S er blevet bidt af en skovflåt

DEBAT: Socialdemokraterne negligerede, at de på valgaftenen blev bidt af en løftebruds-skovflåt. Skovflåten har fået lov til at sidde på regeringen siden - og det har store konsekvenser for den nye kommuneaftale. Det er dybt beklageligt, skriver Trine Schou, børneudvalgsformand for Lyngby-Taarbæk Kommune.

Af Trine Schou (R)
Børneudvalgsformand, Lyngby-Taarbæk

Det skete på valgaftenen, men de færreste bemærkede det. Bertel Haarder (V) placerede en skovflåt på den kommende regering.

Skovflåten blev placeret med følgende udsagn: "Hvis vi får en rød regering, så håber jeg det bliver en løftebrudsregering. For Danmark kan ikke holde til de løfter, de har givet"

Skovflåten var ganske lille og blev afsat i DR, endnu inden valgstederne var lukkede. Ingen tog notits af den lille, umiddelbart ubetydelige skovflåt, ellers betegnet som 'Danmarks farligste dyr'.

Skovflåt?
Skovflåten er en metafor. Et billedet på en mediehistorie, der - nøjagtig som det lille dyr i skoven - kan vokse fra det rene ingenting til en voldsom påvirkning. Naturens skovflåter kan vokse 100 gange i størrelse, og kan - hvis de ikke fjernes - gøre stor skade. Det samme gælder med 'omtale-skovflåter', hvis disse ikke fjernes, men blot negligeres.

Socialdemokraterne har negligeret, at de på valgaftenen blev bidt af en løftebruds-skovflåt. Skovflåten har fået lov at blive siddende, suge blod, inficere partiet i meningsmålingerne. Når man er blevet bidt af en skovflåt, kan skaden være så uoprettelig, at man i stedet for at blive husket for ens omdømme, budskaber og ståsted, huskes for selve skovflåten, der bliver det nye image.

Det kan derfor ikke siges indtrængende nok, at skovflåter - såvel i landskabet som medielandskabet - skal håndteres og fjernes professionelt.

Regeringen og kommuneaftalen
Socialdemokraternes løftebruds-skovflåt, der stadig ikke er håndteret, påvirker for eksempel mediernes modtagelse af den nye kommuneaftale. Ingen taler om den, ingen kender reelt indholdet (det er noget med klima og psykiatri), og konsekvensen af den nye kommuneaftale mellem KL og regeringen er der ingen, der rigtig forholder sig til.

I stedet forholder medierne, læserne og borgerne sig til skovflåten om løftebrud, at Thorning er i krise, og at vælgerne flygter fra Socialdemokratiet. Læren om 'omtale-skovflåter' er, at såfremt skovflåterne har siddet for længe, suget blod og vokset sig til 100 gange deres naturlige størrelse, så kan du ikke kommunikere noget nyt - ej heller politiske udmeldinger - fordi inficeringen fra skovflåten er så altoverskyggende.

Kommunikativ fjernelse af en skovflåt
Skovflåtmodellen® er en omdømme-model til håndtering af dårlig omtale. Skovflåtmodellen® er inddelt i fem kommunikationsfaser.

De fem kommunikationsfaser strækker sig fra tiden, FØR afsenderen overhovedet bliver bidt af en skovflåt. Til tiden EFTER fjernelsen af selve omtale-skovflåten, hvor der skal fortælles nye opbyggende mediehistorier, der fjerner fokus fra skovflåten. Først derefter kan afsenderen - her forstået som regeringen i almindelighed og Socialdemokraterne i særdeleshed - komme videre med deres politiske dagsorden og op i meningsmålingerne. Men intet af dette vil ske, før skovflåten bliver håndteret.

Kommunalvalg og løftebruds-skovflåt
At det vil påvirke Socialdemokraterne og SF frem mod det kommende kommunalvalg, at deres partier er bidt så kraftigt af en uhåndteret 'løftebruds-skovflåt', er der næppe tvivl om. Men det er og bliver en intern sag.

På de 98 kommuners vegne er det dog særdeles beklageligt, at årets absolut vigtigste kommunale politiske aftale ingen landsdækkende mediefokus får. Overhovedet!

I stedet går det hele går op i dén skovflåt, som Bertel Haarder diskret placerede. Som regeringen valgte at negligere fra første færd. Og som derfor stadig sidder og spærrer for al politisk kommunikation - herunder kommuneaftalen!

Forrige artikel Regeringspartierne er nogle hyklere Regeringspartierne er nogle hyklere Næste artikel Kommunerne er ved at gå helt amok Kommunerne er ved at gå helt amok