KL: Vi skal tage bedre hånd om de borgere, der lever et anderledes ældreliv

Alle mennesker er forskellige – også i alderdommen. Vi har forskellige ønsker til livet, og vi kommer med forskellige ressourcer, behov og udfordringer. Men der er også grupper af ældre borgere, hvis udfordringer er helt særlige. Det gælder for eksempel ikke-vestlige indvandrere, men det gælder også socialt udsatte borgere og borgere med handicap.

Derfor bør vi kigge på udfordringerne mere bredt for at sikre, at vi favner den samlede gruppe af ældre borgere med anderledes ældreliv. Det er vigtigt ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv, men også ud fra et etisk og menneskeligt perspektiv.   

For antallet af ældre borgere med anderledes ældreliv er – sammen med antallet af ældre borgere generelt – stigende. Antallet af ældre borgere i hjemløshed stiger, og det samme er tilfældet for antallet af ældre borgere med ikke-vestlig baggrund. Samtidig viser undersøgelser, at levealderen for gruppen af borgere med handicap er steget betydeligt over en årrække.

Det er positivt, at vi lever lange – og i langt de fleste tilfælde også rigtig gode – ældreliv. Samtidig er det vigtigt, at vi interesserer os for de udfordringer, det skaber. Og naturligvis også for, hvordan vi kan imødekomme disse udfordringer til gavn for både borgere, medarbejdere og vores samfund som helhed.

Mere komplekse og sammensatte behov

Set over en bred kam har ældre med et anderledes ældreliv ofte komplekse og sammensatte behov, som det kræver særlige kompetencer at løse. De bliver tidligere og mere syge end andre ældre borgere, de har ofte flere sygdomme på én gang, og de har måske ikke et socialt netværk, som kan hjælpe dem.

Erfaringer peger på, at borgere med ikke-vestlig baggrund kan være svære at tilbyde den rette hjælp i tide, blandt andet fordi de ikke selv opsøger hjælpen. De har enten ikke ressourcerne eller ser måske ikke selv behovet. Hvad angår ældre med ikke-vestlig baggrund spiller kultur også ofte en rolle.

På KL’s Ældrekonference i 2021 havde vi besøg af Azra Hasanbegovic, som er kommunalpolitiker i Vejle, foredragsholder og pårørende. En af hendes pointer var, at vi i det danske samfund skal blive bedre til at invitere ind og åbne os.

Rigtig mange pårørende til ældre borgere med ikke-vestlig baggrund påtager sig opgaven med at passe deres ældre familiemedlemmer. Det kan belaste de pårørende, men det kan også betyde, at deres familiemedlem ikke får den hjælp, som andre ældre borgere i Danmark tilbydes. Ofte ved de pårørende ikke, hvor de kan hente viden om for eksempel den demenssygdom, som et stadigt stigende antal ældre borgere har.

{{toplink}}

Brug for en samlet plan for ældre- og sundhed

Vi er nødt til at forstå ulighed i sundhed for at imødekomme udfordringerne på ældreområdet og give flere en god alderdom.

Det er afgørende, at der også tages hånd om de borgere, der lever et anderledes ældreliv, og som ikke er at finde i de sammenhænge, som mange andre ældre borgere finder det naturligt at indgå i. Der bør også være et særligt fokus på de pårørende, som mangler viden om sygdomme og behandling, men også om tilbuddene i det danske sundhedsvæsen.

Og der er ingen hurtige og nemme løsninger. Der er derimod behov for en langsigtet plan for ikke bare ældreområdet, men for det samlede sundheds- og ældreområde.

For også – og måske særligt – når vi taler borgere med anderledes ældreliv, er der behov for at tænke sundhedsområdet og ældreområdet sammen, hvis vi skal kunne tilbyde borgerne et godt ældreliv. Der er behov for en sammenhængende indsats med blik for det hele menneske. Man er ikke ældre på ét tidspunkt og patient på et andet, men menneske hele tiden.

Vi skal opspore, forebygge, koordinere og tænke i tidlige indsatser, hvis vi skal lykkes. For kompleksitet er et vilkår for rigtig mange ældre borgere, men nok særligt for ældre borgere med anderledes ældreliv.

debat@altinget.dk