Lokaldemokratiet skal bære det fulde ansvar
DEBAT: Forskningschef i Cepos Henrik Christoffersen mener, at der bør ske en reform af det kommunale finansieringssystem, hvis det lokale demokrati skal bibeholde dets betydning.
Når vi skal have afgjort, hvad alle vores ressourcer skal bruges til, betjener vi os af forskellige beslutningsformer.
Vi træffer vores individuelle forbrugsbeslutninger på markedet. Vi fastlægger vores overordnede fælles beslutninger, når vi stemmer ved valg til Folketinget.
Og vi træffer beslutningerne om vores lokale dagligdags fælles forbrug, når vi stemmer ved kommunevalg.
Det lokale demokrati skal principielt tage stilling til to spørgsmål: Hvor stort skal vores fælles lokale forbrug være i forhold til vores private forbrug (skatteprocenten). Og hvordan skal vores fælles lokale forbrug sammensættes.
Det første spørgsmål lader sig nemt afgøre ved kommunalvalg, fordi det her slet og ret drejer sig om hvor meget.
Kommunerne bærer ikke ansvaret
Det andet er vanskeligere at afgøre ved et kommunalvalg, hvor vi alle afgiver en enkelt stemme, for her er et meget stort antal muligheder, som kan kombineres i det uendelige. Så det overlader vi i hovedsagen til vores kommunalpolitikere at afgøre.
Nu er det imidlertid blevet sådan, at vi i praksis heller ikke længere afgør, hvor stort vores fælles lokale forbrug skal være i forhold til vores private forbrug ved kommunevalget.
Skatteprocenter er givet i kraft af, at kommunerne har incitament til at bruge så mange penge, som de kan slippe afsted med i forhold til aftaler og sanktionsmekanismer.
Det beror på, at det kommunale finansieringssystem er indrettet, så kommunerne ikke bærer det fulde samfundsøkonomiske ansvar for deres egne udgiftsbeslutninger.
Der er kommunaløkonomisk balance, når en kommune øger dens udgifter og beskatning lige meget, men sådan en manøvre belaster samfundsøkonomien og sænker arbejdsudbuddet og dermed statens indtægter.
Og når kommunerne ikke skal betale den fulde samfundsøkonomiske pris, så vil de forbruge mere end samfundsøkonomien kan bære.
Derfor har det nuværende finansieringssystem uvægerligt ført til, at staten må sløjfe kommunernes ret til at afgøre, hvor stort vores fælles lokale forbrug skal være i forhold til vores private forbrug.
Svækkelse af lokaldemokratiet
Herved er der sket en fundamental svækkelse af det lokale demokrati. Det blev accepteret i 2007 i strukturreformen, men konsekvenserne er blevet tydeliggjort i den seneste valgperiode, hvor sanktionerne ved overskridelse af økonomiaftaler er blevet gjort så voldsomme, at kommunerne ikke kan leve med overskridelser.
For mig at se er der nu ingen vej uden om at reformere det kommunale finansieringssystem, så kommunerne pålægges det fulde samfundsøkonomiske ansvar, når de træffer nye udgiftsbeslutninger. Ellers vil det lokale demokrati sygne hen.
Det ligger jo i det hele taget i tiden at nedprioritere lokalt demokrati. Produktivitetskommissionen peger på et potentiale i kommunerne, som beregnes ved at se på udgifterne i forhold til det effektive udgiftsniveau på alle de enkelte opgaveområder.
Det lægger lige op til central kontrol og regelfastsættelse i forhold til enkeltopgaver, og så smuldrer også de sidste rester af lokale politiske prioriteringer.
Lokalt demokrati starter med lokalt ansvar. Det fulde ansvar. Vi har lagt opgaver ud, men placerer i sidste ende det økonomiske ansvar for flere udgifter hos staten. Det hænger ikke sammen.
Sverige og Finland vælger anden dagpengevej end Danmark
Danskerne kan blive bedre til dansk og matematik
