Wammen slår fast: Trepart om løn til sygeplejersker og pædagoger bliver en engangsforestilling

Nicolai Wammen afviste mandag kritikken af, at regeringen med sit lønindgreb underminerer den danske model. Samtidig fastholdt finansministeren, at kommuner og regioner selv skal finde pengene til pædagogernes og sygeplejerskernes lønstigning.

"Det her er ikke en afløser for overenskomstforhandlingerne."

Sådan lød ordene flere gange fra finansminister Nikolai Wammen (S), der på et pressemøde om trepartsforhandlingerne mandag afviste den seneste uges kritik om, at regeringen med sit lønløft til sygeplejersker, SOSU'er, fængselsbetjente og pædagoger er ved at lægge den danske model i graven. 

Regeringen har syv pejlemærker for forhandlingerne, som ventes at være færdige i løbet af november, inden de offentlige overenskomstforhandlinger starter til december.

Blandt andet at parterne skal få flere sygeplejersker fra deltid til fuld tid, at en større del af lønnen skal reserveres til lokale forhandlinger på sygehuse og i de enkelte kommuner samt at ansatte, som arbejder i vagter på skæve tidspunkter, skal have mere i løn end i dag.

Frygt for sammenbrud ved OK24

Alt det er da også krav, som kommuner og regioner ellers normalt har med til bordet i overenskomstforhandlingerne med fagforeningerne. 

"Men det her skal ikke ses om, at overenskomstforhandlingerne har spillet fallit," lød det fra finansministeren, der samtidig afviste bekymringen om, at mange andre offentlige faggrupper vil stemme nej til vinterens overenskomstaftaler i forventning om, at de så også får ekstra penge fra Christiansborg. 

"Jeg kan klart sige, at de her trepartsforhandlinger er en engangsforestilling. Vi gør det, fordi vi står i en ekstraordinær situation med mangel på medarbejdere på de her områder. Så det bliver ikke noget, der kommer til at gentage sig. Og det har fagbevægelsen også selv lagt vægt på," lød det fra Nicolai Wammen.

{{toplink}}

Andre kollegaer i kommunerne skal betale for lønfesten

Frygten for kaotiske overenskomstforhandlinger bliver yderligere næret af, at pengene til regeringens lønløft skal findes ved besparelser på administrationen i kommuner og regioner. Det er altså andre offentlige ansatte som socialrådgivere, plejehjemledere og skolesekretærer, der risikerer at mærke sparekniven.

Samtidig lægger regeringen op til, at fængselsbetjentene, som er ansat i staten, får deres lønløft betalt af det økonomiske råderum.

Nikolai Wammen fastholdt på pressemødet, at kommuner og regioner selv skal finde pengene til pædagogernes og sygeplejerskernes lønstigning, men manede til ro.

"Vi tager også vores egen medicin i staten. I vores finanslovsforslag lægger vi op til, at vi skal spare 400 millioner kroner på administration til næste år. Og det beløb er væsentlig højere end de penge, som fængselsbetjentene skal bruge på lønløftet. Så det hænger sammen," sagde han. 

Ifølge Altingets oplysninger er regeringen dog på de indre linjer særdeles optaget af, at OK24 bliver et normalt forløb uden strejker.

Derfor vil den forsøge at få fagforeningerne til at acceptere en såkaldt sammenkædning, så alle de mindre forbund må acceptere overenskomstresultatet, så længe flertallet har stemt den hjem. Flere fagforeninger har dog klart afvist det krav.  

Mandagens pressemøde baner vej for de egentlige trepartsforhandlinger, som indledes med et sættemøde mellem parterne onsdag.

{{toplink}}

Forrige artikel Skattestigninger for godt 80 millioner kroner er fortsat i spil i Aalborg Skattestigninger for godt 80 millioner kroner er fortsat i spil i Aalborg Næste artikel Her er kommunernes fire klimaopgaver ifølge Lars Aagaard Her er kommunernes fire klimaopgaver ifølge Lars Aagaard