Professor: Hvordan kan V mene, at billige lån er en sovepude?

DEBAT: Sikring af billige lån er et plus for det danske samfunds udvikling. Det er vanskeligt at få øje på den sovepude, Venstres Thomas Danielsen taler om, skriver Bent Greve, professor i samfundsøkonomi på RUC.

Af Bent Greve
Professor i samfundsøkonomi på RUC

Venstres energiordfører skriver i sit indlæg på Altinget den 11. maj, at: ”De billige lån er blevet en sovepude”.

Indrømmet, det var et overraskende budskab. Omkostningsminimering er et klassisk ønske for virksomheder – uanset om de er offentligt eller privat ejede. Billige lån må derfor være ønskværdige, da det kan sikre offentligt ejede virksomheder, der skal hvile i sig selv, kunderne den billigste pris, og i private virksomheder såvel forbrugerne gode priser som ejerne overskud.

Hvor er eksemplerne?
Det argumenteres, at billige lån fører til overinvestering. Men er der konkrete eksempler herpå? Som jeg forstår det, er der rammer for, hvad forsyningssektoren må investere i, ligesom der er rammer for, hvordan og på hvilken måde de samfundsøkonomiske konsekvenser skal beregnes.

Det betyder, at når der tages stilling til investeringer, så er der klar viden om, hvad de overordnede økonomiske fordele og ulemper er ved en investering, og om det er fornuftigt for samfundet.

En central fordel ved offentlige forsyningsvirksomheder er endvidere, at her kan samfundet via lovgivning og regler stille krav til adfærd. Samtidig kan de forskellige regler og reguleringer, herunder sikkerhed for at der investeres i så effektive løsninger som muligt, også give brugerne en garanti for, at de har sikkerhed for forsyning på de bedste vilkår.

En vanskelig sovepude
Private ejere af forsyningsvirksomhed kan have en tendens til at have en kortere tidshorisont, inden for hvilken de skal have forrentet deres investering.

Denne tidshorisont behøver ikke være forenelig med en samfundsøkonomisk planlægningshorisont, ligesom det ikke er foreneligt med et hensyn til forbrugerne, at der er nogle, som vil kunne opnå monopollignende situationer inden for forsynings området.

Det er derfor vanskeligt at se, at billige lån skulle være en sovepude og herunder, at der ikke skulle være mulighed for gennem regler og aftaler at stille krav til, hvordan virksomhederne inden for et område rent faktisk anvender deres penge på en fornuftig måde.

Billige lån er et plus
Sikring af billige lån er jo i virkeligheden et plus for det danske samfunds udvikling, da flere også langsigtede investeringer i miljø, forsyning og sikkerhed bliver muligt. Så hvis man er utilfreds med de investeringer, der faktisk foretages, er det ikke på låneområdet, man skal ændre, men derimod i hvilke regler der er for virksomhedernes adfærd.

Vi har gennemgående en velfungerende forsyningssektor – og her som andre steder – skal man passe på med store ændringer, fordi der måske er et enkelt eller to eksempler på, at det ikke gøres ordentligt.

Forrige artikel Dansk Byggeri: Tunnel til Sverige berører hele Nordsjælland Dansk Byggeri: Tunnel til Sverige berører hele Nordsjælland Næste artikel Københavns Madhus: For 25 millioner kroner varm mad Københavns Madhus: For 25 millioner kroner varm mad