4 A'er til Borgens fjerde afsnit: De perfekte kvinders maskefald

 

(SPOILERS: Læs ikke videre, medmindre du har set ugens afsnit)

Der er koldt på toppen i mere end en forstand i fjerde afsnit af Borgens nye sæson.

Den idealistiske Birgitte Nyborg har vendt ryggen til sin egen politik i et forsøg på at redde sig selv og sin karriere, som nu ikke bare rummer udenrigsministerposten, men også en mulighed for en international toppost, hvis man tør tro amerikanernes uformelle følere. 

Men Nyborgs kamp er ikke sort hvid. Gennem afsnittet står det mere og mere klart, at Nyborg ikke kun er ved at redde sin karriere. Hun er ved at redde sig selv. 

Hun er i modvind. Hun er ensom. Hendes dobbeltseng fungerer ikke som et helle, hvor hun kunne krybe ind i en varm, støttende favn, men derimod som et koldt kontor. Hun får ikke blomster fra sine kære, men tirsdagsbuketten tilsendt på abonnement efter en hård dag.

Hun prøver at overbevise sig selv om, at det er en lettelse, at hun er alene, og børnene er flyttet hjemmefra, men hun søger selskabet i en klodset flirt med hendes nyudnævnte arktiske ambassadør, fremragende spillet af Mikkel Boe Følsgaard.

I et afsnit, der måske ikke flytter sig stort i handling, kommer vi væsentlig tættere på karaktererne og deres nuancer. Det er tiltrængt og fremragende at se et mere nuanceret billede af kvinder med magt.

Adam Price fremstiller ikke bare idealet om den ambitiøse karrierekvinde med idealerne på rette sted, den empatiske, holistiske leder med det perfekte familieliv. Han fremstiller også det grimme. Magtkampene, afsavnene, ensomheden og en kalender, der gør det svært at være til stede ved sin egen søns fødselsdag. 

En søn, hvis egen politiske aktivisme bliver et ubarmhjertigt spejl for Nyborg, der selv løber hurtigere væk fra sit politiske ståsted, end en grisetransport kan køre. Og spejlet på væggen efterlod da også Nyborg med den ubarmhjertige sandhed allerede i tredje afsnit: "Hej klimaforræder. Kh. Svineslagteren."

Og så har jeg slet ikke nævnt, at vi har fået overgangsalderens hedeture og rasende hormonudbrud frem i bedste sendetid. Tak for det. 

Den dybere og mere nuancerede karakteristik gælder ikke alene Birgitte Nyborg. Også Borgens anden kvindelige hovedperson, Katrine Fønsmark, forsøger at kæmpe sig lidt klodset på plads i sin nye rolle som journalistisk chef. Hun må sande, at det at tage de beslutninger, hun mener er rigtige, kan udløse en shitstorm på Twitter, hvor hun får en lige højre af offerets magt. Også i Fønsmarks verden møder idealer og realiteter hinanden.

Identitetspolitik, wokisme og Metoo er flyttet ind på Borgen. Som det er i virkeligheden. I de første sæsoner levede Metoo i bedste velgående i både Statsministeriet og på medier. Sekretæren blev taget hen over skrivebordet, og man diskuterede gerne kvindernes bryster. Det er heldigvis slut nu. 

Til gengæld bliver tidens dilemmafyldte farvand af et ledelsesrum portrætteret realistisk. Skal man tie Grønlands problemer ihjel i hensynet til politisk korrekthed? Er man en dårlig chef, fordi man tager en beslutning som har risiko for at blive misforstået? Heldigvis bliver disse tendenser behandlet mere diskuterende end underlagt den strenge politiske korrekthed, som efterhånden tager livet ud af nogle amerikanske serier. 

Midt i mørket og dilemmaerne er embedsmandsparret Magnus Milang og Simon Bennebjerg i rollerne som henholdsvis departementschef og ministersekretær et tiltrængt comic relief for seerne. Her er vi i godt selskab, mens jokes og slipseudfordringer udfolder sig.

Embedsmændene fremstilles i deres klassiske rolle, som the good guys, der har styr på lovgivningen og fagligheden. Der er langt fra billedet af den magtfuldkomne Barbara Bertelsen, vi ser i medierne, selv om Adam Price har givet sms’er en fremtrædende rolle med seismografisk sikkerhed i manuskriptet, længe inden en lignende situation udspillede sig i virkeligheden. 

Det er en kæmpe kvalitet ved Borgen, at den er så tæt på virkeligheden. For selv om et embedsværk nok ville være klar over, hvad der står i en aktindsigt, inden den når pressen, og stormagter som Kina og USA ikke bare møder uanmeldt op i Udenrigsministeriet, så er miljøer og karakterer dragende tæt på sandheden.  

Borgens fjerde afsnit viser, at kvinder og magt ikke kun er en skønsom konstellation. Det er også brutalt, hvis man vil overleve. Det må selv Birgitte Nyborg sande, da hun som en fugl Fønniks rejser sig fra asken og den boksering, hvor hun er slået i gulvet, da både hendes private og politiske bagland smuldrer.

Ganske symbolsk vælger hun magten frem for familien. Hun ignorerer opkaldet fra sin søn for at ringe til sin ærkefjende Laugesen. Manden, som hun værdimæssigt har kæmpet mod hele sin karriere, men hvis mørke side hun nu er klar til at omfavne i et sidste forsøg på at klynge sig til magten og til den, hun nu er blevet. 

Det makkerskab kan man kun glæde sig til at se udfoldet næste søndag.

{{toplink}}