Nyt panel på Altinget | Kommunal

NYE ANSIGTER: Altinget | Kommunal lancerer nu et panel bestående af eksperter, aktører og beslutningstagere, der i løbet af valgåret vil debattere kommunal økonomi, rammer og det kommunale selvstyre.

Det er nogle tunge folk, Altinget | Kommunal har hevet op af hatten til dette panel, der skal analysere og debattere det kommunale område, komme med bud på nye gode løsninger og stille de mest interessante spørgsmål.

I panelet sidder kommunernes minister, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), tidligere vismand og nuværende direktør for KORA, Jan Rose Skaksen, konservativ finansordfører, Mike Legarth, og en række andre aktører og kommunale topfolk.

Henrik Christoffersen
Henrik er forskningschef i den liberale tænketank Cepos, hvor han fokuserer på velfærdsstaten og kommunernes effektivitet. Desuden er han ekstern lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, mens han tidligere har arbejdet i AKF, Anvendt KommunalForskning, og Kommunernes Landsforening, KL.

Jan Rose Skaksen
Som tidligere vismand var Jan et naturligt valg, da KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, sidste år skulle ansætte sin første direktør. Udover at være vismand har Jan fungeret som professor, forsker og underviser på adskillige universiteter i ind- og udland.

Jens Jonatan Steen
Jens er analysechef i centrum-venstre-tænketanken Cevea, som han selv har været med til at stifte. Jens redigerede forrige år debatbogen Velfærd med et menneskeligt ansigt, og tidligere har han arbejdet for Kulturministeriet, Mellemfolkeligt Samvirke og Krogerup Højskole.

Lars Krarup
Lars har været borgmester i Herning i mere end ti år, og ved det seneste kommunalvalg stemte en tredjedel af herningenserne på Venstre-manden. Lars, der oprindeligt er uddannet slagter, har været en del af KL's fem mand store formandskab siden 2010.

Lea Stentoft
Som kommunalpolitisk konsulent i arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri beskæftiger Lea sig især med kommunernes erhvervsvenlighed, offentligt-privat samarbejde og kommunernes økonomi. Hun er uddannet cand.scient.pol. og har tidligere arbejdet som politisk konsulent på Christiansborg og for Dansk Arbejdsgiverforening i Bruxelles.

Margrethe Vestager
Margrethe har som økonomi- og indenrigsminister hånd i hanke med kommunerne. Hun er partileder for Radikale Venstre, blev første gang minister i 1998 og har siddet i Folketinget siden 2001. Margrethe har tidligere arbejdet som embedsmand i både Finansministeriet og Økonomistyrelsen.

Mette Touborg
Som borgmester i Lejre er Mette en af kun to SF-borgmestre. Hun er desuden næstformand i sit parti og medlem af bestyrelsen i KL. Mette er uddannet sygeplejerske og er datter af SF-koryfæet Kristen Touborg.

Mike Legarth
Mike er finansordfører og kommunalordfører for Konservative. Han har siddet i Folketinget siden 2007 og var fra 2002 til 2006 borgmester i den nu nedlagte Vamdrup Kommune. Mike er tidligere politimand og racerkører og har siden 1989 ejet og drevet inkassovirksomheden Connection Inkasso.

Forrige artikel Spaden skal hurtigere og billigere i jorden Spaden skal hurtigere og billigere i jorden Næste artikel Vestager: Budgetlov skaber råderum i kommuner