vision er en hjørnesten i regeringens kulturpolitik.

Det har den været for Socialdemokratiet, siden Danmark - med Socialdemokraten Julius Bomholt i spidsen - for over 60 år siden fik et af verdens første kulturministerier.

Hans kongstanke var, at det gode liv ikke kun handler om tag over hovedet og smør på brødet, men også om at være en del af et fællesskab og få åndelig og kulturel dannelse.

For mødet med kunst og kultur og deltagelse i fællesskaber ruster os til livet og gør os klogere på os selv og verden.

For mig er det hjerteblod, at der er kulturtilbud i alle hjørner af vores land. Hvad enten det er i den lokale teaterforening, bogklub eller musikskole.

Under min egen opvækst i Fjerritslev var det i håndboldklubben, og da vi spillede skolekomedie på gymnasiet, at jeg oplevede, hvor meget lokale kulturelle fællesskaber betyder. De knytter forbindelser mellem mennesker og skaber sammenhold.

Regeringen sætter kulturen først

Fordi kulturen er så vigtig, har regeringen prioriteret mere end 3 milliarder kroner til den – ud over coronaindsatsen.

Vi har blandt andet afskaffet den tidligere borgerlige regerings omprioriteringsbidrag og på den måde skabt tryghed om bevillingerne på store dele af kulturområdet.

Og med finanslovsaftalen for to år siden satte vi mere end 400 millioner kroner af, som også de næste år styrker kulturlivet, og hvor en stor del er nået ud til mindre byer.

Pengene går eksempelvis til spillesteder landet over og til mere børne- og ungdomsteater og opsøgende teater.

Den indsats bliver sat i bakgear, hvis Danmarksdemokraterne og Inger Støjberg kommer igennem med deres politik.

Inger Støjberg ignorerer kulturens værdi

Inger Støjberg vil spare 800 millioner kroner på kulturen. Hun pakker det ganske vist ind, som at hun blot ønsker at fjerne kunstnernes livsvarige hædersydelser og skære ned på Statens Kunstfond.

Men fra hædersydelserne på 36 millioner om året er der langt til 800 millioners besparelser. Så det bliver svært kun at ramme hovedstaden.

Det er, som om Inger Støjberg ikke forstår den værdi, kultur har lokalt for at binde vores små nærområder sammen.

Det er en misforståelse, at kultur er noget, vi finder i københavnske saloner. Den udfolder sig over hele landet.

Det samler folk, når der - med statslig støtte - bliver holdt litteraturfestival i Struer, fantasyfestival i Esbjerg og bliver spillet teater i børnehaver.

Jeg synes, Inger Støjberg skylder at være ærlig om, at forslaget om at skære på Statens Kunstfond vil ramme hårdt lokalt i hele Danmark.

Det er eksempelvis gennem fonden, at spillesteder i byer som Aabenraa, Svendborg og Ringkøbing får støtte.

Et andet eksempel er Levende Musik i Skolen, som støttes gennem Statens Kunstfond med 25 millioner kroner årligt og gennem samarbejdsaftaler med 63 kommuner sørger for, at knap 240.000 børn og unge om året oplever en skolekoncert.

Hvor er den overflødige kultur i lokalsamfundene?

Jeg er enig med bestyrelsesleder i Statens Kunstfond og direktør for Limfjordsteateret Gitta Malling, som har svært ved at genkende, at der i mindre lokalsamfund skulle være en holdning om, at der er en masse overflødig kultur, som politikerne bare kan skære bort.

Den holdning møder jeg heller ikke, når jeg er rundt i landet. Så jeg er helt uforstående over for, at Inger Støjberg vil bruge kulturen til at så splid mellem danskerne øst og vest for Storebælt.

I stedet synes jeg, vi skal forholde os til konkrete forskelle mellem landsdele og land og by, som er svære at forklare.

Dem ser vi, når det gælder museerne. Her får Glyptoteket i København 27,8 millioner kroner i statslig støtte og 0 kroner fra kommunen.

Kunsten i Aalborg får 2,6 millioner i statslig støtte og 15 millioner fra kommunen.

Derfor har jeg meldt ud, at jeg vil sætte et bredt udvalgsarbejde i gang, så vi politikere kan få bud på, hvordan vi kan omlægge fordelingen af de statslige museumstilskud.

Det handler om at sikre kultur i hele landet. Land og by er for mig ikke et enten-eller. Det er et både-og. Kunst og kultur er og skal være det, der samler os, i en tid hvor meget trækker os fra hinanden.

{{toplink}}

Forrige artikel Cheføkonom: Værdien af Tour de France i Danmark kan sagtens gøres op i kroner og øre Cheføkonom: Værdien af Tour de France i Danmark kan sagtens gøres op i kroner og øre Næste artikel KL: Skævhed i statsstøtte fører til underprioritering af kultur i provinsen KL: Skævhed i statsstøtte fører til underprioritering af kultur i provinsen