Skuffet minister i opråb til kommuner: Genoptag alle sager forberedt af resultatlønnede konsulenter

RETSSIKKERHED: Kun ganske få udsatte borgere har fået genoptaget deres sag oven på kommuners ulovlige samarbejde med sparekonsulenter. Det er ikke godt nok, siger socialminister Astrid Krag (S), der følger sagen tæt.

Kommunerne skal rette op på deres ”aggressive” samarbejde med resultatlønnede konsulenter om at finde besparelser i udsatte borgers sager.

Det slår social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) fast med eftertryk, oven på Altinget torsdag kunne fortælle, at kun tre kommuner har genoptaget sager som konsekvens af, at deres samarbejde med konsulenterne har været i strid med loven.

"Min forventning er, at man både fremadrettet og bagudrettet får rettet op i sager, hvor mennesker har mistet hjælp efter brug af konsulenter,” skriver Astrid Krag i en mail til Altinget.

Ifølge Altingets afdækning har 31 kommuner gennem de seneste år hyret private konsulenter til at gennemgå over 1.300 sager på social- og handicapområdet for at finde besparelser.

I 22 af kommunerne har samarbejdet været baseret på en såkaldt no-cure-no-pay-kontrakt, hvor betalingen til konsulentvirksomheden afhænger af, hvor stor en besparelse kommunen opnår.

Ankestyrelsen sender indskærpelse
Og det er i strid med loven, hvis private konsulenter med den form for resultatafhængig løn deltager i at forberede afgørelse i konkrete borgersager. Det slog Ankestyrelsen fast i juni.

“Jeg er glad for, at vi har stoppet en praksis, som kan være meget aggressiv over for udsatte og mennesker med handicap,” skriver Astrid Krag.

Ankestyrelsen har derfor bedt samtlige involverede kommuner om at genoptage de sager, hvor resultatlønnede konsulenter er trukket ind i sagsbehandlingen. Men det er kun sket i ganske begrænset omfang.

”Det er skuffende, at det ikke er sket endnu, og så sent som i går har Ankestyrelsen sendt opfølgende breve afsted til en række kommuner om at genbehandle sagerne,” skriver Astrid Krag.

Hun understreger, at arbejdet ikke stopper, før "alle kommuner" har genoptaget de sager, som er forberedt af konsulentfirmaer med resultatløn i deres kontrakter.

Følger sagen tæt
Hovedparten af de øvrige 19 kommuner, som har indgået samarbejde med resultatlønnede konsulenter, afviser helt, at de behøver at genoptage sager. Det sker ikke mindst med henvisning til, at konsulenterne efter deres overbevisning ikke har deltaget i egentligt sagsforberedende arbejde, og at samarbejdet derfor ikke har været ulovligt.

Den udlægning undrer dog Søren Blæsbjerg, der er juridisk studielektor på Aalborg Universitet, og desuden har en fortid som borgerrådgiver i Viborg Kommune.

”Hvis konsulenterne har været inde og forholde sig til spørgsmål om borgerens behov og den hjælp, borgeren modtager, så er det svært at se det som andet end sagsforberedende arbejde,” har han tidligere udtalt til Altinget.

Astrid Krag har da heller ikke tænkt sig at lade kommunerne slippe med nemme svar. 

”Ankestyrelsen fortsætter med at følge op hos kommunerne, og jeg vil selv følge sagen tæt,” skriver hun til Altinget.

,

Forrige artikel Velfærdsoverblikket: Det sker i uge 48 Velfærdsoverblikket: Det sker i uge 48 Næste artikel Her er rammerne for regeringens frikommuneforsøg Her er rammerne for regeringens frikommuneforsøg