Frihed til økonomisk ansvarlige kommuner

DEBAT: Kommunerne holdes i al for kort snor, skriver Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti. Dermed går han til genmæle mod Socialdemokraterne, som han beskylder for at ville detailstyre kommunerne.

Af Kristian Thulesen Dahl
Medlem af Folktinget og formand for Dansk Folkeparti

Det er dog tankevækkende at læse socialdemokraten Simon Kollerups seneste debatindlæg her på Altinget l Kommunal, hvor han i den grad retter en bredside mod mig. Hvis Dansk Folkeparti kommer til magten, så ”vil det betyde benhård styring af kommunerne og mindre lokalindflydelse til borgerne”, skriver Socialdemokraternes kommunalordfører. Det lyder voldsomt!
 
Det er selvfølgelig ikke Dansk Folkepartis politik. Tværtimod. I 2010 klagede netop mange kommuner over, at Christiansborg holder dem i en al for stram snor, og at kommuneaftalen hvert år er problematisk for flere kommuner at overholde.
 
Frikommuneforsøg
Dette ”nødråb” fra kommunerne bemærkede vi i DF, og jeg tog efterfølgende initiativ til et forsøg med frikommuner. Et initiativ til gavn for kommunerne, så de har mulighed for at vise, at de kan få pengene til at strække længere og kan sikre en bedre kvalitet for borgerne. Valget faldt på Fredensborg, Fredericia, Gentofte/Gladsaxe, Odense, Odsherred, Vejle, Vesthimmerland og Viborg.
 
Nu er kommunerne for alvor i gang med forsøget. Det bliver spændende. Og griber kommunerne det rigtigt an, og vil forsøget rent faktisk lykkes, så skal det selvfølgelig udstrækkes til også at gælde alle de øvrige kommuner. Jeg er tilhænger af frihed til kommunerne, hvis de viser en økonomisk ansvarlighed! Det kalder jeg nærdemokrati!

Hvor var Socialdemokraterne i forhold til den diskussion? Det første, regeringen gjorde efter valget sidste år, var at udskyde frikommune-forsøget og gøre det mindre, end vi andre ønskede!
 
Det er jo lidt tankevækkende, at Socialdemokraterne kritiserer DF for benhård styring af kommunerne, når partiet selv tilsyneladende ikke gør meget for at fremme nærdemokrati i kommunerne.

Frihed til anlægsaktiviteter
Som jeg nævnte i seneste debatindlæg her på Altinget l Kommunal, har kommunerne også for nylig ytret ønske om at bruge deres egne penge og sætte gang i anlægsaktiviteter og bygge og renovere eksempelvis skoler, børnehaver og ældrecentre. Sætter man gang i disse initiativer, vil det uden tvivl skabe vækst og arbejdspladser.

Formand for Kommunernes Landsforening Erik Nielsen fra netop Socialdemokraterne har udtalt: ”Mange kommuner ønsker at sætte mere skub i anlægsaktiviteterne og bygge og renovere skoler og daginstitutioner, lave klimasikring og så videre, men det er der ikke plads til inden for den aftalte ramme. Derfor ville det være godt, hvis der var mere rum til at øge investeringerne”. Men det vil hans eget parti på Christiansborg under ingen omstændigheder være med til. Men DF bakker op om kommunernes idé!

Netop disse to eksempler viser Socialdemokraternes sande ansigt. Og det er i hvert fald ikke mindre detailstyring af kommunerne. Tværtimod! Jeg håber, at debatten om rammerne for kommunestyret kan blive lidt mere nuanceret fremover.

Forrige artikel Forvrøvlede påstande om kommunale akademikere Forvrøvlede påstande om kommunale akademikere Næste artikel Regionalt monopol er dyrere og dårligere Regionalt monopol er dyrere og dårligere