Eske Vinther-Jensen: Politikere griber kampen mod Facebook forkert an

Hvis alle veje, broer og trafiklys tilhørte én virksomhed, ville vi ikke nøjes med at lovgive om hastighedsgrænser, men stille krav om, at man kunne bevæge sig sikkert rundt i alle dele af landet.

Facebook ejer i dag størstedelen af den sociale digitale infrastruktur, men de politiske forsøg på at sætte rammer for platformen svarer til påbud om digitale stopskilte.

Det hænger sammen med, at vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere de algoritmer, som udgør kernen i det sociale medie.

En ny afhandling fra Harvard forsøger at råde bod på problemet og kommer med forslag til, hvordan det kan gribes an.

EU's GDPR-forordning, der skal beskytte private data, den tyske lov NetzDG, der kræver, at sociale medier straks fjerner ekstremistisk indhold, og Joy Mogensens bebudede forslag om betaling fra Facebook til danske nyhedsmedier er alle reelle forsøg på at tackle nogle af de problemer, som sociale medier skaber.

De løser bare ikke den egentlige demokratiske udfordring: At Facebooks algoritmer bestemmer, hvad vi ser i vores digitale liv, hvem vi møder, og hvilke forsamlinger vi bliver præsenteret for. Altså, at det sociale medie sætter rammerne for demokratisk udfoldelse, samvær og offentlige samtale på nettet.

Den britiske forsker Josh Simons argumenterer derfor i sin dugfriske ph.d.-afhandling for, at vi skal betragte Facebook som leverandører af et offentligt gode og derfor stille krav, om at platformen giver et bedre demokrati.

Vi skal ifølge Simons holde op med kun at regulere de negative konsekvenser af platformen som racisme eller konkurrenceforvridning og i stedet koncentrere os om kilden til problemerne: Algoritmerne.

De er nemlig ikke udtryk for mekaniske nødvendigheder, men består af en lang række menneskelige valg. Eksempelvis skal en algoritme, der kan genkende og fjerne had, have at vide, hvad vi selv betragter som hadefuldt for, at den kan lære at genkende det.

Og det er netop den slags diskussioner og valg, Simons mener, skal underlægges demokratisk diskussion, beslutning og kontrol.

Hvis vi følger hans logik, kunne man sige, at når Facebook, Twitter og Youtube fjerner Donald Trump fra deres platforme, er det egentlige problem ikke, om de skulle have gjort det eller lade være, men at det er de sociale medier og ikke demokratiet, der udstikker grænserne for den offentlige samtale.

Og det gælder også alle de milliarder af profiler, opslag og kommentarer, der årligt bliver slettet af algoritmer, og de milliarder af andre, algoritmerne prioriterer, vi skal se.

Derfor skal vi stille krav om, hvem der beslutter algoritmernes indretning, hvordan beslutningsprocessen skal se ud, og hvordan vi sikrer demokratisk medbestemmelse i de politiske valg, der indgår i udviklingen af dem.

Simons foreslår blandt andet, at der skal nedsættes en slags borgerjuryer, som ville kunne diskutere og tage stilling til, hvordan vi forstår had, og hvilken effekt vi gerne vil have af en automatiseret sletning af det.

Vi skal med andre ord turde blande os i virksomhedernes governance-struktur og ikke lade os spise af med Facebooks nye "højesteret", der kun kan tage stilling til konkrete sager.

Josh Simons' forslag vil helt sikkert blive kritiseret, fordi det berører kernen af platformens forretningsmodel. Men her er han meget klar i spyttet: Algoritmerne bestemmer, hvordan vores digitale verden ser ud, og både valget af, hvordan de skal fungere, og effekterne af dem er politiske.

Derfor skal vi tage politisk stilling til dem – ellers overlader vi demokratiets skæbne til nogle få sociale medier. Om tankerne har politisk gang på jord, er ikke givet på forhånd, og det er heller ikke nogen let opgave, som Simons stiller.

Men han har i hvert fald gjort det meget tydeligt, at vi måske ud over at tale om stopskilte i den digitale infrastruktur skal forholde os til, om den forbinder verden på en måde, som vi gerne vil have det.