Replik fra Skanderborgs borgmester: Hovedstadskommuner bruger misvisende tal

REPLIK: Har København det sjettelaveste eller femtehøjeste serviceniveau i Danmark? Det sidste, svarer Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde (S), og kalder hovedstadens beregninger for “teori uden hold i virkeligheden”.

Af Jørgen Gaarde (S)
Borgmester, Skanderborg Kommune

I stedet for at bruge teoretiske beregninger bør diskussionen om rimelig udligning tage udgangspunkt i faktiske regnskabstal.

Et af hovedstadskommunernes argumenter i debatten om udligning mellem kommunerne er, at serviceniveauet er lavere i hovedstaden end i resten af landet.

Argumentationen bygger på Indenrigsministeriets nøgletal for det beregnede serviceniveau.

Men det tal giver ikke et korrekt billede af kommunernes reelle serviceniveauer. Det dokumenterer blandt andet rapporten 'Kommunernes beregnede serviceniveau' lavet af RimeligUdligning.nu.

Intet hold i virkeligheden
Tallene bygger på nogle teoretiske beregninger uden hold i virkeligheden. Eksempelvis siger nøgletallene, at serviceniveauet i København er landets sjettelaveste.

Men tager man udgangspunkt i Økonomi- og Indenrigsministeriets faktiske regnskabstal (www.noegletal.dk) for de tre store serviceområder pasning, skole og ældreomsorg, kan man se, at Københavns Kommune reelt bruger langt flere penge per indbygger i målgrupperne end eksempelvis Odder og Skanderborg kommuner.

Faktisk ligger Københavns Kommune over landsgennemsnittet. De beregninger, som Favrskov, Hedensted, Odder, Silkeborg, Syddjurs og Skanderborg kommuner i fællesskab har lavet, viser, at serviceniveauet i København i virkeligheden er landets femtehøjeste.

Forrige artikel Chefredaktør: Journalistikken skal leve lokalt Chefredaktør: Journalistikken skal leve lokalt Næste artikel Albertslund-borgmester: Skævt rådighedsbeløb skaber ubalance i Danmark Albertslund-borgmester: Skævt rådighedsbeløb skaber ubalance i Danmark