Sjællandske Medier skal finde ny ansvarshavende chefredaktør

Bente Johannessen stopper efter tre år som ansvarshavende chefredaktør på Sjællandske Medier. Bestyrelsen ønsker et generationsskifte, fortæller hun.

Tiden er inde til et generationsskifte hos Sjællandske Medier, som nu tager afsked med ansvarshavende chefredaktør Bente Johannessen. Det fortæller chefredaktøren gennem tre år til Journalisten.

Mediekoncernen skal derfor finde en afløser til 65-årige Bente Johannessen, der dog bliver ved roret, indtil afløseren er fundet. Udskiftningen handler ifølge koncernen ikke om en utilfredshed med Bente Johannessens arbejde. 

"Vi har kunnet konstatere, at vi på et tidspunkt inden alt for længe skal gennem et generationsskifte i den redaktionelle ledelse. Det vil vi gerne gøre godt, ordentligt og planlagt. Derfor igangsætter vi arbejdet med det nu," fortæller bestyrelsesformand Niels Jørgen Hansen til MediaWatch.

Bente Johannessen har været en del af Sjællandske Medier i knap 15 år. Hun er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Sjællandske Medier ejer blandt andet en række lokale og regionale dagblade, 42 ugeavistitler og driver sn.dk.

Forrige artikel Lev Uden Vold får ny direktør Lev Uden Vold får ny direktør Næste artikel Københavns it-direktør skifter til Rigspolitiet Københavns it-direktør skifter til Rigspolitiet