Pia Kjærsgaard: Manglen på ældreboliger ligner en ulykke i slowmotion

Manglen på ældreboliger er en presserende opgaver, der kræver nye partnerskaber med ikke mindst pensionsselskaber. Også for at sikre, at private virksomheder ikke bare "skummer fløden", skriver Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

Ældre blev stort set ikke nævnt i statsminister Mette Frederiksens åbningstale den 3. oktober. Heller ikke selv om samme statsminister i sin nytårstale i 2022 talte om en ny start for ældreområdet.

Jeg tror, at rigtig mange dengang nærede store forhåbninger til regeringens vilje til at sætte kommunerne fri og bekæmpe omsorgssvigt og andre mangler på området.

Måske viste det hele sig at være en for stor mundfuld? Eller måske ønsker statsministeren at reservere sine tale til specifikke områder af velfærden for at nå hele vejen rundt.

Nuvel, 2022, var et valgår – måske ligger noget af forklaringen og gemmer sig der. Men problemerne er langt fra løst – tværtimod er tilstandene blevet værre i kraft af nedskæringer i de kommunale budgetter.

Den ”nye start” har vi heller ikke hørt meget til. Ifølge regeringens lovprogram er en ny ældrelov på programmet i 2024, og den venter vi naturligvis spændt på.

{{toplink}}

Ældre får ikke den bolig, de har behov for

Men det betyder jo ikke, at vi andre behøver at ligge på en lade side og sidde med hænderne i skødet, når det handler om forslag til, hvordan de mange problemer inden for ældreområdet kan blive løst.

En presserende opgave er manglen på plejehjemspladser. Vi oplever i stigende grad, at svage ældre med åbenlyse behov for pleje og omsorg ikke kan komme på plejehjem eller få anvist en egnet bolig.

I KLs eget regneværktøj ”Plejeboligmodellen” er man nået frem til, at vi i 2030 kommer til at mangle 5000 plejeboliger i 2030. Det står i skærende kontrast til den kendsgerning, at dækningsgraden – forholdet mellem antallet af plejeboliger og ældre over 80 år – er faldet.

Med andre ord kan den nuværende situation minde om en ulykke i ”slowmotion”.

Partnerskaber skal sikre tusindvis af boliger

Udsigten til at mangel på boliger er ikke alene utilfredsstillende for de mange ældre, som må prøve at klare sig i eget hjem med massiv støtte fra hjemmeplejen og pårørende, men er også med til at skabe utryghed generelt, fordi folk begynder at spørge sig selv, om der mon overhovedet kan blive en plejebolig til dem, når behovet opstår.

For Dansk Folkeparti handler ældreområdet om anstændighed og værdighed. Mennesker, der har betalt skat og arbejdet gennem et langt liv skal ikke føle sig truet på deres eksistens, hvis de får behov for den tryghed, som en plejebolig kan give dem.

Derfor har vi foreslået en model for finansiering af plejeboliger.

Under overskriften ”Partnerskab om bedre boliger til danske ældre” foreslår vi helt konkret, at der etableres 5000 nye friplejehjemspladser inden 2028, herunder at 1000 pladser afsættes til den gruppe, som har haft en særlig hård tilværelse og ikke har haft mulighed for at spare tilstrækkeligt op – faktisk samme gruppe, som vi for et par årtier siden tilgodeså med introduktionen af ældrechecken.

Private skal ikke "skumme fløden"

Vi foreslår, at det bliver pensionsselskaberne – og dermed alle danskeres pensionsmidler – som investerer i at etablere de mange nye plejeboliger, hvilket falder glimrende i tråd med pensionsselskabernes eget ønske om at investere i vores ældre.

Det betyder også, at der ikke kommer til at sidde private firmaer til at skumme fløden, men danskernes pensionsformuer bliver øget.

En væsentlig sidegevinst er desuden, at kommunernes budgetter på anlægssiden bliver lettet betydeligt, og at kommunerne således kan koncentrere sig om uddannelsen og prioriteringen af kompetent personale, som virkelig brænder for deres job.  

Vi ser meget frem til det videre arbejde med forslaget – og vi ser frem til arbejdet med en kommende ældrelov.

Forrige artikel Forskere: De faldende fødselstal fortæller, at vi står i en krise – vi har brug for en national fertilitetsstrategi Forskere: De faldende fødselstal fortæller, at vi står i en krise – vi har brug for en national fertilitetsstrategi Næste artikel Borgmestre i Nordvestjylland: Kommuner skal belønnes ordentligt for VE-opsætning Borgmestre i Nordvestjylland: Kommuner skal belønnes ordentligt for VE-opsætning