Debat: Pædagoger skal insistere på inddragelse, når kommuner sætter pædagogikken fri

Af Stig Broström
Professor emeritus ved Danmarks Institut for Pædagogik og Udvikling, Aarhus Universitet

Loven om frikommuner giver Helsingør og Rebild kommuner statslig frihed på dagtilbudsområdet.

Det lyder umiddelbart lovende.

For det må da være lykken for pædagoger at kunne se ind i en fremtid uden bureaukratiske regler om for eksempel snævert at skulle følge læreplansregler og krav om dokumentation for i stedet at følge egne pædagogiske visioner.

Om end der bliver enkelt begrænsninger, såkaldte hegnspæle, ser det ud som om, at der bliver frit slag på alle hylder. Det betyder, at politikere, forældrebestyrelser, ledere og pædagoger kan gå ad nye ubetrådte stier.

De to berørte kommuner har endnu ikke offentliggjort deres kommende visioner. Det er klogt. For det er nødvendigt først at gå i tænkeboks, inden der sælges ud af både det gamle arvesølv og af de nye pædagogiske kvaliteter, der er indskrevet i den nye styrkede pædagogiske læreplan.

For eksempel betydningen af at anlægge et barneperspektiv, skabe dynamiske læringsmiljøer, sikre at læring foregår gennem leg, og at det overordnede perspektiv er barnets dannelse. Og hertil kommer de nye minimumsnormeringer.

Alt det kan der i princippet gives køb på til fordel for noget nyt, som vi ikke ved, hvad er.

Meget at sætte fri fra
Jeg skal være den første til at sige, at pædagogerne er pressede.

Foruden kerneydelsen, altså samværet med børnene med henblik på at give omsorg og bidrage til deres, læring, udvikling og dannelse, er de underlagt et utal af opgaver, blandt andet:

Samarbejde med forældre, tværfagligt samarbejde herunder samarbejdet med SFO og skole i forbindelse med børnenes overgang til skolen og skolestart; daglige observationer som grundlag for udformning af og dokumentation af det pædagogiske arbejde; samt udarbejdelse af underretninger og handleplaner.

Hertil kommer varetagelsen af de mange særlige projekter og udviklingsarbejder, som institutionerne dels er blevet pålagt og dels selv har påtaget sig.

Antallet og omfanget er mange. Forskere og projektmagere har gennem de seneste årtier indgået i samarbejde med forvaltningen om iværksættelse af pædagogiske projekter inden for alle områder, blandt andet sprog, æstetik, idræt, leg og drama, musik. Topengagerede forskere invaderer institutionen og ønsker samarbejde med dedikerede pædagoger.

På baggrund af en sådan presset hverdag forstår jeg godt, at pædagoger vil bruge deres ”frisættelse” til selv at bestemme og prioritere, hvad de vil sætte i centrum i det pædagogiske arbejde. Men her er en betydelig fare for, at barnet løber ud med badevandet.

Pædagoger skal inddrages
Der er også en anden fare. Nemlig at den lokale børne- og ungeforvaltning løber med stafetten og indfører deres idealer og perspektiver, uden at pædagogen på gul stue er blevet taget i ed i forhold til indførelse af den nye nedprioritering og opprioritering.

Vel er det tidskrævende at fastholde, forankre og videreudvikle de indvundne erfaringer fra udviklingsprojekterne – men skidt er det at efterlade disse på perronen for at give plads til de nye frikommune-perspektiver.

Og ikke mindst er det afgørende at give plads til at udnytte de lovende dimensioner i den styrkede pædagogiske læreplan.

Så summa summarum: Udnyt frikommune-muligheden med minimumsnormering på fuld musik og på en sådan måde, at man ikke mister de pædagogiske kvaliteter, der allerede er indvundet.

Og pædagogerne må insistere på, at den pædagogiske udvikling sker i et tæt samarbejde med personalet – ikke bare områdeleder og de pædagogiske ledere, men også og især med pædagogen på gul stue, der igen i sidste ende står for at skulle udføre hele arbejdet.

debat@altinget.dk