S-lokalpolitikere: Folkeskolen er i krise

DEBAT: Det er tid til mindre råben og mere handling, så vi kan hjælpe folkeskolen ud af krisen, skriver en række socialdemokratiske lokalpolitikere i et fælles debatindlæg.

Af Simon Pihl Sørensen, Anders Kronborg, Mai-Britt Beith Jensen, Martin Stenmann, Martin Jensen og Mette Hoff
Hhv. viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune (S), folketingskandidat og udvalgsformand i Esbjerg Kommune (S), byrådsmedlem i Hjørring Kommune (S), byrådsmedlem i Nyborg Kommune (S), byrådsmedlem i Vejle Kommune (S) og kommunalbestyrelsesmedlem i Lyngby-Taarbæk Kommune (S)

Folkeskolen er presset. Flere og flere vælger folkeskolen fra. Imens strides aktørerne stadig om reform og indgreb. Mistilliden gennemsyrer debatten.

Vi mener, tiden er til at fokusere på at hjælpe folkeskolen ud af krisen. Mindre råben og mere handling. Som lokalpolitikere arbejder vi dagligt med folkeskolen og kan se konsekvenserne af de sidste års ufrugtbare krig. Tiden er til at lytte og lære. Ligesom børnene i skolen.

Derfor har vi udarbejdet et folkeskoleoplæg, hvor vi har taget pejling af kritikken på en lang række områder. Vi skal sikre et bedre økonomisk fundament, og vi skal den rigide new public management til livs. Men det vigtigste er, at aktørerne sammen kommer videre. Intet er vigtigere end folkeskolen.

Brug for handling nu
Den danske folkeskole har igennem generationer været vores fælles mødested på tværs af klasser og skel. Den har været med til at forme og udvikle generationer af børn til at blive livsduelige voksne mennesker. Derved har folkeskolen styrket vores fælles identitet og sammenhængskraft.

Der er brug for at handle nu, hvis folkeskolen fortsat skal være dette naturlige valg for de fleste danskere. Og det skal den, for det medvirker til at styrke sammenhængskraften og fællesskabsfølelsen i Danmark.

Det er her, vi danner, det er her, vi underviser, det er her, vi lærer til et langt liv SAMMEN med andre mennesker. Det er her demokratiet, det oplyste samfund, gives endnu mere liv for kommende generationer. 

Vi har gjort overvejelser om, hvad vi mener kan danne grundlaget for en mere frugtbar debat om folkeskolen. En debat, som er vigtig, ikke bare nu og her, men også i årene fremover. Det er i og omkring folkeskolen, det skal spire og gro.  

Nedsætte en forsoningskommision
Men for at komme videre må der skabes et fælles grundlag: Vi foreslår, at der nedsættes en kommission – man kunne passende kalde det en forsoningskommission - der gør status på reform og rammevilkår.

Forsoning skabes ikke fra dag et. Men første skridt er fælles erkendelse af, hvordan virkeligheden ser ud. Medarbejdere, forældre, elever, politikere og forskere bør repræsenteres i kommissionen på lige fod.

Lad os gå ombord i viden og praksis. Hvad virker, og hvad virker ikke? Det bør ikke være så svært. Vi skal bare gøre, som vi prædiker over for vores elever i folkeskolen: Vi skal vise hinanden respekt.

Forrige artikel V-spidskandidat: Gode viljer kan ødelægge markedet V-spidskandidat: Gode viljer kan ødelægge markedet Næste artikel Debat: Borgerne kan og vil sortere affaldet Debat: Borgerne kan og vil sortere affaldet