Vestager til DF: Vi rammer mere rimeligt

DEBAT: Kristian Thulesen Dahl (DF) er gal på den, når han angriber regeringens udligningspolitik for at være uambitiøs. Vi justerer for at ramme mere rimeligt, skriver økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

Af Margrethe Vestager
Økonomi- og indenrigsminister, Radikale
Jeg kan kun sige, at det undrer mig, at Kristian Thulesen Dahl undrer sig!
Dansk Folkeparti sad med ved forhandlingsbordet, da der i 2009 blev indgået den aftale, der satte det netop afsluttede arbejde i Finansieringsudvalget i gang.

Jeg er meget tilfreds med det arbejde, der er gennemført. Man kan altid diskutere udligningsniveauerne, men diskussionen er ikke meget værd, hvis vi udligner på et grundlag, der ikke er retvisende, og ikke følger med udviklingen i kommunernes opgaver. Finansieringsudvalgets arbejde giver netop mulighed for at rette op på grundlaget.

Der skal være sammenhæng mellem skat og service
Vi justerer udligningen, for at vi kan komme tættere på kommunernes udgiftsbehov. Udgifter, som opstår når borgerne har brug for en udstrakt hånd, undervisning, hjælp til personlig pleje, osv. Så kortfattet kan regeringens udspil til justeringer af udligningssystemet beskrives.

Der skal være en sammenhæng mellem skatteprocent og det prioriterede serviceniveau i den enkelte kommune. Det har været baggrunden for det udvalg, der siden 2009 har arbejdet med at justere udligningsreformen med to mål for øje: Dels at justere udligningssystemet, så det bliver mere rimeligt - i den sammenhæng er der kigget særligt på de socioøkonomiske kriterier i systemet og på den kritik, som nogle kommuner er kommet med. Dels at evaluere beskæftigelsestilskuddet og foreslå justeringer, der reducerer skævheder i tilskuddet.

Vi flytter 400 mio. kr. 
På baggrund af Finansieringsudvalgets analyser og beregninger, har vi anbefalet at flytte penge fra de større byer til de mindre byer og til landdistrikterne. Land- og yderområder står samlet set til at få tilført 400 mio. kr. Vi lægger op til, at de kriterier, der skal ligge til grund for balancen i udligningen, bliver tilpasset. Fx at vi ikke længere skal belønne større byer for at have mange ældre private boliger. Ligesom vi heller ikke mener, at mange au pairs i en kommune er et udtryk for, at kommunen er hårdt spændt for.

På samme vis er det også vores mål at ændre fordelingen af det beskæftigelsestilskud, kommunerne modtager for at løse opgaven at hjælpe ledige tilbage i arbejde. Det system kan også blive mere rimeligt, end det er i dag, hvor nogle kommuner i nogle dele af landet bliver overkompenseret med store beløb, mens det omvendte er tilfældet for kommuner i andre dele af landet
Målet er lighed
Målet med justeringerne er at vi får et mere socialt lige Danmark, hvor man har adgang til nogenlunde samme service, uanset hvor i landet man bor. Det er udgangspunktet for forhandlingerne, og vores mål er, at vi kan indgå en aftale, så ændringen i udligningsordningen kan træde i kraft fra næste år, og ændringerne i beskæftigelsestilskuddet allerede fra efterreguleringen af tilskuddet for 2011.    

Forrige artikel Er der en kommunikationsrådgiver til stede? Er der en kommunikationsrådgiver til stede? Næste artikel Vi vil udligne for udkantsdanmark Vi vil udligne for udkantsdanmark