Regeringen mangler en politisk målsætning
DEBAT: Regeringen skyder med med spredehagl, og befolkningen mangler en råd tråd i de tre partiers målsætning for det danske samfund, skriver Vesthimmerlands borgmester, Knud Kristensen (K), i et debatindlæg.
Af Knud Kristensen
Konservativ Borgmester, Vesthimmerlands Kommune
Det er nu et halvt år siden, at den nye socialistiske regering tiltrådte. Det har indtil nu været en famlende og usikker begyndelse, hvor den politiske dagsorden er en ganske anden end valgkampens gyldne løfter og troen på egne fortræffeligheder.
Hver gang man skal forsvare sine dispositioner, sker det under dække af, at den svære økonomiske situation nødvendiggør, at man må handle anderledes end først antaget.
Skyder med spredehagl
Nu har man jo også sikret sig regeringsmagten, og der er jo længe til næste valg, så har befolkningen, som den plejer, glemt, hvad man lovede før valget, og hvad man rent faktisk så vedtog.
I hele dette flakkende billede af en regering, der tilsyneladende skyder med spredehagl for om muligt at ramme et eller andet, hvor man har befolkningen med sig, er der flere og flere, herunder også politiske iagttagere, som stiller spørgsmålstegn ved statsministerens evner til at formulere en egentlig overordnet politisk linje. Det kniber med, at store dele af befolkningen kan få øje på den såkaldte røde tråd i de tre partiers målsætning for det danske samfund.
Regeringens støttepartier
Regeringen har ellers sit flertal på plads. Støttepartiet Enhedslisten er der ingen, der behøver at tage hensyn til.
Det er et parti med store ord og armbevægelser, men som i alle henseender blot er stemmekvæg for den nye regering.
Hver gang regeringen foretager dispositioner, som Enhedslisten er imod, stemmer man alligevel for regeringens forslag med henvisning til, at der så er noget andet, som Enhedslisten er glad for er gennemført.
Enhedslistens mandater er derfor lige så sikre som, hvis det havde været socialdemokratiske mandater.
Spørgsmålet om regeringens levetid skal jeg ikke spå om. Interne uenigheder de tre partier imellem kan skabe problemer, specielt i relation til SF.
Partiet satsede hårdt for at få lov til at komme med i en regering. Man omlagde sin politik fra at være et socialistisk parti til på væsentlige områder nærmest at være et borgerligt parti. Den pris var man indstillet på at betale, også med det helt naturlige resultat, at SF's vælgere i frustration gik til Enhedslisten.
Oplevelsen af at kunne kalde sig minister, at færdes på de bonede gulve og lade sig transportere rundt i en ministerbil gik forud for at sikre partiets stabile store vælgertilslutning.
Det er ikke alene i den traditionelle vælgertilslutning, at det kan koste SF dyrt at gå med i en regering. Partiet har måttet give køb på de fleste af partiets mærkesager.
Lad mig blot nævne betalingsringen, millionærskatten og højst 24 elever i klasserne. Listen er væsentlig længere.
Spørgsmålet er, hvor længe SF kan holde til det nuværende regeringssamarbejde, hvor det i virkeligheden er de radikale, der sætter dagsordnen.
Splid mellem minister og de kirkelige embedsmænd
Kirke- og ligestillingsministeren har med stor ildhu kastet sig over sit ressortområde, og der er noget, der tyder på, at ingen andre i regeringen inklusiv statsministeren ser nogen grund til at indskrænke Manu Sareens lyst til at revolutionere kirken og de kirkelige handlinger.
Det kan måske til en vis grad skyldes, at syv af ministrene ikke er medlemmer af folkekirken.
Jeg forudsætter ikke, at der er en skjult dagsorden om, at man gerne ser, at kirke og stat adskilles. Den danske folkekirke har i århundrede stået som en fast base for befolkningen.
Hvis der er 3½ år tilbage af regeringens levetid, kan kirke- og ligestillingsministeren nå at skabe endnu mere splid mellem ministrene og de kirkelige embedsmænd.
