PLO-formænd: Farligt at skrive almen praksis ud af samarbejdet i det nære sundhedsvæsen
Det er uforståeligt og meget bekymrende, at regeringen, regionerne og kommunerne vil skrive praktiserende læger ud af det styrkede samarbejde i det nære sundhedsvæsen, skriver de fem regionale formænd for PLO.
Af Peder Reistad, Camilla Høegh-Guldberg m.fl.
Se alle indlæggets afsendere i faktaboksen længere nede i artiklen
Oven på to år med stort fokus på COVID-19 er der udsigt til, at Folketingets partier i den kommende tid skal forhandle om en ny sundhedsaftale, der skal ruste sundhedsvæsenet til at håndtere de nærmeste års udfordringer med blandt andet flere ældre og multisyge patienter.
Det er åbenlyst, at den primære sundhedssektor skal styrkes, så vi fortsat kan være i stand til at varetage størstedelen af befolkningens sundhedsmæssige behov. Imidlertid frygter vi, at man politisk er ved at skrive almen praksis ud af det styrkede samarbejde mellem regioner og kommuner, som der åbenlyst er behov for.
Praktiserende læger er ikke repræsenteret i klynger
Sidste sommer indgik regeringen en aftale om med KL og Danske Regioner om, at der skal etableres såkaldte sundhedsklynger omkring de 21 akutsygehuse. Klyngerne skal danne ramme om et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem parterne i det nære sundhedsvæsen.
Udfordringen er dog, at klyngerne mest er en slags implementeringsorgan for de to øvrige udvalg i den nye regionale struktur: ”Klyngernes politiske overbygning” og ”Sundhedssamarbejdsudvalget”.
I disse to udvalg mødes ledelsen af region og kommuner og sætter retning for samarbejdet i klyngerne og for hovedparten af udviklingen af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Men her er de praktiserende læger ifølge aftalen ikke repræsenteret. Det er uforståeligt og meget bekymrende.
Det fælles ejerskab i det nære sundhedsvæsen kan forsvinde
Skal man have en vellykket reform af det nære sundhedsvæsen, skal de tre parter – region, kommuner og egen læge - jo netop være fælles om at sikre mere sammenhængende forløb om patienter, som passes af både sygehuse og kommuner. Egen læge vil være en central tovholder i disse patienters ofte komplekse forløb på sygehus og i forhold til hjemmepleje og andre kommunale sundhedstilbud.
Uden et samarbejde på ledelsesniveauet mellem alle tre parter risikerer vi, at det fælles ejerskab i det nære sundhedsvæsen forsvinder.
Det vil være ulykkeligt og paradoksalt, for netop i disse år er vi ellers på vej i den rigtige retning. De praktiserende læger tager såvel regionalt som på landsplan et stort og forpligtende ansvar i sundhedstrekanten – to eksempler er aftalerne i sidste overenskomst om sundhedstjek af borgere på botilbud og lægefaglige vurderinger af patienter på kommunale akutfunktioner.
Som praktiserende læger kender vi sundhedsvæsenet indefra. Vi har meget viden at byde ind med til gavn for patienterne. Vi vil meget gerne stille vores almen-lægefaglige ekspertise og vilje til samarbejde til rådighed for et trebenet samarbejde med kommuner og region.
Det er måske ikke altid nemt at samarbejde tre parter, men løsningerne bliver bedre, mere gennemarbejdede og mere langtidsholdbare med alle parter ombord. Enhver ved, at en tobenet stol er en konstruktion, som giver ubalance.
{{toplink}}
Benedikte Kiær: Udligningsspøgelset skal ikke have lov til at true det kommunale sammenhold
Diabetescenter: Forebyggelsesprojekter kan afvikles ud fra "no cure, no pay"-devisen
