Velfærdssamfundet står ved en skillevej

Lars Krarup (V)
Borgmester i Herning

Øv-dage i en række københavnske institutioner, hvor begrebet sygedage nærmere betyder "orker-vist-ikke-rigtigt-i-dag-dage".

Danske folkeskoleelever, som forlader folkeskolen uden helt elementære kundskaber - og voksne, som tilsyneladende ikke bekymrer sig særlig meget om det, hvis bare børnene "trives".

Dovne Robert'er, som for at sige det ligeud ikke gider at arbejde - samfundet, du og jeg, betaler jo.

Mangel på respekt for det at kunne noget - det at skille sig ud som dygtig, flittig, stræbsom.

Titusindvis af danske arbejdspladser, besat af østeuropæere, som er punktlige, hårdtarbejdende. Og som ikke kan se problemet i at smøge ærmerne op og tage fat til mindstelønnen. 

Imens vi sørgeligt nok er godt i gang med at skabe en mindre national katastrofe med alt for mange unge under 25 år uden for arbejdsmarkedet, men på offentlig forsørgelse. Krudtet bruges på en meningsløs akutpakke, der blot flytter lidt rundt på køen af ledige. 

Problemstillingerne har noget tilfælles 
Debatten i de danske medier de seneste måneder har kredset om alle disse emner. På overfladen forskellige problemstillinger. Men, som jeg ser det, desværre også med en række underliggende fællestræk. Nogle grundlæggende symptomer på, at vi står ved en skillevej i det danske samfund.

For hvis man går lidt dybere ned i de eksempler, jeg indledte med, handler de jo på bundlinjen om, at vi har fået skabt et samfund, hvor det at præstere noget, det altid at gøre sit bedste, at tage grundlæggende ansvar for sit eget liv, at levere et bidrag til fællesskabet, ikke længere er en selvfølge.

Man kunne kalde det forkælelse. Men det lyder så grimt og er nok også for firkantet en udlægning.

Har vi en helt forkert opfattelse af velfærdssamfundet?
Jeg vil hellere sige, at vi efter årtier med mere og mere velfærd, og større og større forventninger til den offentlige sektors ydelser, simpelthen er blevet lullet i søvn. Nogle gange glemmer vi, at det gode liv - det, der gør det værd at stå op om morgenen - det er noget, vi selv skaber.

Et velfærdssamfund som det danske kan kun overleve i længden, hvis vi hver især erkender, at vi skal bidrage. At vi har en række rettigheder som borgere, javist, men at vi sandelig også har en række pligter.   

Vi skal klare os selv, hvis vi overhovedet er i stand til det. Fordi det kun er på den måde, vi som samfund kan finde råderum til at tage os bedst muligt af de borgere, der netop ikke kan klare sig selv på grund af sygdom, handicap, ledighed, misbrug eller andre problemer.

Den del af velfærdssamfundet, som omfatter diverse sociale ydelser - det sociale sikkerhedsnet - er i mine øjne som en forsikringsordning. Man betaler sin skat, så man ved, man kan få hjælp, hvis det hele brænder sammen i ens liv. Men man håber ikke at få brug for forsikringen. I modsætning til en pensionsordning, hvor man betaler ind og forventer, man så skal have ud i den anden ende.

Noget tyder på, at for mange anskuer den danske samfundsmodel ud fra den sidste betragtning, og ikke den første. 

Brug for en mentalitetsændring
Man kan - og skal - naturligvis lovgive og kontrollere sig ud af en del af problemerne. Sørge for, at det kan betale sig at gå på arbejde, sørge for, at der ikke er borgere, der uretmæssigt modtager offentlige ydelser eller spekulerer i det.

Men det, der virkelig batter, er en mentalitetsændring.

Vi bliver nødt til sammen at erkende, at velfærdsmilliarderne ikke vokser på træerne. At der er knappe resurser i det danske samfund, som vi skal have mest muligt ud af. Og at årene, der kommer, næppe ændrer grundlæggende ved det udgangspunkt.

Vi er under pres internt i Danmark - ikke mindst på grund af den demografiske udvikling. Og vi er under pres udefra - for eksempel fra Kina, hvor en håndfuld tv-programmer om det kinesiske skolesystem kontra det danske i den grad har givet stof til eftertanke. 

John F. Kennedy sagde som bekendt engang, at "du skal ikke spørge, hvad dit land kan gøre for dig, men om, hvad du kan gøre for dit land". Sådan frit oversat.

Det er længe siden. Men derfor behøver pointen jo ikke at være forældet.

Vi bliver nødt til at erkende, at vi hver især skal tage det ansvar, vi overhovedet magter. At vi hver dag skal forsøge at gøre det så godt som muligt. At det betyder noget, at vi kan klare os selv, at vi bliver dygtige til det, vi arbejder med, at vi indgår i forpligtende sammenhænge.

Vi har nået smertegrænsen for, hvad samfundet kan og skal tage sig af.

debat@altinget.dk