Undgå gratister og overforbrugere

Ulrik Kjær
Professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, Odense.

Så er den der igen. Denne gang er det i Esbjerg kommune, at man diskuterer, hvorvidt berørte borgere selv skal betale for en service, som kommunen normalt tager sig af. I dette tilfælde er det nogle vejbump. Vi har set det mere og mere her i de, for kommunerne, økonomisk smalle år, og med mindre man er jubeloptimist i forhold til fremtidens offentlige økonomi, kommer vi nok også til at se det igen (og igen). Og diskussionen er vanskelig.

Argumenter om trafiksikkerhed (vil kommunen ikke betale for eventuelt at kunne redde liv?), lighed (bliver trafiksikkerheden så ikke bedst i velhaverkvartererne?) og allehånde andre hensyn flyver igennem luften. Men hvad er egentlig hovedproblematikken i disse svære, men måske også nødvendige diskussioner (uagtet om man så vælger at ændre eller beholde status quo)?

Direkte fra borgernes egen lomme
Ved første øjekast kan det jo se ganske fornuftigt og tilforladeligt ud, at borgerne selv kan komme på banen, når nu kommunekassen er lidt slunken. Hvis borgerne hellere vil bruge deres sparepenge på eksempelvis, at der fortsat er lys i gadelygterne i deres landsby om aftenen, at den lokale sportsplads bliver renoveret, eller at der kommer nye fliser på fortovet end på (endnu) en charterferie, så er det vel helt OK?

Ja og nej. Problemet er nemlig, at der i mange af disse tilfælde er tale om, hvad man kalder ”kollektive goder”. Det vil sige ting, hvor det er svært at udelukke enkeltborgere fra forbrug. Det er vanskeligt og besværligt at tænde og slukke gadelyset alt efter, om den der går aftentur har betalt til lyset eller ej. Det betyder også, at hvis kommunen samler penge ind til ekstra gadelys, så vil motivationen for den enkelte til at give et bidrag jo være begrænset – de andre betaler jo nok, og jeg kan jo alligevel nyde gadelyset, hvis det først bliver tændt.

Det skal ikke påstås, at vi alle er sådanne potentielle gratister, men én af grundene til, at kommunerne i dag tager sig af nogle af disse ting, er jo netop, at vi vil sikre os, at alle er med til at betale gildet. Nu kunne man jo lave særlige betalingsordninger for nogle af disse ekstrating, men pointen er, at skattebilletten alt andet lige er den billigste og mest effektive måde at inddrive pengene på.

Skattefinansierede ydelser
Der er imidlertid også en ulempe ved at lade forskellige kommunale serviceydelser være skattefinansierede, for når pengene betales af den store fælleskasse, så kan det til tider gå ud over den enkelte borgers sparsommelighed, når det kommer til de offentlige midler. Lad os endelig få så meget service som overhovedet muligt i mit kvarter eller min landsby – udgifterne bliver jo alligevel delt ud på alle kommunens borgere (og nabolandsbyen er dermed også med til at betale for mit ekstra gadelys).

Igen skal det ikke påstås, at fornuftige danske samfundsborgere kunne finde på at tænke sådan, men så længe risikoen er der, skal man vel passe lidt på. Vi hører oftere borgeres brok over, at der skæres på en ydelse, end brok over at kommunen bruger for mange penge på en service. Og når nu borgerne ser ud til at være bedre og mere aktive til at signalere, hvor de ser huller i den kommunale service, end hvor de ser overforbrug, kunne det jo måske være meget smart engang imellem at udfordre dem lidt. At teste deres betalingsvilje.

Hvis man nu fortæller, at den ekstra gadebelysning koster så og så meget (og at pengene skal falde nu), så kan det jo være, at borgerne i den givne landsby lige pludselig vil fortælle, at så meget har de egentlig heller ikke brug for lys midt om natten på nogle gader, hvor de er rimeligt stedkendte, og at de penge egentlig godt kan spares.

Der er således gode argumenter på begge sider af diskussionen, og kommunerne skal således betræde denne vej med varsomhed. De skal passe på ikke at gøre det for let for eventuelle gratister, men de skal også fra tid til anden sikre sig, at der indhentes viden om borgernes betalingsvilje.

Og så lige en rettelse: Øverst i denne kommentar skrives der, som det ofte gøres, at borgerne nu som noget nyt selv skal betale for disse ydelser. Men det er jo egentlig forkert. For det er jo altid borgerne selv, der betaler for de kommunale ydelser! Forslagene går på, at borgerne skal betale direkte for nogle udvalgte ydelser, men det ændrer jo kun på fordelingen af betalingsbyrden borgerne imellem. Det er under alle omstændigheder borgerne, der betaler for de offentlige ydelser – dette ændres jo på ingen måde af, at opkrævningen finder sted over skattebilletten.

 

debat@altinget.dk