EL: Magtfulde embedsmænd og borg­mesterpartier truer det lokale demokrati

Af Jette Gottlieb (EL)
Kommunalordfører

Det er en vigtig debat, der bliver rejst af Anne Marie Geisler fra Esbjerg Byråd i Altinget: For hvem bestemmer i kommunerne?

Det nemme svar er, at "det gør kommunalbestyrelsen", men jeg tror, at alle, der har været i berøring med kommunalpolitik, ved, at det kun er den halve sandhed. Beskrivelse af en politisk forhandling, der er fuldstændig styret af embedsværkets oplæg og konklusioner, er kendt i alle kommuner.

Problemet er i første omgang strukturelt. Reglerne bygger på princippet om, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne vælges hvert fjerde år, at opgaven er borgerligt ombud, og at arbejdet foregår i fritiden.

Stort set alle er valgt på en liste eller fra et parti. I de fleste kommuner er kun borgmesteren fuldtidslønnet. Selvom dét at der er tale om borgerligt ombud betyder, at man har ret til at få fri fra sit arbejde, giver det i praksis en skævhed i, hvem der reelt har mulighed for at stille op.

Det er nemt for offentligt ansatte – og pensionister og studerende – og svært for privatansatte, der let kan fyres, hvis deres fravær bliver for besværligt for arbejdsgiveren.

Formen giver begrænsninger
Grundlæggende er det selvfølgelig godt og vigtigt, at dem, der skal lede vores kommuner, har en solid forankring i det virkelige liv uden for rådhuset.

Men selve formen giver selvsagt nogen begrænsninger i, hvor mange ressourcer det enkelte medlem har til at læse papirer, sætte sig ind i sager, danne sig en mening og udøve sin beslutning. Nemmere for store partier end for små, nemmere for gamle garvede end for nye.

Ved kommunalreformen i 1970, hvor vi gik fra cirka 1.000 kommuner til cirka 275, skete der en ændring, der gjorde, at de fleste kommuner blev dannet af en by og dens opland.

Der var stadig tale om en stærk lokal forankring og i masser af kommunerne var der "sognelister", der skulle sikre, at alle dele af kommunen kom til orde ved valg af kommunalbestyrelser.

Men med den store centralisering i 2007, hvor antallet af kommuner gik ned til 98, ændrede situationen sig voldsomt. Der er en kæmpe forskel på opgaverne og vilkårene for bestyrelsesmedlemmet i den lille sognekommune med 1.000 indbyggere i 1968 og opgaver og vilkår for det nyvalgte medlem i Esbjerg med 115.000 indbyggere.

Det lokale demokrati er i fare
I mellemtiden er der også tilført en mængde nye opgaver til kommunerne, og både opgaver og økonomi er blevet næsten uoverskuelige for det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem.

Det er blandt andet derfor, at man i de fleste kommuner delegerer en række opgaver til borgmester og embedsværk lige efter et nyvalg.

Det betyder selvfølgelig, at embedsværket får en meget stærkere betydning, og at de og borgmesterpartiet får mere at skulle have sagt end de øvrige i kommunalbestyrelsen. Det lokale demokrati er på den måde i fare, og det må vi gøre noget ved.

Der er flere muligheder. Blandt andet kunne kommunalbestyrelsen delegere lokale opgaver til lokaludvalg, så de får kompetence til at træffe beslutninger tættest muligt på de, der er berørt af beslutningen.

Og så er vi nødt til at tænke igennem, om vi kan forbedre mulighederne for assistance til de enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer, så de reelt kan repræsentere dem, der har valgt dem.

Vi må kort sagt overveje, om der er behov for en fornyelse af Styrelsesloven.

debat@altinget.dk