Tidligere S-borgmester i København er død

DØDSFALD: Tidligere socialborgmester i Københavns Kommune er død. Socialdemokraten Pelle Jarmer blev 81 år, og i 27 af dem sad han i Københavns Borgerrepræsentation. 

Pelle Jarmer, der som 25-årig blev formand for Danmarks Socialdemokratisk Ungdom og blot et år efter blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation, er død, 81 år gammel. 

Det skriver Politiken

Over en tredjedel af sit liv sad han i Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet. Det blev til i alt 27 år fra 1962 til 1989. Og i en årrække var han også socialborgmester i Københavns Kommune. 

Som Berlingske skriver, har det sociale engagement præget Pelle Jarmer gennem et langt liv både som politiker, socialborgmester, som bestyrelsesmedlem og formand for en række organisationer, udvalg og bestyrelser med tilknytning til arbejderbevægelsen. 

Efter Borgerrepræsentationen
I 1989 forlod han Københavns Rådhus og indtog stillingen som direktør for Gigtforeningen.

Efter et par år med blandt andet sygdom og arbejdsløshed kom han retur som konsulent for KAB’s bygge- og boligadministration med boligsociale problemer som hovedopgave. 

2003 blev året, hvor han gik på pension. Men han fortsatte med at bestride en række af sine tillidsposter. Helt til sin død bevarede han tillidsposten som menigt medlem af bestyrelsen for Børnenes Kontor, som han tidligere var formand for. 

Opvokset i Brønshøj og teknisk uddannet
Pelle Jarmer voksede op i Brønshøj, og her sluttede han også sine dage.

I 2016 flyttede han tilbage til Tingbjerg. Igennem 22 år havde han engageret sig i bydelen som bestyrelsesmedlem i Tingbjerghjemmet. 

Jarmer tog præliminæreksamen i 1952 og blev uddannet teknisk assistent i 1961 og derpå ansat ved Grønlands Tekniske Organisation (GTO), teleafdeling 1961-69.

Forrige artikel LA-profil vil overtage Villum Christensens folketingskreds LA-profil vil overtage Villum Christensens folketingskreds Næste artikel Borgmestre afviser lokale udflytninger Borgmestre afviser lokale udflytninger