Direktør for velfærdsvirksomhed: Ældreloven skal sikre, at eksisterende arbejdskraft bruges bedre

Social- og sundhedsassistenter laver vel det samme, hvis de er ansat i nogenlunde ens jobs? Nix. Ikke hvis de arbejder i forskellige kommuner.

I Danmark har kommunerne ansvaret for organiseringen af social- og sundhedsassistenter og fastlægger via autorisationer de specifikke opgaver, som social- og sundhedsassistenter må løse i den pågældende kommune.

Vores kommende ældrelov bør gøre op med de kommunale skævvridninger, der hverken tjener borgere eller medarbejdere. Og – set fra min stol – holder på ressourcer, som nemt kan forløses.

Frisæt medarbejdere ved at sløjfe den kommunalt fastsatte autorisation, der bestemmer, hvilke opgaver velfærdshænder må løfte. Uddannet arbejdskraft skal aktiveres og ikke passiviseres. 

Kommunal skævvridning af arbejdsopgaver

Jeg er direktør i en privat velfærdsvirksomhed, der samarbejder med flere kommuner, og jeg erfarer, at i nogle kommuner må vores social- og sundhedsassistenter rigtig meget. Andre steder må de meget mindre.

Det er helt hovedrystende i en tid med mangel på uddannet arbejdskraft, og skævvridningen gælder ikke kun social- og sundhedsassistenter. Hvordan vi måler kvalitet på et plejecenter, hvordan taksterne ligger, og hvad tilsyn fokuserer på, er også kommunalt bestemt.

Jeg har indsigt i efterhånden rigtig mange kommuner – og kommunale forskelle på flere områder. Af alle forskellene synes det faktum, at kommunerne begrænser vores sundhedsfaglige ressourcer så lokalt, mig mest gådefuldt. At ressourcer spildes.

Det er ikke længe siden, at ufaglærte medarbejdere i en kommune efter oplæring gerne måtte udlevere medicin. I samme kommune må ufaglærte medarbejdere i dag ikke engang udlevere færdigdoseret medicin.

Målet er at sikre faglighed, men konsekvensen er i praksis, at kvaliteten for borgeren daler dramatisk, fordi der simpelthen ikke er nok til at varetage opgaverne. Lige nu presser autorisationerne nogle mennesker med en særlig uddannelse, så for få skal for meget, og andre mennesker, som kan og vil, forhindres i at blive en ressource.

Det er en sandhed med modifikationer, men jeg mener, at de nuværende kommunalt bestemte faggrænser ødelægger mere, end de gavner.

Kan hjælpe rekrutteringen

En kommune har lige ændret, hvad forskellige faggrupper skal løfte, så nu må en social- og sundhedshjælper eksempelvis skifte smerteplaster, og en social- og sundhedsassistent må gerne give morfin i en kort og simpel kanyle. Det har lettet lidt på det. Men kun i den kommune.

Hvorfor må trænede social- og sundhedshjælpere på et plejecenter dog ikke give eksempelvis insulin eller dryppe øjne på "egen" beboer? Tidligere måtte de godt, og ligesom dengang skal medarbejderen selvfølgelig gives den nødvendige viden og erfaring, inden opgaven lægges i deres hænder.

{{toplink}}

Vi har altså mulighed for at sætte ressourcer fri og mindske rekrutteringsudfordringer betydeligt, hvis vi åbner faggrænserne. Ligesom man gjorde, da sygeplejerskerne overtog nogle af lægernes opgaver.

I dag forærer social- og sundhedsassistenternes indskrænkede faggrænser sygeplejerskerne arbejde, og de har, som alle vist ved, rigeligt at se til. Min vurdering er, at social- og sundhedsassistenter samt social- og sundhedshjælpere både kan og vil.

Lad os da fikse de nationale velfærdsproblemer, som lige nu vokser ude i kommunerne, med nationale løsninger.

Mange fordele ved frisættelse

Når jeg en dag bliver den borger, som skal have lavet sårskifte, håber jeg, at social- og sundhedsassistenten må gøre sit arbejde færdigt, så jeg ikke skal vente på sygeplejersken for derefter at vente på social- og sundhedsassistenten, der skal komme og løse de opgaver i plejen, som ikke ligger hos sygeplejersken. Sådan er det nemlig nu.

Borgere må ofte ligge og vente, fordi der typisk kommer en sundhedsfaglig person ad gangen. Der er ikke ressourcer til andet – og efter min bedste overbevisning er der en god løsning:

Ældreloven skal sikre, at eksisterende arbejdskraft bruges bedre. Ligesom ældreloven bør gøre op med kommunernes forskellige plejehjemstakster, tilsyn og kvalitetsparametre – de kommunale skævvridninger.

Rykker vi på faggrænserne, rykker vi også på eksempelvis social- og sundhedsassistenternes ry. Så udover at sætte ressourcer fri kan vi gøre sundhedsuddannelser langt mere attraktive. Vi kunne også tilføre kontinuerlig efteruddannelse, forbedre kompetencer løbende og specialisere – i stedet for som nu at spærre ressourcer inde med lokale og snævre autorisationer.

Der er så mange muligheder og løsninger på vores fælles velfærdsproblem, som vi i dag gør større og større. Hvad er egentlig de gode argumenter imod at aktivere i forvejen uddannet arbejdskraft og sløjfe kommunale skævvridninger?

debat@altinget.dk