Jann Sjursen: Investering i samfundets værst stillede bør vække politisk respekt

Af Jann Sjursen
Formand for Rådet for Socialt Udsatte

Social- og beskæftigelsesområdet fylder meget i den kommunale økonomi – cirka 60 procent af kommunernes nettoudgifter.

For mange kommunalpolitikere er det ikke på den gode måde, selvom det jo dækker over indsatser og ydelser, der er afgørende for mange borgeres liv.

Området er den største udgift, men sjældent dét, der giver politisk prestige – måske snarere politisk bøvl: Der er for meget lovgivning, der giver borgerne dyre rettigheder og forhindrer besparelser!

Heller ikke i kommuneøkonomiaftalerne er socialområdet med på den gode måde. Fokus har i mange år været på et ønske om at forstærke kommunernes muligheder for at styre økonomien.

Invester i de dårligst stillede
Aftalen for 2012 med målsætningen om at ændre serviceloven, så ikke blot faglige men også økonomiske hensyn blev indskrevet i formålsparagraffen, var et højdepunkt for økonomerne.

Men også de følgende aftaler har haft megen fokus på kortsigtet økonomisk styring fremfor på mere langsigtede sociale ambitioner om bedre kommunale indsatser til socialt udsatte understøttet af den nødvendige økonomi.

Det burde i stedet være en ambition at få en aftale, der sætter kommunernes indsatser i forhold til socialt udsatte højt på dagsordenen.

Investeringer i samfundets dårligst stillede borgere bør udløse politisk prestige, så det ikke blot er et politisk mantra, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler de dårligst stillede.

Kommunal misbrugsbehandling er underprioriteret
Kommunerne har i over ti år haft ansvaret for misbrugsbehandlingen. Det kan give anledning til at overveje, hvorfor den indsats ikke hidtil har haft en plads i de årlige økonomiforhandlinger.

Der er flere tendenser på området, som kalder på en mere grundig analyse. Center for Rusmiddelforskning skønner, at mellem 70-90.000 personer har et behandlingskrævende stofmisbrug.

Efter et kort dyk i antallet af narkotikarelaterede dødsfald er antallet i 2016 tilbage på det høje internationale niveau – over 270 personer årligt. I 2015 faldt antallet i behandling til 16.500 i følge den i øvrigt mangelfulde statistik – for eksempel er tal for 2016 endnu ikke offentliggjort.

På alkoholområdet står det mindst lige så slemt til. Nyeste estimater fra midtnullerne angiver et tal på 147.000 alkoholafhængige, mens der i 2014 var under 16.000 i offentlig finansieret alkoholbehandling. Underbehandling på misbrugsområdet gør, at alt for mange hænger fast i sociale problemer.

I den forbindelse er det centralt, at ”vinduet”, hvor motivationen til at tage imod behandling er til stede, for mange er ganske kortvarigt – især for nogle af de hårdest belastede og de unge. Det er vigtigt, at kommunerne kan tilbyde opstart af behandling straks, når personen med en afhængighed henvender sig. Det dur ikke at sige, at der ikke er plads lige nu, kom tilbage om en uge.

Ambitiøs misbrugsbehandling ind i aftalen
Centralt for behandlingsindsatsen er naturligvis, at borgeren også får hjælp til at håndtere de mange andre problemer i livet – somatiske og psykiske sygdomme, ensomhed, boligproblemer, konflikter, beskæftigelse osv. Behandlingen kan ikke stå alene, men den må heller ikke mangle.

Det vil være en landvinding i kommuneaftalen, hvis styringsdagsordenen bliver vendt på hovedet, så det bliver målsætninger for en forstærket kommunal indsats, der kommer på dagsordenen – og ikke hvordan kommunerne kan begrænse og styre borgernes rettigheder.

Man kunne starte med en forøgelse af kommunernes indsats for en misbrugsbehandling af høj kvalitet – altså ikke bare flere igennem, men flere bedre igennem.

Det skulle så kombineres med den helhedsindsats, borgeren typisk efterspørger, og med respekt for, at borgeren er direktør i eget liv.

debat@altinget.dk