Applaus: Hvis dansk kultur skal slå Silicon Valley, kræver det en storstilet indsats

Da Kulturministeriet blev grundlagt i 1961 af Julius Bomholt, var det i bestræbelsen på at give alle borgere i landet mulighed for at opleve kunst og kultur.

Kunsten og kulturen skulle være et fælles privilegium og ikke kun for de få.

Det er en smuk tanke, som siden har præget vores kulturpolitik og danner grundstenene i det fundament, vores kulturinstitutioner er bygget på.

Spørgsmålet er om vi, borgere, er så ens i vores kulturpræferencer, at det kan være et succeskriterium i sig selv at være relevant for 'alle'.

Kulturelle coronasenfølger

Eftervirkningerne af corona er stadig ved at blive kortlagt, og selvom nedlukningerne allerede er gledet ud af manges bevidsthed og erstattet af stigende priser på konsumvarer, el og gas, så har vi stadig ikke set de fulde konsekvenser af to års nedlukning.

På baggrund af de undersøgelser der i nedlukningsperioden blev udarbejdet, havde mange – jeg selv inklusive – en forventning om, at vi ville løbe mod teatre, spillesteder, festivaler og museer, som var vi Julie, der løb mod vores Romeo, så snart kulturinstitutionerne fik lov til at slå dørene op.

Virkeligheden er dog en lille smule mere kompleks – det er den jo desværre ofte. I løbet af foråret har vi set publikum feste til mega-events, som da Ed Sheeran spillede fire udsolgte koncerter og slog danmarksrekord med 150.000 solgte billetter.

Vi ser kulturinstitutioner, der slår billet- og salgsrekorder, mens andre melder om svigtende billetsalg. Det er et broget landskab, der præger kulturdanmark i øjeblikket.

Det er svært at hamle op med Netflix

De sidste ti års teknologiske udvikling har påvirket vores forbrug i alle aspekter af hverdagen.

Netflix-modeller, hvor AI analyserer vores faktiske forbrug og derfra målretter nye tilbud for at holde os på kanalen, har skabt et forbrugersamfund, hvor vi er blevet vant til at få tilbudt produkter, der er skræddersyet til vores behov og smag, og vi får dem serveret direkte i vores feed – hele tiden.

Det er den virkelighed, som kulturinstitutioner ser ind i – og det er det, de konkurrerer med.

Det er en barsk virkelighed, for antallet af danske kulturinstitutioner, der har ressourcerne til at omlægge et produktions- og kommunikationsapparat til at konkurrere med det, kan tælles på mindre end én finger.

Det er dog ikke ensbetydende med, at vi så skal give op og kaste håndklædet i ringen.

Dansk kultur nyder stadig bred opbakning

De offentligt støttede kulturinstitutioner har via skattebilletten en forpligtigelse til at sikre, at deres tilbud når bredt ud og rammer en stor og mangfoldig del af befolkningen.

Men den mere komplekse virkelighed kræver en mere nuanceret kulturpolitisk strategi og forståelse for borgerne.

Det kræver en større og mere dybdegående strategi, samarbejde og fokus på publikum på tværs af kulturbranchen og på tværs af myndigheder og instanser.

Frem for at skære i tilskudsordninger til et i forvejen presset kulturliv, så er det nødvendigt at koordinere indsatser og sikre sammenhængskraften.

Det er den eneste vej frem, for mens jeg har siddet og skrevet dette indlæg, så har konkurrenterne i Silicon Valley fundet nye måder at holde på vores opmærksomhed.

Ét sted det danske kulturliv er foran på point – det er på opbakningen i befolkningen.

For selvom der er dele af kulturlivet, som nogle bruger mere end andre, og selvom vi har forskellig smag og nogle foretrækker at gå til koncert frem for museum, så er der en generel stor opbakning i befolkningen til både kulturstøtte og kulturinstitutionerne.
Det er værd at huske på.

{{toplink}}

debat@altinget.dk