Tidligere jobcenterchef: Kommuner lader borgere i stikken

Af Flemming Röttig
Tidligere social- og jobcenterchef

Nadia Burchard, ledende socialrådgiver i Scleroseforeningen, gør i et indlæg i Altinget i september 2015 opmærksom på kommunernes praksis på det sociale område.

Hun lægger dokumentation frem til en debat om denne praksis. Fakta om forhold, som også blev brugt i debatten i Folketinget 19. januar 2016 under behandlingen af beslutningsforslag B 36 stillet af Dansk Folkeparti. Debatten handlede her om at sikre retssikkerheden i handicapsager.

Det var i sin tid dejligt at læse Nadia Burchards veldokumenterede indlæg og så også nu at konstatere, at der heldigvis er forståelse for nogle af disse problemstillinger i Folketinget.

Fejlagtig kritik
Det var imidlertid ikke særlig rart at genlæse den replik, som borgmester Thomas Adelskov skrev i september som replik til Burchards indlæg. Det var devisen "kan man ikke klare spillet, kan man forsøge at ramme modstanderen i stedet for bolden". Her med påstande, som kun siger de indviede noget. For eksempel, at Burchard anklager fagfæller for inkompetence.

Nej! Det er ikke socialrådgiverne, der er inkompetente, og det påstår Burchard heller ikke. Det er de ansvarlige politikere og ledere, der lokalt beslutter grænsesøgende praksis eller bevidst at være på kant med lovgivningen, der er ansvarlige for sagsbehandlingen.

Adelskov har været med til at acceptere den nedskæringsaftale med regeringen, som kommer til at determinere socialrådgivernes muligheder. Og han er ansvarlig, når det slet ikke er socialrådgivere/-formidlere, der udfører socialrådgiverarbejde. Hvor mange uddannede socialrådgivere er der i Odsherred og nabokommuner?

Burchard bliver beskyldt for ikke at kende de betingelser, som kommunerne arbejder under. Adelskov kender ikke Burchards baggrund og skyder derfor bolden godt og grundigt forbi målet – og rammer sig selv i nakken.

Burchard har ikke bare cirka ti års kommunal erfaring på både gulv- og chefniveau. Hun har også skabt meget stor respekt om sit arbejde. Det skal man nok skaffe sig viden om, hvis man vil have held til at ramme modstanderen.

Alvorlige brud på retsgarantier
Talfusk er et godt gammelt kneb. Det alarmerende gennemsnit på 35 procent sager, der bliver omgjort i Ankestyrelsen, bliver af Adelskov behændigt nedgjort til 14 procent omgjorte og 21 procent "hjemviste". Ja, den hopper mange sikkert på, og det er nemt, når man ikke kender begrebet "hjemviste sager". Et fænomen, som i andel er steget voldsomt i de seneste år.

Men "djævlen ligger i detaljen": For i de hjemviste sager er der tale om de værste svigt for borgerens retssikkerhed! Det er nemlig sager, hvor Ankestyrelsen ikke i kommunens sagsbehandling kan se tilstrækkelige oplysninger om borgerens individuelle situation.

For eksempel har der måske slet ikke været dialog med borgeren til uddybning af egen situation eller i øvrigt inddragelse af borgeren, eller der har manglet aktuelle helbredsoplysninger eller manglet partshøring af borgeren, før afgørelsen blev truffet.

Kort sagt alvorlige brud på god forvaltningsskik og på retssikkerhedsloven på det sociale område. Brud på retsgarantier for borgerne, som gør kommunernes afgørelser ulovlige eller så mangelfulde, at Ankestyrelsen heller ikke kan se, hvad den korrekte afgørelse skal være. Så er det, den bliver sendt tilbage med beskeden "det er en ommer".

Dette gælder også i de mange sager, hvor kommuner laver enslydende "bunkeafgørelser" alene på baggrund af misbrug af lokalt fastsatte kvalitetsstandarder.

Retssikkerhedsloven er ikke en rammelovgivning
Og retssikkerhedsloven er ikke en rammelovgivning, men en meget præcis lovgivning, hvis overholdelse er en forudsætning for, at man kan arbejde med serviceloven. Denne lov er en rammelov, som danner baggrunden for at anlægge det præcise skøn i den enkelte sag. Det kan socialrådgivere godt – hvis de får lov.

Jeg forstår Adelskovs ønske om en ordentlig tone og tillid til kommunerne sådan, at han opfordrer Burchard og andre, der kan se en bekymrende praksis, til at holde fakta for sig selv. Er det et samarbejdende folkestyre værdigt ikke at melde de faktuelle forhold ud, når tendensen i praksis er på vej ud over kanten, selvom nogle politikere føler sig trådt over tæerne?

Og når private NGO'er, som for eksempel Scleroseforeningen, kan dokumentere, at de i en periode på fire år i gennemsnit vinder over 70 procent af de kommunale afgørelser, som de på vegne af en konkret borger sender til Ankestyrelsen, hvem er det så, der nedbryder borgernes tillid til politikere og myndigheder?

At gå over grænsen for at finde et minimum
Adelskovs borgmesterkollega i Holbæk Kommune er langt mere mand for sin sag. Han turde være ærlig, da han i januar 2012 udtalte til "Nordvestnyt": "Vi skal stadig gå til kanten, og derfor vil der stadig være tabte sager".

Det betyder på jævnt dansk, at man selvfølgelig er nødt til at gå OVER grænsen for at finde det nødvendige minimum. Og det betyder, at man ser bort fra, at de hårdest ramte, som IKKE magter at benytte ankemuligheden, lades i stikken. Samt at sagsbehandlingspraksis ikke ændres i tilsvarende sager!

Men der har samtidigt været mod og hjerte til at gå i dialog. En dialog, der betyder, at alle parter, inklusive borgerinitiativet "Hovsa Holbæk", nu har fået gang i konstruktive samtaler og drøftelser. Dette har både medført, at mange borgere er blevet "reddet" på målstregen, og at de kompetencer, der er i kommunen af forskellig slags, er begyndt at kunne udfolde sig.

debat@altinget.dk