Kommunerne skal styrke indsatsen for hjerneskadede

DEBAT: Kommunerne bør arbejde sammen i indsatsen over for hjerneskadede, slår formand for KL Erik Nielsen fast. På den måde kan kommunerne i højere grad skræddersy tilbuddene til den enkelte borgers behov, skriver han.

Af Erik Nielsen
Formand for Kommunernes Landsforening.

Mellem 2000 og 2500 borgere får hvert år en kompleks hjerneskade. Det er kommunernes ansvar, at disse borgere får den bedst mulige rehabilitering og genoptræning, efter de har været indlagt.

Dårlige enkeltsager omkring hjerneskadede har fyldt meget i medierne den seneste tid. Det kan vi ikke sidde overhørigt. Alle har krav på et ordentligt tilbud, uanset hvor i landet de bor.

En indsats på tværs af kommunegrænserne   
Kommunernes Landsforening offentliggjorde i sidste uge udspillet ”En styrket rehabilitering af borgere med hjerneskade”, hvor vi kommer med ti anbefalinger: Vi skal sikre specialviden, sikre en ensartet behandling i alle kommuner samt sikre, at der både er nærhed og helhed i indsatsen.

Det er helt klart, at kommunerne ikke hver især har de fornødne specialkompetencer eller ressourcer til at drive 98 højt specialiserede behandlingstilbud. Der er derfor behov for, at kommunerne i højere grad forpligter sig til et stærkere samarbejde på tværs af kommunegrænser og et stærkere samarbejde med de bedste specialtilbud.

Samarbejdet skal sikre ensartethed for borgeren, så behandlingen ikke afhænger af, hvor man bor. Vi skal derfor også i højere grad end i dag dokumentere indsatsen.

Tilbuddene skal individualiseres
Men det er ikke kun kommunerne, som skal forpligte sig. Specialtilbuddene skal følge med. Det er ikke nok, at de tilbyder pakkeløsninger til borgerne. Specialtilbuddene skal udvikles sammen med kommunerne i stedet for at lukke sig om sig selv. Tilbuddene skal i højere grad tilpasses den enkelte borgers behov, og de skal foregå i vante omgivelser og ikke på sygehuslignende centre.

Kommunernes egne forvaltninger skal desuden indrette deres indsats på en måde, så det er muligt at koordinere en rehabiliteringsindsats på tværs af forvaltningerne effektivt og hurtigt.

Hjerneskadekoordinatorer
Hjerneskaderehabilitering handler ikke kun om en sundhedsfaglig indsats med indlæggelse og behandling. Uddannelse og beskæftigelse skal for eksempel også inddrages – og det er det, vi kan i kommunerne. Flere kommuner har i dag en hjerneskadekoordinator eller et koordinerende team, som kan koordinere indsatserne på tværs af forvaltninger, så sammenhængen sikres. Den ordning skal udbredes til alle kommuner.

Der bør ikke herske nogen tvivl om, at rehabilitering af hjerneskade er en opgave, der helt naturligt ligger hos kommunerne. Vi er i gang med en rivende udvikling – og ja, der er et stykke vej endnu. Vi har for eksempel brug for nationale retningslinjer, som forpligter alle kommuner til en ensartet behandling der, hvor det giver den bedste effekt for den hjerneskadede borger, og vi har brug for at udnytte hinandens kompetencer på tværs af budgetter, faglighed og politiske ståsted.

Kommunerne skal forbedre deres indsats, det står fast. Men hvis man fra politisk side beslutter at flytte opgaven væk fra kommunerne, så sker det med sikkerhed på bekostning af den helhedsorienterede og nære indsats, som er så afgørende for borgeren og familien.

Forrige artikel Undgå gratister og overforbrugere Undgå gratister og overforbrugere Næste artikel Tryghed kræver forpligtelse af kommunalt samarbejde Tryghed kræver forpligtelse af kommunalt samarbejde