KL: Vi står mere flere spørgsmål end svar om liberaliseringen af affaldssektoren

Af Birgit S. Hansen
formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg

Målet står egentlig ret klart: Hvis vi skal have reduceret vores samlede CO2-udledning med 70 procent inden 2030, er det nødvendigt, at vi forbrænder mindre af vores affald – og at det gøres på en måde, der er bedre for miljøet.

Men vejen til dét mål er brolagt med vældig mange flere spørgsmål end svar.

KL’s plan for en styret tilpasning af kapaciteten blev afvist. Derfor er den politisk aftalte vej nu, at affald til forbrænding skal afhændes til dem, der vil give mest for det eller brænde det billigst af. Tilbage står stadig, hvordan vi sikrer, at borgerne ikke ender med en kæmpe regning?

Hvordan sikrer lovgiverne, at tilpasningen sker miljø- og energimæssigt mest effektivitet? Det har vi ikke fået svar på. Vi ved bare, at myndighederne nu arbejder i 12 forskellige spor for at afklare de mange problemstillinger.

Jeg vil i indlægget her fremhæve nogle af de særlige opmærksomhedspunker, vi har som repræsentanter for dem, der ejer forbrændingsanlæggene og hidtil har været forpligtet til at skaffe affaldet af vejen som en samfundskritisk opgave.

Varme til rimelige priser?

Som borger skal man være sikker på to ting: At affaldet bortskaffes og behandles miljømæssigt korrekt, og at man kan få varme i rørene til en rimelig pris.

Hvordan man via konkurrenceudsættelse vil sikre dette står hen i det uvisse. For hvad nu, hvis kapacitetstilpasningen kommer til at ske gennem mere eller mindre tilfældige konkurser eller vilkårlige lukninger, uanset om anlægget står for at levere varme i et område af Danmark.

Der er stadig kunder, der er afhængig af forbrændingsvarme – og det tager tid at udrulle en anden løsning. Skal kommunen så holde hånden under selskabet imens? Og hvad med de private, der eventuelt har investeret?

Får vi lukket de rigtige anlæg, når vi konkurrenceudsætter?

Ifølge aftalen skal forbrændingskapaciteten reduceres med 30 procent inden 2030. Hvordan det kan sikres gennem en konkurrenceudsættelse er også ganske uafklaret.

Samtidig med at det er anlæg, der kan håndtere affaldet billigst, der skal overleve, er det de mindst miljørigtige anlæg, der skal lukke, og staten vil stramme de gældende miljøkrav til forbrændingsanlæggene.

KL’s arbejde med en styret plan for kapacitetstilpasning var det en klar konklusion, at alle danske anlæg er ret så miljøeffektive. En anden konklusion var, at miljøeffektiviteten er høj på alle anlæg.

Hvilke krav der skal strammes, og hvilke juridiske muligheder der er for at sikre, at det er de mindst miljørigtige anlæg, der lukker, kender vi intet til. Kan vi risikere, at dem, der er konkurrencedygtige i pris, ikke er dem, der er de mest miljøeffektive?

Ender borgerne med en ekstraregning?

Dertil kommer, at affaldsforbrændingsanlæggenes gæld er omkring 10 milliarder kroner.

De lån er optaget med kommunal garantistillelse, så hvis et anlæg må lukke og ikke kan betale sin gæld, så hænger ejerkommunen eller -kommunerne på gælden. Og den regning kan kun ende ét sted, nemlig hos borgerne.

Vores erfaring fra prisen på affaldssortering har vist sig, at det ikke koster de 50 kroner, der nævnes i den politiske aftale, men i stedet 500 kroner. Risikerer vi også, at prisen på affaldsforbrænding stikker af?

Kan vi overhovedet investere i fremtidens affaldsenergianlæg?

Affaldsenergien er i Danmark præget af en stærk kobling til både varme- og elsektoren.

Den kobling er historisk set blevet lavet for at få størst muligt energimæssigt udbytte af affaldsforbrændingen. Hvordan dette sikres med konkurrenceudsættelse er uafklaret.

Sektorkoblingen og det demokratiske ejerskab har sikret miljø- og energimæssig effektivitet i verdensklasse. Samtidig er affaldsforbrænding en aktivitet, der har krævet – og også fremover vil kræve – store investeringer i anlæggene.

Med CO2-fangst vil vi på sigt kunne fjerne betydelige mængder af de samlede CO2-udledninger, men det kræver netop betydelige investeringer. Investeringer i en affaldssektor, hvor politikerne på Christiansborg har vedtaget, at det ikke må blive dyrere for borgere og virksomheder. Det er svært at få til at hænge sammen.

Spørgsmål og problemstillinger er der med andre ord mange af – vi skylder borgere, kommuner, virksomheder og forbrændingsanlæg at få afklaret de spørgsmål hurtigt.

KL har spillet ind med én model, og vi venter nu i spænding på, hvor ”den anden vej” egentlig fører hen. Det må vi se, når myndighedernes arbejde udkrystalliserer sig.

debat@altinget.dk