SF: Myten om det frie valg i ældreplejen stikker borgerne blår i øjnene

Af Kirsten Normann Andersen (SF)
Ældreordfører

Vi stikker borgerne blår i øjnene, når vi i snart 20 år har givet indtryk af, at det frie valg i ældreplejen giver borgerne reel indflydelse på den hjælp, som de har brug for.

Det frie valg i ældreplejen er begrænset til, at den ældre kan bestemme logoet på firmabilen. Hvilken hjælp den ældre ønsker, og hvordan hjælpen skal leveres, er forudsat af de standarder, som kommunerne har udarbejdet.

Standarderne og en stram central visitation danner grundlag for, at kommunerne kan føre kontrol med, at de opgaver, som de betaler for, også bliver leveret. Og de aftalte "kontrakter" danner på samme måde grundlag for afregning med såvel offentlige som private leverandører.

Næsten 20 års konkurrenceudsættelse har desuden presset såvel pris som arbejdstempo, og både borgere og ansatte oplever, at der dagligt må hakkes en hæl og klippes en tå for at få enderne til at nå sammen.

Det billede har i en årrække været konstant, og det er svært at få øje på, at strukturen, som har været gældende siden 2003, har giver bedre ældrepleje. På en række områder måske tværtimod.

Profitjagt blokerer for resultater
Ældre Sagen har eksempelvis flere gange påpeget, at det er vanskeligere at blive visiteret til hjælp, som, borgeren selv mener, at have brug for. På samme måde er det svært at blive visiteret til en plejebolig.

Vi ved ikke, hvor mange der får afslag på den hjælp, som de søger om, men vi ved, at borgere, som visiteres til ældrepleje eller plejebolig, har et større behov for hjælp end tidligere. Det vidner ikke om en tidlig indsats, men snarere om en for sen indsats.

Den stramme visitation har naturligvis til formål at styre kommunernes økonomi. Leverandører har til gengæld fokus på at efterspørge mere hjælp til borgerne – altså mere fortjeneste.

Af samme grund er der ikke stort incitament til at holde fokus på gode resultater, som måske kan reducere behovet for hjælp – altså mindre fortjeneste. 

Det er en usund struktur, og vi forbedrer ikke ældreplejen ved at foreslå mere af det samme i form af mere konkurrence og privatisering.

Vi skal i stedet give borgeren reel frihed til selv at vurdere og beslutte behov for hjælp i et samarbejde med dygtige ledere og ansatte, som kan byde ind med deres faglige understøttelse af borgerens behov.

Ingen blanco checks
Det kunne fint give mening at lave forsøg med selvvisitation ud fra devisen, at ældre ikke drømmer om at blive afhængig af hjemmepleje og derfor som udgangspunkt heller ikke beder om noget, som er unødvendigt.

Kvalitet i ældreplejen handler i høj grad om, hvordan den ældre oplever den hjælp, der modtages. Og kvalitet handler om, hvordan borgeren føler sig set og hørt på en måde, hvor man stadig kan have en god hverdag på egne betingelser.

Ikke mindst handler kvalitet om tryghed og tillid til dygtige ansatte, som kan råde og vejlede, når skavankerne fylder i hverdagen.

Ældre ønsker også selv at forebygge unødvendige indlæggelser, men det forudsætter både, at den ansatte har et godt kendskab til borgeren, og at den ansatte har tid til sammen med borgeren at forebygge alt fra alvorlige urinvejsinfektioner, forstoppelse og væskemangel til at hjælpe med at vedligeholde borgerens egne fysiske og mentale ressourcer.

Skal vi nå dertil, skal vi tænke strukturen i ældreplejen om. Det handler ikke om at udstede en blankocheck. Økonomien skal stadig styres.

Men det skal ske på en måde, hvor vi jagter de gode resultater, som til gengæld kan give luft til andre vigtige indsatser.

debat@altinget.dk