Mon ikke vores biskopper, provster og præster ser hen til, at denne regeringsperiode er den eneste og sidste for denne regering.
Konservativ Borgmester, Vesthimmerlands Kommune
Det er nu et halvt år siden, at den nye socialistiske regering tiltrådte. Det har indtil nu været en famlende og usikker begyndelse, hvor den politiske dagsorden er en ganske anden end valgkampens gyldne løfter og troen på egne fortræffeligheder.
Hver gang man skal forsvare sine dispositioner, sker det under dække af, at den svære økonomiske situation nødvendiggør, at man må handle anderledes end først antaget.
Skyder med spredehagl
Nu har man jo også sikret sig regeringsmagten, og der er jo længe til næste valg, så har befolkningen, som den plejer, glemt, hvad man lovede før valget, og hvad man rent faktisk så vedtog.
I hele dette flakkende billede af en regering, der tilsyneladende skyder med spredehagl for om muligt at ramme et eller andet, hvor man har befolkningen med sig, er der flere og flere, herunder også politiske iagttagere, som stiller spørgsmålstegn ved statsministerens evner til at formulere en egentlig overordnet politisk linje. Det kniber med, at store dele af befolkningen kan få øje på den såkaldte røde tråd i de tre partiers målsætning for det danske samfund.
Regeringens støttepartier
Regeringen har ellers sit flertal på plads. Støttepartiet Enhedslisten er der ingen, der behøver at tage hensyn til.
Det er et parti med store ord og armbevægelser, men som i alle henseender blot er stemmekvæg for den nye regering.
Hver gang regeringen foretager dispositioner, som Enhedslisten er imod, stemmer man alligevel for regeringens forslag med henvisning til, at der så er noget andet, som Enhedslisten er glad for er gennemført.
Enhedslistens mandater er derfor lige så sikre som, hvis det havde været socialdemokratiske mandater.
Spørgsmålet om regeringens levetid skal jeg ikke spå om. Interne uenigheder de tre partier imellem kan skabe problemer, specielt i relation til SF.
Partiet satsede hårdt for at få lov til at komme med i en regering. Man omlagde sin politik fra at være et socialistisk parti til på væsentlige områder nærmest at være et borgerligt parti. Den pris var man indstillet på at betale, også med det helt naturlige resultat, at SF's vælgere i frustration gik til Enhedslisten.
Oplevelsen af at kunne kalde sig minister, at færdes på de bonede gulve og lade sig transportere rundt i en ministerbil gik forud for at sikre partiets stabile store vælgertilslutning.
Det er ikke alene i den traditionelle vælgertilslutning, at det kan koste SF dyrt at gå med i en regering. Partiet har måttet give køb på de fleste af partiets mærkesager.
Lad mig blot nævne betalingsringen, millionærskatten og højst 24 elever i klasserne. Listen er væsentlig længere.
Spørgsmålet er, hvor længe SF kan holde til det nuværende regeringssamarbejde, hvor det i virkeligheden er de radikale, der sætter dagsordnen.
Splid mellem minister og de kirkelige embedsmænd
Kirke- og ligestillingsministeren har med stor ildhu kastet sig over sit ressortområde, og der er noget, der tyder på, at ingen andre i regeringen inklusiv statsministeren ser nogen grund til at indskrænke Manu Sareens lyst til at revolutionere kirken og de kirkelige handlinger.
Det kan måske til en vis grad skyldes, at syv af ministrene ikke er medlemmer af folkekirken.
Jeg forudsætter ikke, at der er en skjult dagsorden om, at man gerne ser, at kirke og stat adskilles. Den danske folkekirke har i århundrede stået som en fast base for befolkningen.
Hvis der er 3½ år tilbage af regeringens levetid, kan kirke- og ligestillingsministeren nå at skabe endnu mere splid mellem ministrene og de kirkelige embedsmænd.
Mon ikke vores biskopper, provster og præster ser hen til, at denne regeringsperiode er den eneste og sidste for denne regering.
V skylder et klart svar om regionernes fremtid
